Koncerter
Bagom sangen...

Kommer kongen tilbage
Marianne Jelved rendte bestyrtet op og ned af de mudrede skråninger, i Vendsyssel, en efterårsdag, sidst midt i '90erne. Det var gået op for hende, man var begyndt at anlægge to motorvejs-strækninger,...

Kommer kongen tilbage

Marianne Jelved rendte bestyrtet op og ned af de mudrede skråninger, i Vendsyssel, en efterårsdag, sidst midt i '90erne. Det var gået op for hende, man var begyndt at anlægge to motorvejs-strækninger, mellem Aalborg, Hirtshals og Frederikshavn - og dét skulle stoppes! Det blev det ikke, så måske var det en ren hævnakt, da hun måneder senere fik lukket den toldfrie Kattegat-handel, på færgerne, mellem Frederikshavn, Sverige og Norge - en handel som i stor grad havde ligget til grund for butikshandelen i Frederikshavn, osse.

Marianne Jelved var valgt ind i folketinget, som opstillet i Nordjyllands Amt - og TV-avisen spurgte hende hvilke kvaliteter, hun forbandt med en ægte nordjyde. - Hun svarede stout-hed, ordholdenhed, vedholdenhed, og dén slags. - Det lod de være med at kommentere på, i nyhedsudsendelsen... Hun stillede ikke op i Nordjylland igen, senere.

Det syntes, som var det samme eftermiddag, Danyard - Frederikshavns værft måtte lukke porten, for sidste gang, og da MAN-fabrikken med vist omkring 600 ansatte osse bukkede under, var byen nærmest slagtet.
Jeg var til én af disse jubilæum-i-den-gamle-klasse-fester, lige dér omkring, og fik en snak med taxa-chaufføren, da jeg skulle hjem. Han var ret optimistisk, for som han sagde - Det er jo altså ikke Hjørring, det hér, vi skal nok komme igen...
Netop dén stemning synes jeg altid, jeg fornemmer, når jeg er tilbage i mit "Memory", og jeg takker mere og mere mine gener, for at være udsprunget af netop dét sted...

Sangen handler i lisså høj grad om det - nærmest - modsatte forhold: - Hvor længe blir' man egentlig ved med at stamme fra et bestemt sted? Jeg har boet langt største delen af mit liv væk fra "dét derhjemme", og kan vel dårligt påkalde mig andet end mindet's indsigt i, hvad det vil sige at være hjemmehørende dér. Mark Twain sagde at nostalgi er sindets og åndens onani - og dér er det så med at sove med hænderne over dynen.
Ergo var jeg nødt til, i starten af sangen at beskrive mig selv, netop som én der tar tilbage, til noget der engang var mit - som en reporter, der vil notere og fortælle, hvad han ser.

Og ja - Kong Frederik, Ingrid, og lille Margrethe kørte gennem byen i åben bil, dengang jeg var dreng. Vi fik skolefri, og skulle stå med papir-flag langs havnen, når kortegen passerede. Jeg kan huske, vi snakkede om, hvor store ører, kongen havde. Det var da handel, værftsindustri - alt boomede i byen.

Svendebyen - dén bydel, hvor værft-svendene boede, og hvor min far kom fra, Tolne og sandbanken, Brændevins Hage, næsten ovre ved Læsø - steder, der altid vil være behæftet med den største og mest eksotiske stemning, for mig.

Der er lidt engelsk i omkvædet, ja. Når man sidder med en totalt færdig sang, som man egentlig godt kan li', og det eneste der ikke er på plads - og aldrig kommer det - er de første ord i omkvædet, så hellere "bad times i Memory" - end helt at forkaste sangen. Dylan havde gjort det sidste - hvilket gør ondt at tænke på!

Gå til sang

Ord

Vintersol

Bag pladetitlen - GAJO

29.07.2014

Titlen på min anden plade efter NORLAN giver et billede af, at der ikke altid er en logisk rækkefølge i tingene – og at tilfældigheder som regel er the blues run the game (tjek Jackson C. Frank’s glimrende sang med dén titel).

Længe efter at GAJO udkom, lavede jeg, som nogen vil vide,christian dior handbags replica en anden plade – Sange for Rygere. På denne fandtes sangen om udspringeren J. Jameson, der landede for sidste gang i sin balje, på Havmarken i min hjemby sidst i 60’erne.

Jeg havde skrevet på sangen, Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup, i flere år – ja faktisk fra før jeg udgav min første plade; det var sådan et gå til  og fra projekt. Dels fordi der var så meget andet – dels fordi tårnspringersangen krævede en masse research. Og hvorfor så dét? Fordi jeg var – og er – af dén opfattelse, at skriver man biografisk på andres vegne – altså om virkeligt levet liv – ja så må man tilstræbe at sige sandheden. 

