Koncerter
Bagom sangen...

Lille hul
Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke. 99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet.....

Lille hul

Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke.
99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet...
Det sjove er jo altid at skrive i dobbelt-tydighed, så må andre associere, hvad de vil. Når en sang er færdig, er den lisså meget andres, som min, så - up to you.

Skrevet i Australien, i 2003.
Vi var der godt og vel tre uger, og helt aussie-fan blir jeg nok aldrig. At rejse med to drenge, i den mest opfindsomme kravle-alder i dét land, der huser mest, giftigt - og aggressivt! - kryb, er spændende nok. Men når man tilforn sol-skoldes, selv i støvregn, og The great Pacific Highway viser sig at være en vestjysk landevej, med kameraer til enhver, der kører over 80 - og der er altid langt - så blir' det lidt langhåret, for mig.
De hvide indfødte imponerede mig heller ikke, slet ikke i humor, og gæstfrihed. - Det første jeg bemærkede i lufthavnen, var 50 taxaer med en mega-sticker i bagruden:
Australia - love it, or leave it!
-Nå, men osse et vildt og stort land, da...

Jeg fik straks ved ankomsten kraftige guitar-abstinenser (det var umuligt at slæbe én med, derover), og begyndte at surfe rundt i guitar-butikker, mens de andre blev stegt, under hullet i ozonlaget. Jeg forelskede mig straks i en Gibson L-4, fra 1934, woooow! Moar, må jeg godt få?...

Så sad jeg og spillede ragtime, under et papegøjetræ, og skrev altså dén hér lille ragtime-sang - Lille Hul...

Ved heroisk kamp fra mine børns mors side, lykkedes det at få Gibson'en med på flyet, da vi skulle hjem igen.
Senere skulle den rejse med en fragtmand til København, hvor den glimrende sanger og sangskriver, Kenneth Thordal var interesseret i at købe den. (Jeg kunne ikke bruge den live, da det var umuligt at bygge en pick-up ind i den)
Det lykkedes fragtmanden at pulverisere instrumentet til ukendelighed, mellem Århus C, og hovedstaden - et instrument, der havde rejst rundt i verden, fra Amerika til down under, til Danmark, uden en skramme, siden 1934. Forsikringen betalte - som om det havde det mindste at sige. Død var L-4, fra 1934...

G� til sang

Ord

tinnitus
trendy høreskade forårsaget af larm

Bag pladetitlen - NORLAN

29.06.2014

Nu er det jo sommer, og der sker ikke så meget. Så må vi jo finde på noget...
Hér er nogle "bag pladetitlen"- sommerspecials. For hvorfor hedder pladerne som de hedder?

NORLAN

Min første plade kom til at hedde Norlan på baggrund af sangen med samme titel. Og det er jo ikke så svært at se ordet Norlan som afledt af Nord+land. Landet i nord. 
At de to d'er skulle væk, var sådan en slags udløber af min noget overstyrede stræben efter at være fundamentalistisk tro mod min kultur og - om ikke dialekt - så accent. - Man udtaler kun nødig d'er i Vendsyssel - og slet ikke de bløde... 

Jeg mente - med rette - at landets udkanter på alle måder blev underløbet og patroniseret af en magtfuldkommen hovedstads- og elitær førerdanmark-mentalitet. (Nu vil jeg påstå, at det med årene kun er blevet værre) Jeg insisterede på at søøøøng' drævent og fuldstændig som jeg snaaakke', i mine første mange sange. Og fremdeles osse, fra først til sidst, på min debut-plade, NORLAN. Det var ikke godt, kunne jeg allerede høre, da den udkom. Og i dag får et genhør med pladen mine tæer til at krumme. så de passer en damestørrelse 37. 

Hvad tænkte jeg dog på? Jeg var trods alt 33, men ja ja - helt uerfaren i at synge på en plade. Gode mennesker tæt på mig forsøgte at tale mig fra min sangstil - men forgæves. Jeg vidste bedst. Det ku' faktisk ha' sluttet min plade-karriere, inden den var rigtigt i gang, men heldigvis holdt sangene og ikke mindst bandet...

