Koncerter
Bagom sangen...

Lorna
Som lejlighedsvis nævnt, handler meget - om ikke al - min sangskrivning, om vi mænds forsøg på at tiltuske os værdighed, klamre os til den, miste den - og forsøge igen at opnå den. I hvert fald kan je...

Lorna

Som lejlighedsvis nævnt, handler meget - om ikke al - min sangskrivning, om vi mænds forsøg på at tiltuske os værdighed, klamre os til den, miste den - og forsøge igen at opnå den. I hvert fald kan jeg jo se, mange af mine deciderede ham/hende-sange tar' udgangspunkt i dette.
Lorna er naturligvis ingen undtagelse.
For mig er det ofte et spørgsmål om at sætte en kulisse op - et scenarie, der kommunikerer en troværdig virkelighed, omend sagerne er nok så fiktive og selvopfundne.
Navnet Lorna kan på ingen måde associere til latte-kulturen, eller en dertil hørende storby-kultur. Og en indkøbspose fra "Funnypark" findes vist ikke - endnu. Men Lidl, Rema 1000 og meget andet af dén skuffe, fandtes heller ikke i Danmark, for bare en halv snes år siden, da jeg skrev sangen. - Så hvem ved, hvornår den første Funnypark holder åbnings-udsalg?

Men først og fremmest er Lorna jo en sang, der kredser omkring tv-serien, Matador. Jeg ville gerne hylde dette mesterværk, i en sang. Så min såre simple "metode" var at forestille mig, hvad Matador's anti-tese er. Kulde, afsondrethed, en kultur, hvor man ikke snakker mere sammen - eller går ud - mere end højest nødvendigt. Og en ungkarl, alene i sin sofa, uden nogen at se - Matador med... for Matador er en serie om sammenhold, småby-kultur, på godt og ondt, kærlighed og kampe. Og selve dét at se Matador - som serie - er jo indbefattet af den totale, nationaliserede kerne-familie's væren sammen, i stuen. Derfor - synes jeg - er det muligt at skrive en sang om det. Fordi der er så stærke modsætninger, mellem sangens jeg-person, og alt, hvad Matador er, og var. Uge efter uge, endda...

Matador var noget, vi havde til fælles - og blev efterhånden noget nær et nationalt relikvie, man skal passe meget på med at pille ved. Var det ikke fordi, jeg elsker Matador, lisså meget, som alle andre, havde jeg ikke givet mig i kast med at skrive sangen. Hvorfor skulle jeg det?

I toget fra Kbh til Jylland, kom jeg til at sidde i rygevogn - det var dengang - med Lise Nørgård, selve Mor Matador. Hun skulle til Randers, og se Poul Thomsens nyeste generation Balder. Jeg ville gerne spille min nye Matador-sang for Fru Nørgård, men modet svigtede mig - selvom jeg var rejsende med guitar...

Gå til sang

Ord

De kommende år

Vintersol

06.07.2014

Vi har modtaget denne fantastiske historie om sangen "Vintersol"

Teksten til Vintersol kan ses her: http://allanolsen.dk/disko.php?mode=viewsong&s=31&a=5

"Mandag formiddag sad jeg i en stribe sol på en bænk ved åen, lige over for Magasin i Aarhus. En af de der bænke, som er lavet under fritlægningen af vandet og sikkert er ment som et sted, man kan tage et hvil, sidde lidt, mens man ser på vandet. Men jeg har lagt mærke til, at der ikke så tit sidder nogen – ofte står bænkene der bare som ensomme oaser kun i selskab med overfyldte skraldespande eller spredte graffiti-tags på de smalle brædder.

Jeg bruger dog tit en af dem – mest fordi jeg altid kommer for tidligt til mine aftaler. I mandags til en aftale med en kvinde, som jeg har købt et billede af, og som gerne ville lære mig bedre at kende, efter at jeg skrev til hende, hvorfor jeg gerne ville købe billedet (hverdagsmirakel).

Så jeg sad der i solen, stadig med musik i ørerne og min farmor i tankerne efter cykelturen. Forbundet af historien om min farmor, som aldrig lukkede kærligheden ind på ny, efter at hun som 45-årig mistede min farfar, der brækkede halsen i et trafikuheld – og så ordene i Vintersol, der fuldstændig har overmandet mig.

Mens jeg sad der, fyldt af taknemmelighed over min farmor og hendes sidste ord til mig (Du har givet mig så megen glæde i livet, bliv ved at skabe glæde for andre), hendes visdom, alt det hun lærte mig – blandet med en sørgmodighed over, at hun ikke lukkede kærligheden ind igen, selv om det var dét, hun gerne ville - og over mit eget, forvirrede sind - kom en ældre mand kørende på cykel.