Jeg støvede rundt i gamle avisartikler, vejrudsigter, politirapporter og tilgængelig litteratur. Det sidste især om rejsende, gøjlere, cirkus og tivolifolk i Danmark. Jeg huskede, det var Palli’s Tivoli, der havde Jameson ansat, da han sprang forkert i Frederikshavn, og jeg følte mig som ungdommelig, naiv brushane overbevist om, det måtte være den slemme tivolidirektør, der i griskhed havde presset tårnspringeren til sit sidste, fatale fald fra tinderne, 33 meter over min hjemby dén sommeraften. Og dét ville jeg skrive ind i sangen. Heldigvis faldt jeg over et fremragende interview med længst afdøde tivoliejer, Palli. Hér beskrev han situationen omkring Captain Jamesons sidste sæson i karrieren. Han var blevet for gammel til sit såkaldte ”dødsspring” – han var 64 - og Palli frygtede hver dag, at denne benævnelse og et tragisk endeligt stod overfor at gå op i en højere enhed… Og han fik ret. Ugen før det sidste spring havde Jameson forfejlet et spring i Odder og trykket stort set alle ribben. Palli tilbød at betale Jameson gagen for reste af sæsonen, hvis han ville undlade at springe mere. Det ville Jameson ikke – han mente at være klar. Jeg husker, at Palli i interviewet siger, at sådan skulle det osse nok være. Udspringsmasten skulle nok være Kaptajnen’s sidste rejse. Palli havde bare gerne set, det var i et andet tivoli end hans, det skete…

- Godt jeg ikke fik skrevet Palli ind i sangen som grisk tivolidirektør…

Nå – men mens jeg researchede til sangen om tårnspringeren faldt jeg over en del spændende skriveri om rejsende, natmænd og sigøjnere i Danmark. Især sigøjnerne fangede min interesse - som så ofte før, fordi jeg havde et svagt personligt minde, et billede, der flød på min barndoms gadekær. Jeg huskede, hvordan sigøjnerne kom til byen – som regel om natten, hvilket i sig selv var pirrende – og slog sig ned på selvsamme Havmarken, hvor Captain Jameson få år senere gav sit sidste plask. 

Når rygtet gik, at der var sigøjnere på Havmarken, tog min far alle cykler med ind i bryggerset – og træskoene, som ellers altid stod på trappestenen udenfor. Var der otte sigøjnere i byen en nat, hvor femogtredive cykler var meldt stjålet – ja så havde de hugget fire hver. Det var der ingen tvivl om. De sidste tre var forsøg på forsikringssvindel – hvilket var helt i orden…

-Hvad laver sigøjnerne så nu? spurgte jeg min mor, når jeg skulle til at i seng.
-Nåhr, de skal såmænd osse til at sove, sagde hun beroligende, sådan som mor kan.
-Gu’ ska’ de ej, lød den gamles stemme fra rygepladsen ude i køkkenet. – De sidder og steger pindsvin, og så skal de ud og stjæle…
-Hvem der var sigøjner sagde jeg. Men kun til mig selv.

Jeg læste alt jeg kunne finde om sigøjnerne, mens jeg søgte oplysninger om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup. Og jeg forsøgte at lære mig romani – deres sprog, eller ét af dem – og stødte på ordet gajo. Gajo betyder løst oversat noget, der ikke er eller tilhører sigøjnere. – En slags de andre, hvilket vil sige os fastboende og vores ejendele. Min far’s træsko inklusive, hvilket han vidste,uden at forstå en bønne af såvel sigøjnerne som af deres sprog…

Jeg skrev sangen GAJO – med betjenten i titelrollen. Hans far blev væk under krigen, og således traumatiseret har han hævn til gode i sit selvretfærdige, angste blod.

Da jeg skulle indspille min LP nr. 2, var jeg allerede begyndt at leve under pladekontraktens og pladekunstnerens stressede krav. Dét havde jeg ikke kendt til før og var dog ved at være midt i 30’erne. Der skulle bare leveres sange i henhold til diverse indgåede aftaler. Det kan lyde som jammer – men det er det ikke. Det kan sådan set være OK at skulle levere under pres, jeg var bare ikke vant til det.

Jeg syntes, som sangene til opfølgeren til NORLAN gik i nettet, at selve begrebet GAJO var relevant for meget af materialet. Sange som Med ryggen til Land, Han har Tænkt, Hver gang et skib kommer Ind og Peter Case’s, Mere end en Fuldmåne surfer jo meget omkring længslen væk fra stilstand og trædskhed. Så fanden heller – vi kalder pladen GAJO, hvilket osse vil gi’ en masse til journalisterne at spørge om. Og dét er vigtigt, når man henvender sig…

Coveret er et papirklip, jeg lavede – det var altså inden photoshop, og hvad har vi – af samlet materiale fra soft-porn magasinet, Penthouse, min yndlingslitteratur mens jeg arbejdede som natportier, på Bechs Hotel i Frederikshavn, som tyveårig. Det blad havde så mange flotte billeder og stod yderst på hylderne ved døren i DSB’s kiosk, overfor Bech’s Hotel. Lige til at stikke hurtigt indenfor frakken på vej ud af butikken. 

- Den gamle ville ha’ givet sigøjnerne skylden…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C