Koncerter
Bagom sangen...

En plads i byen
Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksem...

En plads i byen

Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksempler, på det ene og det andet.
En plads i Byen blev skrevet med et knips.

Vi var lige flyttet fra Aalborg til Århus - ikke med min gode vilje, men sådan ville skæbnen det - fra et "mansion on the hill", til midtbyens rummel og ja ja, bevares, blinkende café-liv, en samværsform, jeg aldrig bliver fan af, eftersom jeg aldrig har drukket kaffe, og hader larmen fra de dér små hidsige cappuccino-maskiner - især i betragtning af, akustikken i caféerne er hysterisk... Jeg havde ringet og snakket med Steffen Brandt, der bor lige om hjørnet, fra vores gade.

- Yo Stef - Hvordan opdrager man drenge, i Århus midtby? (Han har opfostret tre af slagsen, hér)

- Altså de skal holde sig fra sprut, til de er 11, fra hash til de er 13 - og så stjæler man ikke hos købmand Smedegård. Og fra de er 14, og vil ned og rende i byen om aftenen, lukker man ikke et øje, indtil de er flyttet hjemmefra... - Fedt...

Nå, vi var flyttet herned, og havde gæster på tag-terrassen. Den mindste af knejterne var gået ned på den lille boldbane hér bag vores ejendom, med sin bold. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet, så jeg fra velux-vinduet, hvordan han gik alene rundt, med sin bold under armen, og sparkede lidt i græsset. Han var en uendelig klejn, lille figur at se på, og skrøbelig. Jeg gik tilbage til selskabet, men måtte tilbage og se, hvordan det gik med ham. Han var der stadig. Han havde sat en pind i jorden, og forsøgte nu at ramme den, med bolden. Det gik ikke så godt.

Jeg gav mig til at skrive de første linier - find en plads i byen, til min dreng... på min mobil, gik så ud og fandt noget papir, og havde straks et vers, og næsten et halvt mere. Det var lissom at tegne croquis - modellen til sangen var min dreng, der denne døende sommeraften, sjoskede rundt, alene, lige neden for. Han forsøgte at knække en hassel-kæp af ét af nødde-træerne, men gjorde ikke, som jeg havde vist ham, så dét gik ikke. Så fandt han en død kæp, og gav sig til at tæske lidt løs, på ét af de ramponerede mål.

Jeg var sporadisk tilbage ved selskabet, på tag-terrassen, hvor kæften gik over Havana-club - så tilbage til vinduet, og lure på ham, og skrive lidt mere. - Det skulle være dér, og det skulle være nu.
Sangen var stort set færdig, da jeg så at han opgav at finde ligesindede, og gik gennem baggården. Snart efter ku' hans fødder høres på bagtrappen. Og sangen var stort set færdig.

- Hva' så - hva' har du lavet derude? spurgte én af gæsterne, og tog ham op på skødet.
- Bare spillet fodbold med nogle drenge, sagde han. - Men de stjal min bold...

En plads i Byen er osse er en universel sang om at komme hvor som helst hen, som ny - og ønske sig at blive taget ind.

G� til sang

Ord

Lovin’ Spoonful
Amerikansk gruppe dannet i 1965 i NY. af bl.a. John Sebastian. Hits bl.a. Summer in the City og – Daydream.

Bag pladetitlen - GAJO

29.07.2014

Titlen på min anden plade efter NORLAN giver et billede af, at der ikke altid er en logisk rækkefølge i tingene – og at tilfældigheder som regel er the blues run the game (tjek Jackson C. Frank’s glimrende sang med dén titel).

Længe efter at GAJO udkom, lavede jeg, som nogen vil vide,hublot replica en anden plade – Sange for Rygere. På denne fandtes sangen om udspringeren J. Jameson, der landede for sidste gang i sin balje, på Havmarken i min hjemby sidst i 60’erne.

Jeg havde skrevet på sangen, Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup, i flere år – ja faktisk fra før jeg udgav min første plade; det var sådan et gå til  og fra projekt. Dels fordi der var så meget andet – dels fordi tårnspringersangen krævede en masse research. Og hvorfor så dét? Fordi jeg var – og er – af dén opfattelse, at skriver man biografisk på andres vegne – altså om virkeligt levet liv – ja så må man tilstræbe at sige sandheden. 

