Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

G� til sang

Ord

Bleeder
Dansk thriller, ’99 med Kim Bodnia i hovedrollen.

Bag pladetitlen - GAJO

29.07.2014

Titlen på min anden plade efter NORLAN giver et billede af, at der ikke altid er en logisk rækkefølge i tingene – og at tilfældigheder som regel er the blues run the game (tjek Jackson C. Frank’s glimrende sang med dén titel).

Længe efter at GAJO udkom, lavede jeg, som nogen vil vide, en anden plade – Sange for Rygere. På denne fandtes sangen om udspringeren J. Jameson, der landede for sidste gang i sin balje, på Havmarken i min hjemby sidst i 60’erne.

Jeg havde skrevet på sangen, Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup, i flere år – ja faktisk fra før jeg udgav min første plade; det var sådan et gå til  og fra projekt. Dels fordi der var så meget andet – dels fordi tårnspringersangen krævede en masse research. Og hvorfor så dét? Fordi jeg var – og er – af dén opfattelse, at skriver man biografisk på andres vegne – altså om virkeligt levet liv – ja så må man tilstræbe at sige sandheden. 

Jeg støvede rundt i gamle avisartikler, vejrudsigter, politirapporter og tilgængelig litteratur. Det sidste især om rejsende, gøjlere, cirkus og tivolifolk i Danmark. Jeg huskede, det var Palli’s Tivoli, der havde Jameson ansat, da han sprang forkert i Frederikshavn, og jeg følte mig som ungdommelig, naiv brushane overbevist om, det måtte være den slemme tivolidirektør, der i griskhed havde presset tårnspringeren til sit sidste, fatale fald fra tinderne, 33 meter over min hjemby dén sommeraften. Og dét ville jeg skrive ind i sangen. Heldigvis faldt jeg over et fremragende interview med længst afdøde tivoliejer, Palli. Hér beskrev han situationen omkring Captain Jamesons sidste sæson i karrieren. Han var blevet for gammel til sit såkaldte ”dødsspring” – han var 64 - og Palli frygtede hver dag, at denne benævnelse og et tragisk endeligt stod overfor at gå op i en højere enhed… Og han fik ret. Ugen før det sidste spring havde Jameson forfejlet et spring i Odder og trykket stort set alle ribben. Palli tilbød at betale Jameson gagen for reste af sæsonen, hvis han ville undlade at springe mere. Det ville Jameson ikke – han mente at være klar. Jeg husker, at Palli i interviewet siger, at sådan skulle det osse nok være. Udspringsmasten skulle nok være Kaptajnen’s sidste rejse. Palli havde bare gerne set, det var i et andet tivoli end hans, det skete…

- Godt jeg ikke fik skrevet Palli ind i sangen som grisk tivolidirektør…

Nå – men mens jeg researchede til sangen om tårnspringeren faldt jeg over en del spændende skriveri om rejsende, natmænd og sigøjnere i Danmark. Især sigøjnerne fangede min interesse - som så ofte før, fordi jeg havde et svagt personligt minde, et billede, der flød på min barndoms gadekær. Jeg huskede, hvordan sigøjnerne kom til byen – som regel om natten, hvilket i sig selv var pirrende – og slog sig ned på selvsamme Havmarken, hvor Captain Jameson få år senere gav sit sidste plask. 

Når rygtet gik, at der var sigøjnere på Havmarken, tog min far alle cykler med ind i bryggerset – og træskoene, som ellers altid stod på trappestenen udenfor. Var der otte sigøjnere i byen en nat, hvor femogtredive cykler var meldt stjålet – ja så havde de hugget fire hver. Det var der ingen tvivl om. De sidste tre var forsøg på forsikringssvindel – hvilket var helt i orden…

-Hvad laver sigøjnerne så nu? spurgte jeg min mor, når jeg skulle til at i seng.
-Nåhr, de skal såmænd osse til at sove, sagde hun beroligende, sådan som mor kan.
-Gu’ ska’ de ej, lød den gamles stemme fra rygepladsen ude i køkkenet. – De sidder og steger pindsvin, og så skal de ud og stjæle…
-Hvem der var sigøjner sagde jeg. Men kun til mig selv.

Jeg læste alt jeg kunne finde om sigøjnerne, mens jeg søgte oplysninger om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup. Og jeg forsøgte at lære mig romani – deres sprog, eller ét af dem – og stødte på ordet gajo. Gajo betyder løst oversat noget, der ikke er eller tilhører sigøjnere. – En slags de andre, hvilket vil sige os fastboende og vores ejendele. Min far’s træsko inklusive, hvilket han vidste,uden at forstå en bønne af såvel sigøjnerne som af deres sprog…

Jeg skrev sangen GAJO – med betjenten i titelrollen. Hans far blev væk under krigen, og således traumatiseret har han hævn til gode i sit selvretfærdige, angste blod.

Da jeg skulle indspille min LP nr. 2, var jeg allerede begyndt at leve under pladekontraktens og pladekunstnerens stressede krav. Dét havde jeg ikke kendt til før og var dog ved at være midt i 30’erne. Der skulle bare leveres sange i henhold til diverse indgåede aftaler. Det kan lyde som jammer – men det er det ikke. Det kan sådan set være OK at skulle levere under pres, jeg var bare ikke vant til det.

Jeg syntes, som sangene til opfølgeren til NORLAN gik i nettet, at selve begrebet GAJO var relevant for meget af materialet. Sange som Med ryggen til Land, Han har Tænkt, Hver gang et skib kommer Ind og Peter Case’s, Mere end en Fuldmåne surfer jo meget omkring længslen væk fra stilstand og trædskhed. Så fanden heller – vi kalder pladen GAJO, hvilket osse vil gi’ en masse til journalisterne at spørge om. Og dét er vigtigt, når man henvender sig…

Coveret er et papirklip, jeg lavede – det var altså inden photoshop, og hvad har vi – af samlet materiale fra soft-porn magasinet, Penthouse, min yndlingslitteratur mens jeg arbejdede som natportier, på Bechs Hotel i Frederikshavn, som tyveårig. Det blad havde så mange flotte billeder og stod yderst på hylderne ved døren i DSB’s kiosk, overfor Bech’s Hotel. Lige til at stikke hurtigt indenfor frakken på vej ud af butikken. 

- Den gamle ville ha’ givet sigøjnerne skylden…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C