Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

G� til sang

Ord

Dr. Lieberkind
Ingvald Lieberkind. ( 1897-1972) Magister i naturvidenskab, forfatter, studievært, tegner o.m.a.

Bag pladetitlen - GAJO

29.07.2014

Titlen på min anden plade efter NORLAN giver et billede af, at der ikke altid er en logisk rækkefølge i tingene – og at tilfældigheder som regel er the blues run the game (tjek Jackson C. Frank’s glimrende sang med dén titel).

Længe efter at GAJO udkom, lavede jeg, som nogen vil vide, en anden plade – Sange for Rygere. På denne fandtes sangen om udspringeren J. Jameson, der landede for sidste gang i sin balje, på Havmarken i min hjemby sidst i 60’erne.

Jeg havde skrevet på sangen, Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup, i flere år – ja faktisk fra før jeg udgav min første plade; det var sådan et gå til  og fra projekt. Dels fordi der var så meget andet – dels fordi tårnspringersangen krævede en masse research. Og hvorfor så dét? Fordi jeg var – og er – af dén opfattelse, at skriver man biografisk på andres vegne – altså om virkeligt levet liv – ja så må man tilstræbe at sige sandheden. 

Jeg støvede rundt i gamle avisartikler, vejrudsigter, politirapporter og tilgængelig litteratur. Det sidste især om rejsende, gøjlere, cirkus og tivolifolk i Danmark. Jeg huskede, det var Palli’s Tivoli, der havde Jameson ansat, da han sprang forkert i Frederikshavn, og jeg følte mig som ungdommelig, naiv brushane overbevist om, det måtte være den slemme tivolidirektør, der i griskhed havde presset tårnspringeren til sit sidste, fatale fald fra tinderne, 33 meter over min hjemby dén sommeraften. Og dét ville jeg skrive ind i sangen. Heldigvis faldt jeg over et fremragende interview med længst afdøde tivoliejer, Palli. Hér beskrev han situationen omkring Captain Jamesons sidste sæson i karrieren. Han var blevet for gammel til sit såkaldte ”dødsspring” – han var 64 - og Palli frygtede hver dag, at denne benævnelse og et tragisk endeligt stod overfor at gå op i en højere enhed… Og han fik ret. Ugen før det sidste spring havde Jameson forfejlet et spring i Odder og trykket stort set alle ribben. Palli tilbød at betale Jameson gagen for reste af sæsonen, hvis han ville undlade at springe mere. Det ville Jameson ikke – han mente at være klar. Jeg husker, at Palli i interviewet siger, at sådan skulle det osse nok være. Udspringsmasten skulle nok være Kaptajnen’s sidste rejse. Palli havde bare gerne set, det var i et andet tivoli end hans, det skete…

- Godt jeg ikke fik skrevet Palli ind i sangen som grisk tivolidirektør…

Nå – men mens jeg researchede til sangen om tårnspringeren faldt jeg over en del spændende skriveri om rejsende, natmænd og sigøjnere i Danmark. Især sigøjnerne fangede min interesse - som så ofte før, fordi jeg havde et svagt personligt minde, et billede, der flød på min barndoms gadekær. Jeg huskede, hvordan sigøjnerne kom til byen – som regel om natten, hvilket i sig selv var pirrende – og slog sig ned på selvsamme Havmarken, hvor Captain Jameson få år senere gav sit sidste plask. 

Når rygtet gik, at der var sigøjnere på Havmarken, tog min far alle cykler med ind i bryggerset – og træskoene, som ellers altid stod på trappestenen udenfor. Var der otte sigøjnere i byen en nat, hvor femogtredive cykler var meldt stjålet – ja så havde de hugget fire hver. Det var der ingen tvivl om. De sidste tre var forsøg på forsikringssvindel – hvilket var helt i orden…

-Hvad laver sigøjnerne så nu? spurgte jeg min mor, når jeg skulle til at i seng.
-Nåhr, de skal såmænd osse til at sove, sagde hun beroligende, sådan som mor kan.
-Gu’ ska’ de ej, lød den gamles stemme fra rygepladsen ude i køkkenet. – De sidder og steger pindsvin, og så skal de ud og stjæle…
-Hvem der var sigøjner sagde jeg. Men kun til mig selv.

Jeg læste alt jeg kunne finde om sigøjnerne, mens jeg søgte oplysninger om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup. Og jeg forsøgte at lære mig romani – deres sprog, eller ét af dem – og stødte på ordet gajo. Gajo betyder løst oversat noget, der ikke er eller tilhører sigøjnere. – En slags de andre, hvilket vil sige os fastboende og vores ejendele. Min far’s træsko inklusive, hvilket han vidste,uden at forstå en bønne af såvel sigøjnerne som af deres sprog…

Jeg skrev sangen GAJO – med betjenten i titelrollen. Hans far blev væk under krigen, og således traumatiseret har han hævn til gode i sit selvretfærdige, angste blod.

Da jeg skulle indspille min LP nr. 2, var jeg allerede begyndt at leve under pladekontraktens og pladekunstnerens stressede krav. Dét havde jeg ikke kendt til før og var dog ved at være midt i 30’erne. Der skulle bare leveres sange i henhold til diverse indgåede aftaler. Det kan lyde som jammer – men det er det ikke. Det kan sådan set være OK at skulle levere under pres, jeg var bare ikke vant til det.

Jeg syntes, som sangene til opfølgeren til NORLAN gik i nettet, at selve begrebet GAJO var relevant for meget af materialet. Sange som Med ryggen til Land, Han har Tænkt, Hver gang et skib kommer Ind og Peter Case’s, Mere end en Fuldmåne surfer jo meget omkring længslen væk fra stilstand og trædskhed. Så fanden heller – vi kalder pladen GAJO, hvilket osse vil gi’ en masse til journalisterne at spørge om. Og dét er vigtigt, når man henvender sig…

Coveret er et papirklip, jeg lavede – det var altså inden photoshop, og hvad har vi – af samlet materiale fra soft-porn magasinet, Penthouse, min yndlingslitteratur mens jeg arbejdede som natportier, på Bechs Hotel i Frederikshavn, som tyveårig. Det blad havde så mange flotte billeder og stod yderst på hylderne ved døren i DSB’s kiosk, overfor Bech’s Hotel. Lige til at stikke hurtigt indenfor frakken på vej ud af butikken. 

- Den gamle ville ha’ givet sigøjnerne skylden…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C