Han standsede ud for bænken, slog støttefoden på sin gamle, støvgrønne Raleigh ned og satte sig ved siden af mig – hvilket straks fik mig til at flå høretelefonerne ud af ørerne. Jeg synes på en eller anden måde stadig, at der er noget uhøfligt over at sidde indelukket i sin egen verden på den facon og har ikke vænnet mig til at bevæge mig rundt i det offentlige rum med musik i ørerne, selv om det er, hvad de fleste folk på gaden gør. Derfor gør jeg det faktisk sjældent. Og aldrig uden et stik af dårlig samvittighed.

Vi sad lidt der, mens jeg betragtede ham stjålent ud af øjenkrogen. De klare, vandige gammelmandsøjne, store, barkede næver, som han brugte bagsiden af til at tørre sig over næsen, der løb lidt i sommervinden. En bred mund med en anelse underbid, der fik hans underlæbe til at suge sig fast i overlæben for ikke at falde ned. Et venligt, lidt sørgmodigt blik – på en gang nærværende og indstillet på uendeligt.

”Det snyder lidt i dag – med vinden,” sagde han så.

Det måtte jeg give ham ret i, var selv blevet overrasket over, hvor koldt det var, selv om solen var fremme.

Så fortæller han, at han dagligt tager sin cykel hjemmefra lejligheden på Langenæs og gør holdt her ved åen (”her sidder sjældent nogen”), inden han cykler hen på Hovedbiblioteket for at læse dagens aviser. I dag skal han bagefter videre til sin ældste søns hus bag ved Den Gamle By for at vande blomsterne, for ”de er i Amerika”. (Ikke USA, hans generation siger konsekvent ’Amerika’ og ikke USA)

”Den slags brugte vi jo ikke, da børnene var små, men jeg er glad ved, at de oplever det”

’De’ er børn og børnebørn. ’Vi’ er ham og hans kone, som døde for 15 år siden som 67-årig af en uskøn, brutal omgang tarmkræft, selv om hun hverken havde røget eller drukket og altid passede godt på sig selv.

Det har han ikke altid gjort. Som maler fik han snøvlet meget skidt ind i snuden, og bajere og smøger var der også rigeligt af. Ikke at han var den, der tog mest for sig af retterne, det gjorde han ikke. Men lidt blev det alligevel til. De boede i lejlighed hele livet, brugte ikke sådan det med at rejse – men om sommeren blev det da til en uge på Helgenæs, hvor de kunne leje fagforeningens hus for 70 kr. om ugen. Ellers gjorde de hver deres, konen hjemme hos børnene, som aldrig har været i børnehave eller SFO, ham på arbejdet. Men de havde det godt og skulle have det endnu bedre, og så lige pludselig var hun væk.

Han sidder lidt. Fordybet i tanker og uformindsket undren over, at hun tillod sig bare at forsvinde.

”Tja,” siger han. ”Tja…”

”Har du aldrig fundet dig en kæreste,” spørger jeg så efter nogen tid.

”Nja,” siger han.

Og så kommer historien om hans bedste ven, som døde – og om hvordan han tog sig godt af enken. Altså ikke sådan at forstå, men de tog da i sommerhus og til vandet, og det var rart, men det var dét.

Værre er det nu med nabokonen, som er blevet alene. ”For hun er altså dejlig”.

”Men hvad er så problemet?,” spørger jeg.

Han tror ikke rigtig på det. Ved ikke, om han duer til den slags mere. Om han kan hitte ud af det hele. Sådan en gammel mand som ham, midt i firserne, sådan føles det godt nok ikke indeni, når han tænker på hende, men hun er slet ikke så gammel, højst 80, og han har ikke rørt ved andre end sig selv i de 15 år, der er gået, siden han blev alene. Nej, det må han nok hellere opgive. Kan kun lige holde balancen på cyklen, og hvem ved, hvad hun ville sige, hvis det var. Men hendes hænder… Hendes hænder…

Da er det, at jeg kommer i tanke om Vintersol. Fisker iPhone og høretelefoner op af tasken, forklarer om nye venskaber, opdagelser og ord – om at møde hinanden sent i livet, om at tro, at man er bedst alene, om den stille lykke ved at åbne sig alligevel. Sådan nogle dippedutter har han godt nok aldrig haft i ørerne, men han har set børnebørnene gøre det, "så det kan vel ikke skade”.

Og pludselig sidder han der. 85 år gammel og debuterer med iPhone-noodle-style-høretelefoner og hengemt passion. Spørger om han må ”prøve igen”, da tonerne dør ud, og jo, det må han da.

Han lytter til sangen to gange, giver mig så hånden og stiger op på sin støvgrønne Raleigh med kurs mod Hovedbiblioteket. Men inden han sætter pedalen i sving, kigger han over skulderen og siger:

”Jeg tror, jeg ringer på.”"

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C