Men selv begrebet NORLAN kom et helt andet sted fra. (Jeg var ikke klar over nazisternes blad hed Norland, dengang)

En hel del år før jeg skrev de sange, der findes på NORLAN-pladen, spillede jeg en hel sommer på et værtshus i Skagen. - Tror det var Linie 74. Det var en fin, lys sommer, jeg var nok et par og tyve og følte det som et verdensgennembrud, at jeg skulle spille en masse dage i træk på samme værtshus. - Med hyre og det hele, jo jo - det kørte.

Hver aften mødte jeg andre der spillede, tilrejsende og lokale, sømænd med mundharper, fiskere, chicks og turister. Aner ikke hvor jeg boede eller sov.

Jeg havde købt min første Martin guitar - en DS-28 - for penge jeg havde sparet sammen som natportier på Becks Hotel i Frederikshavn. Til nogle afdrag, i hvert fald. Den gamle lagde udbetalingen på næsten 2000 kroner i Finn's butik. Han døde så for et år og tolv dage siden, uden at få pengene tilbage. Når nogen dør, er det for sent at sige - Hey, vent lige lidt forresten, jeg skal lige i automaten efter de penge, jeg skylder dig...

Af én eller anden grund befandt jeg mig en sådan sommermorgen ved fem-tiden på havnen i Skagen. Der var ikke et øje at se nogen steder og kun de evigt rugende mågers klagende skrig at høre. Det var lyst, og jeg lallede rundt med min guitarkasse. 

Dengang var det kutyme at klistre stickers på sin guitarkasse - stickers, der viste, hvor man havde spillet og rejst. Jeg havde ikke rigtig spillet så mange steder, så i stedet klistrede jeg alle mulige - gerne officielle - stickers, på min. Jeg havde et par DSB-ting á la: Stil ikke Deres kuffert på sæderne, og Læn Dem ikke ud, eller et Tryk for skyl, fra togenes toilet. Men ingen Atomkraft, nej tak. - Det måtte de andre om.

Netop som jeg står dér på havnen i Skagen og forsøger at beslutte mig for en retning at gå, får jeg øje på en stor butiksrude foran mig. Eller ikke rigtig en butik - nærmere noget skibsproviantering. NORDLAND står der over et stort glasparti - og på selve ruden, sidder nogle fine stickers på en arms længde med samme påskrift. 

Jeg stiller guitarkassen fra mig og går igang med at pille, med en tommelfingernegl. Dén sticker skal jeg ha' på min Martin-kasse.

Netop da jeg har fået godt fat i folien, og det fine logo begynder at slippe ruden, runger en meget stor og dyb stemme, højst en meter bag mig.

- Er deeet sjooovt dét deeejr?

Jeg ved, at jeg i Skagen på dette tidspunkt, i færd med at begå hærværk, ser den visse død i øjnene. Jeg vender mig om og konstaterer, at den opstående sol over Skagerak er totalt formørket af en skikkelse i husstørrelse - iklædt blåt arbejdstøj. Og mest af alt ved jeg, det er omsonst at stikke af, da hans omfang alene, afskærer mig til alle sider.  

- Neeej, siger jeg, så svagt og defensivt jeg kan og begynder at spadsere udenom ham med min guitarkasse, som når man satser på at blive usynlig for en rasende bjørn.

- Vær gla' for jeg er søvnig, hører jeg ham buldre, og så: - Her! Ta' det klistermærke. - Det er øøøø'lagt alligevel. 

Jeg går et par skridt tilbage mod ham. Der står Nordland med store typer på hans blå Kansas-nylonjakke. 

Jeg siger ikke tak, men okay, idét jeg tar Nordland- stickeren. -Tak ville kunne opfattes fesent og kællingeagtigt. 

Jeg aner ikke hvorfor, men i stedet for at forsvinde i en fart, gir' jeg mig med rystende fingre til at sætte stickeren på guitarkassen, foran ham.

- Nej, det skal sgudda sidde dér for enden, siger kæmpen, og snupper mærket med sin store røde lab. Jeg mumlede et eller andet billigende og gik derfra med Norland-stickeren placeret for enden af min guitarkasse. Og dér sidder det måske endnu, hvis ikke Johnny Møller fra Thyborøn, som købte guitaren af mig, få år senere, har pillet det af.

Fra den morgen på Skagen havn var der noget indfødt og fuck jer søndenfjords over logoet og brandet Nordland, for mig.

Så kom sangen - så røg d'erne - og så kom NORLAN, min første longplaying-plade...

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C