Jeg støvede rundt i gamle avisartikler, vejrudsigter, politirapporter og tilgængelig litteratur. Det sidste især om rejsende, gøjlere, cirkus og tivolifolk i Danmark. Jeg huskede, det var Palli’s Tivoli, der havde Jameson ansat, da han sprang forkert i Frederikshavn, og jeg følte mig som ungdommelig, naiv brushane overbevist om, det måtte være den slemme tivolidirektør, der i griskhed havde presset tårnspringeren til sit sidste, fatale fald fra tinderne, 33 meter over min hjemby dén sommeraften. Og dét ville jeg skrive ind i sangen. Heldigvis faldt jeg over et fremragende interview med længst afdøde tivoliejer, Palli. Hér beskrev han situationen omkring Captain Jamesons sidste sæson i karrieren. Han var blevet for gammel til sit såkaldte ”dødsspring” – han var 64 - og Palli frygtede hver dag, at denne benævnelse og et tragisk endeligt stod overfor at gå op i en højere enhed… Og han fik ret. Ugen før det sidste spring havde Jameson forfejlet et spring i Odder og trykket stort set alle ribben. Palli tilbød at betale Jameson gagen for reste af sæsonen, hvis han ville undlade at springe mere. Det ville Jameson ikke – han mente at være klar. Jeg husker, at Palli i interviewet siger, at sådan skulle det osse nok være. Udspringsmasten skulle nok være Kaptajnen’s sidste rejse. Palli havde bare gerne set, det var i et andet tivoli end hans, det skete…

- Godt jeg ikke fik skrevet Palli ind i sangen som grisk tivolidirektør…

Nå – men mens jeg researchede til sangen om tårnspringeren faldt jeg over en del spændende skriveri om rejsende, natmænd og sigøjnere i Danmark. Især sigøjnerne fangede min interesse - som så ofte før, fordi jeg havde et svagt personligt minde, et billede, der flød på min barndoms gadekær. Jeg huskede, hvordan sigøjnerne kom til byen – som regel om natten, hvilket i sig selv var pirrende – og slog sig ned på selvsamme Havmarken, hvor Captain Jameson få år senere gav sit sidste plask. 

Når rygtet gik, at der var sigøjnere på Havmarken, tog min far alle cykler med ind i bryggerset – og træskoene, som ellers altid stod på trappestenen udenfor. Var der otte sigøjnere i byen en nat, hvor femogtredive cykler var meldt stjålet – ja så havde de hugget fire hver. Det var der ingen tvivl om. De sidste tre var forsøg på forsikringssvindel – hvilket var helt i orden…

-Hvad laver sigøjnerne så nu? spurgte jeg min mor, når jeg skulle til at i seng.
-Nåhr, de skal såmænd osse til at sove, sagde hun beroligende, sådan som mor kan.
-Gu’ ska’ de ej, lød den gamles stemme fra rygepladsen ude i køkkenet. – De sidder og steger pindsvin, og så skal de ud og stjæle…
-Hvem der var sigøjner sagde jeg. Men kun til mig selv.

Jeg læste alt jeg kunne finde om sigøjnerne, mens jeg søgte oplysninger om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup. Og jeg forsøgte at lære mig romani – deres sprog, eller ét af dem – og stødte på ordet gajo. Gajo betyder løst oversat noget, der ikke er eller tilhører sigøjnere. – En slags de andre, hvilket vil sige os fastboende og vores ejendele. Min far’s træsko inklusive, hvilket han vidste,uden at forstå en bønne af såvel sigøjnerne som af deres sprog…

Jeg skrev sangen GAJO – med betjenten i titelrollen. Hans far blev væk under krigen, og således traumatiseret har han hævn til gode i sit selvretfærdige, angste blod.

Da jeg skulle indspille min LP nr. 2, var jeg allerede begyndt at leve under pladekontraktens og pladekunstnerens stressede krav. Dét havde jeg ikke kendt til før og var dog ved at være midt i 30’erne. Der skulle bare leveres sange i henhold til diverse indgåede aftaler. Det kan lyde som jammer – men det er det ikke. Det kan sådan set være OK at skulle levere under pres, jeg var bare ikke vant til det.

Jeg syntes, som sangene til opfølgeren til NORLAN gik i nettet, at selve begrebet GAJO var relevant for meget af materialet. Sange som Med ryggen til Land, Han har Tænkt, Hver gang et skib kommer Ind og Peter Case’s, Mere end en Fuldmåne surfer jo meget omkring længslen væk fra stilstand og trædskhed. Så fanden heller – vi kalder pladen GAJO, hvilket osse vil gi’ en masse til journalisterne at spørge om. Og dét er vigtigt, når man henvender sig…

Coveret er et papirklip, jeg lavede – det var altså inden photoshop, og hvad har vi – af samlet materiale fra soft-porn magasinet, Penthouse, min yndlingslitteratur mens jeg arbejdede som natportier, på Bechs Hotel i Frederikshavn, som tyveårig. Det blad havde så mange flotte billeder og stod yderst på hylderne ved døren i DSB’s kiosk, overfor Bech’s Hotel. Lige til at stikke hurtigt indenfor frakken på vej ud af butikken. 

- Den gamle ville ha’ givet sigøjnerne skylden…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C