|
|
Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn.
Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.
En gang s...
Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn.
Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.
En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...
Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.
Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.
Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...
Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.
Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.
Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.
Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...
Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi... Gå til sang
|
|
|
|
Bag pladetitlen - NORLAN
29.06.2014
Nu er det jo sommer, og der sker ikke så meget. Så må vi jo finde på noget...
Hér er nogle "bag pladetitlen"- sommerspecials. For hvorfor hedder pladerne som de hedder?
NORLAN
Min første plade kom til at hedde Norlan på baggrund af sangen med samme titel. replica datejust rolex watches Og det er jo ikke så svært at se ordet Norlan som afledt af Nord+land. Landet i nord.
At de to d'er skulle væk, var sådan en slags udløber af min noget overstyrede stræben efter at være fundamentalistisk tro mod min kultur og - om ikke dialekt - så accent. - Man udtaler kun nødig d'er i Vendsyssel - og slet ikke de bløde...
Jeg mente - med rette - at landets udkanter på alle måder blev underløbet og patroniseret af en magtfuldkommen hovedstads- og elitær førerdanmark-mentalitet. (Nu vil jeg påstå, at det med årene kun er blevet værre) Jeg insisterede på at søøøøng' drævent og fuldstændig som jeg snaaakke', i mine første mange sange. Og fremdeles osse, fra først til sidst, på min debut-plade, NORLAN. Det var ikke godt, kunne jeg allerede høre, da den udkom. Og i dag får et genhør med pladen mine tæer til at krumme. så de passer en damestørrelse 37.
Hvad tænkte jeg dog på? Jeg var trods alt 33, men ja ja - helt uerfaren i at synge på en plade. Gode mennesker tæt på mig forsøgte at tale mig fra min sangstil - men forgæves. Jeg vidste bedst. Det ku' faktisk ha' sluttet min plade-karriere, inden den var rigtigt i gang, men heldigvis holdt sangene og ikke mindst bandet...
Men selv begrebet NORLAN kom et helt andet sted fra. (Jeg var ikke klar over nazisternes blad hed Norland, dengang)
En hel del år før jeg skrev de sange, der findes på NORLAN-pladen, spillede jeg en hel sommer på et værtshus i Skagen. - Tror det var Linie 74. Det var en fin, lys sommer, jeg var nok et par og tyve og følte det som et verdensgennembrud, at jeg skulle spille en masse dage i træk på samme værtshus. - Med hyre og det hele, jo jo - det kørte.
Hver aften mødte jeg andre der spillede, tilrejsende og lokale, sømænd med mundharper, fiskere, chicks og turister. Aner ikke hvor jeg boede eller sov.
Jeg havde købt min første Martin guitar - en DS-28 - for penge jeg havde sparet sammen som natportier på Becks Hotel i Frederikshavn. Til nogle afdrag, i hvert fald. Den gamle lagde udbetalingen på næsten 2000 kroner i Finn's butik. Han døde så for et år og tolv dage siden, uden at få pengene tilbage. Når nogen dør, er det for sent at sige - Hey, vent lige lidt forresten, jeg skal lige i automaten efter de penge, jeg skylder dig...
Af én eller anden grund befandt jeg mig en sådan sommermorgen ved fem-tiden på havnen i Skagen. Der var ikke et øje at se nogen steder og kun de evigt rugende mågers klagende skrig at høre. Det var lyst, og jeg lallede rundt med min guitarkasse.
Dengang var det kutyme at klistre stickers på sin guitarkasse - stickers,tag heuer replica watches der viste, hvor man havde spillet og rejst. Jeg havde ikke rigtig spillet så mange steder, så i stedet klistrede jeg alle mulige - gerne officielle - stickers, på min. Jeg havde et par DSB-ting á la: Stil ikke Deres kuffert på sæderne, og Læn Dem ikke ud, eller et Tryk for skyl, fra togenes toilet. Men ingen Atomkraft, nej tak. - Det måtte de andre om.
Netop som jeg står dér på havnen i Skagen og forsøger at beslutte mig for en retning at gå, får jeg øje på en stor butiksrude foran mig. Eller ikke rigtig en butik - nærmere noget skibsproviantering. NORDLAND står der over et stort glasparti - og på selve ruden, sidder nogle fine stickers på en arms længde med samme påskrift.
Jeg stiller guitarkassen fra mig og går igang med at pille, med en tommelfingernegl. Dén sticker skal jeg ha' på min Martin-kasse.
Netop da jeg har fået godt fat i folien, og det fine logo begynder at slippe ruden, runger en meget stor og dyb stemme, højst en meter bag mig.
- Er deeet sjooovt dét deeejr?
Jeg ved, at jeg i Skagen på dette tidspunkt, i færd med at begå hærværk, ser den visse død i øjnene. Jeg vender mig om og konstaterer, at den opstående sol over Skagerak er totalt formørket af en skikkelse i husstørrelse - iklædt blåt arbejdstøj. Og mest af alt ved jeg, det er omsonst at stikke af, da hans omfang alene, afskærer mig til alle sider.
- Neeej, siger jeg, så svagt og defensivt jeg kan og begynder at spadsere udenom ham med min guitarkasse, som når man satser på at blive usynlig for en rasende bjørn.
- Vær gla' for jeg er søvnig, hører jeg ham buldre, og så: - Her! Ta' det klistermærke. - Det er øøøø'lagt alligevel.
Jeg går et par skridt tilbage mod ham. Der står Nordland med store typer på hans blå Kansas-nylonjakke.
Jeg siger ikke tak, men okay, idét jeg tar Nordland- stickeren. -Tak ville kunne opfattes fesent og kællingeagtigt.
Jeg aner ikke hvorfor, men i stedet for at forsvinde i en fart, gir' jeg mig med rystende fingre til at sætte stickeren på guitarkassen, foran ham.
- Nej, det skal sgudda sidde dér for enden, siger kæmpen, og snupper mærket med sin store røde lab. Jeg mumlede et eller andet billigende og gik derfra med Norland-stickeren placeret for enden af min guitarkasse. Og dér sidder det måske endnu, hvis ikke Johnny Møller fra Thyborøn, som købte guitaren af mig, få år senere, har pillet det af.
Fra den morgen på Skagen havn var der noget indfødt og fuck jer søndenfjords over logoet og brandet Nordland, for mig.
Så kom sangen - så røg d'erne - og så kom NORLAN, min første longplaying-plade...
www.replica-purse.com Nyhedsarkiv »
|
