Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

G� til sang

Ord

Fontex
lykkemedicin

Vintersol

06.07.2014

Vi har modtaget denne fantastiske historie om sangen "Vintersol"

Teksten til Vintersol kan ses her: http://allanolsen.dk/disko.php?mode=viewsong&s=31&a=5

"Mandag formiddag sad jeg i en stribe sol på en bænk ved åen, lige over for Magasin i Aarhus. En af de der bænke, som er lavet under fritlægningen af vandet og sikkert er ment som et sted, man kan tage et hvil, sidde lidt, mens man ser på vandet. Men jeg har lagt mærke til, at der ikke så tit sidder nogen – ofte står bænkene der bare som ensomme oaser kun i selskab med overfyldte skraldespande eller spredte graffiti-tags på de smalle brædder.

Jeg bruger dog tit en af dem – mest fordi jeg altid kommer for tidligt til mine aftaler. I mandags til en aftale med en kvinde, som jeg har købt et billede af, og som gerne ville lære mig bedre at kende, efter at jeg skrev til hende, hvorfor jeg gerne ville købe billedet (hverdagsmirakel).

Så jeg sad der i solen, stadig med musik i ørerne og min farmor i tankerne efter cykelturen. Forbundet af historien om min farmor, som aldrig lukkede kærligheden ind på ny, efter at hun som 45-årig mistede min farfar, der brækkede halsen i et trafikuheld – og så ordene i Vintersol, der fuldstændig har overmandet mig.

Mens jeg sad der, fyldt af taknemmelighed over min farmor og hendes sidste ord til mig (Du har givet mig så megen glæde i livet, bliv ved at skabe glæde for andre), hendes visdom, alt det hun lærte mig – blandet med en sørgmodighed over, at hun ikke lukkede kærligheden ind igen, selv om det var dét, hun gerne ville - og over mit eget, forvirrede sind - kom en ældre mand kørende på cykel.

Han standsede ud for bænken, slog støttefoden på sin gamle, støvgrønne Raleigh ned og satte sig ved siden af mig – hvilket straks fik mig til at flå høretelefonerne ud af ørerne. Jeg synes på en eller anden måde stadig, at der er noget uhøfligt over at sidde indelukket i sin egen verden på den facon og har ikke vænnet mig til at bevæge mig rundt i det offentlige rum med musik i ørerne, selv om det er, hvad de fleste folk på gaden gør. Derfor gør jeg det faktisk sjældent. Og aldrig uden et stik af dårlig samvittighed.

Vi sad lidt der, mens jeg betragtede ham stjålent ud af øjenkrogen. De klare, vandige gammelmandsøjne, store, barkede næver, som han brugte bagsiden af til at tørre sig over næsen, der løb lidt i sommervinden. En bred mund med en anelse underbid, der fik hans underlæbe til at suge sig fast i overlæben for ikke at falde ned. Et venligt, lidt sørgmodigt blik – på en gang nærværende og indstillet på uendeligt.

”Det snyder lidt i dag – med vinden,” sagde han så.

Det måtte jeg give ham ret i, var selv blevet overrasket over, hvor koldt det var, selv om solen var fremme.

Så fortæller han, at han dagligt tager sin cykel hjemmefra lejligheden på Langenæs og gør holdt her ved åen (”her sidder sjældent nogen”), inden han cykler hen på Hovedbiblioteket for at læse dagens aviser. I dag skal han bagefter videre til sin ældste søns hus bag ved Den Gamle By for at vande blomsterne, for ”de er i Amerika”. (Ikke USA, hans generation siger konsekvent ’Amerika’ og ikke USA)

”Den slags brugte vi jo ikke, da børnene var små, men jeg er glad ved, at de oplever det”

’De’ er børn og børnebørn. ’Vi’ er ham og hans kone, som døde for 15 år siden som 67-årig af en uskøn, brutal omgang tarmkræft, selv om hun hverken havde røget eller drukket og altid passede godt på sig selv.

Det har han ikke altid gjort. Som maler fik han snøvlet meget skidt ind i snuden, og bajere og smøger var der også rigeligt af. Ikke at han var den, der tog mest for sig af retterne, det gjorde han ikke. Men lidt blev det alligevel til. De boede i lejlighed hele livet, brugte ikke sådan det med at rejse – men om sommeren blev det da til en uge på Helgenæs, hvor de kunne leje fagforeningens hus for 70 kr. om ugen. Ellers gjorde de hver deres, konen hjemme hos børnene, som aldrig har været i børnehave eller SFO, ham på arbejdet. Men de havde det godt og skulle have det endnu bedre, og så lige pludselig var hun væk.

Han sidder lidt. Fordybet i tanker og uformindsket undren over, at hun tillod sig bare at forsvinde.

”Tja,” siger han. ”Tja…”

”Har du aldrig fundet dig en kæreste,” spørger jeg så efter nogen tid.

”Nja,” siger han.

Og så kommer historien om hans bedste ven, som døde – og om hvordan han tog sig godt af enken. Altså ikke sådan at forstå, men de tog da i sommerhus og til vandet, og det var rart, men det var dét.

Værre er det nu med nabokonen, som er blevet alene. ”For hun er altså dejlig”.

”Men hvad er så problemet?,” spørger jeg.

Han tror ikke rigtig på det. Ved ikke, om han duer til den slags mere. Om han kan hitte ud af det hele. Sådan en gammel mand som ham, midt i firserne, sådan føles det godt nok ikke indeni, når han tænker på hende, men hun er slet ikke så gammel, højst 80, og han har ikke rørt ved andre end sig selv i de 15 år, der er gået, siden han blev alene. Nej, det må han nok hellere opgive. Kan kun lige holde balancen på cyklen, og hvem ved, hvad hun ville sige, hvis det var. Men hendes hænder… Hendes hænder…

Da er det, at jeg kommer i tanke om Vintersol. Fisker iPhone og høretelefoner op af tasken, forklarer om nye venskaber, opdagelser og ord – om at møde hinanden sent i livet, om at tro, at man er bedst alene, om den stille lykke ved at åbne sig alligevel. Sådan nogle dippedutter har han godt nok aldrig haft i ørerne, men han har set børnebørnene gøre det, "så det kan vel ikke skade”.

Og pludselig sidder han der. 85 år gammel og debuterer med iPhone-noodle-style-høretelefoner og hengemt passion. Spørger om han må ”prøve igen”, da tonerne dør ud, og jo, det må han da.

Han lytter til sangen to gange, giver mig så hånden og stiger op på sin støvgrønne Raleigh med kurs mod Hovedbiblioteket. Men inden han sætter pedalen i sving, kigger han over skulderen og siger:

”Jeg tror, jeg ringer på.”"

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C