orologi replica replica orologi"> Allan Olsen - Biografi
 
 
Koncerter
Bagom sangen...

Rødt Jern
Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en ...

Rødt Jern

Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!

Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.

Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...

Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...

Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...

Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.

Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.

Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.

Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.

Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder...

G� til sang

Ord

tyve krone-seddel
1979-1981 (den med de to gråspurve)

Biografi

Opvækst & baggrund

Allan Olsen blev født og voksede op i Frederikshavn.

Allan Olsen har selv  fremhævet ikke mindst to forhold – stedet, og tiden, som afgørende for hans sang-univers. Stedet, fordi hans hjemby som en del af landets yderste provins – set i forhold til hovedstaden – var indbegrebet af at tilhøre de udstødte, de oversete. Og tiden, fordi han blev født direkte ind i rockens og poppens tilbliven.

Således har A.O. ofte fremhævet netop disse to forhold, som rockens egentlige væsen og forudsætning. – For hvis ikke ungdoskulturens bullhorn, rockmusikken skal relatere sig til teenageårenes usikkerhed, skam og bitterhed over, " ikke at være noget " -hvad skal rock'en  så ?

Det er ud fra denne betragtning forståeligt, at Allan Olsens første musikalske inspiration og identifikation lå tæt opad, især den engelske rock. Den udsprang fra fra byer, der mindede om hans – Sheffield, Liverpool og Manchester. Jern-industri og afsondrethed fra større og " finere " metropoler, som London, eller København.

At det blev den akkustiske udtryksform, der fra starten prægede A.O's sangskrivning, beror på lidt af en tilfældighed. Han lyttede hovedsageligt til The Who, Rolling Stones og Kinks. - Men den første guitar, han fik fat i, var nu en gang en akkustisk.

I starten af 70'erne ramte den engelske singer/songwriter-form Danmark, med navne som Nick Drake, Richard Thompson, Ralph Mc.Tell, og ikke mindst guitarguruen, Bert Jansch.

Den amerikanske pendant med bl.a. Dylan, Neil Young – og Randy Newman, havde allerede tidligere været et omdrejningspunkt for A.O. siden de første spæde tiltag, som sanger og guitarist. Ikke mindst Randy Newman's plader, Sail Away og Good ol' Boys var – og er stadig – i hyppig bevægelse på A.O.'s pladespiller.

Skal man således sammenfatte en tidlig inspiration hos A.O. kunne det være Bert Jansch' komplekse, akkustiske guitarspil, Dylans impressionistiske og traditionsbundne sangskrivning, Randy Newman's kyniske ironi og evige afsøgen " shitkickers, outlaws, rednecks & slimy ol' bastards " samt kirurgiske iagttagelsesevne – tilsat en god portion Pete Townshend'sk energi og rå power.

Eller som pladeliste:

Bob Dylan, Before the Flood '74
Randy Newman, Good old Boys, '74
Bert Jansch, L.A.Turnaround, '73
Nick Drake, Pink Moon, '72
Neil Young, Harvest, '72
The Who, Who's Next, '71

Med hensyn til eventuelle danske inspirationskilder, siger A.O.:

... Ikke alverden - måske lige med undtagelse af Dissing. - Man skal huske, at dér, hvor jeg voksede op, fornemmer man allerede som dreng, at ingen i resten af landet overhodet aner vi eksisterer, ingen medier gider beskæftige sig med disse yderkanter.
- Og gør de det endelig, er det med et overbærende, slet skjult gaaaab.
- Så vi relaterede os meget mere til amerikansk eller engelsk musik, end til det danske. Engelsk rock ville hele universet noget – dansk rock ville ikke os i nordjylland en skid, så vi følte os mere i familie med skotske fiskere, end med Gasolin eller Røde Mor...

Igang

I starten af 70'erne var der mange små spillesteder i Danmark, osse i selv de mindste byer i Nordjylland. Eller rettere værtshuse med musik. Alene i Frederikshavn, nævner A.O. 4 - 5 steder, med ugentlige musikarrangementer. – Mange i en by med 30.000 indbyggere...

A.O. begyndte omkring '73 sammen med et par fra " slænget " at spille i hjembyen, på bl.a. Spækbrædtet og Moby Dick, der var dels spisesteder, dels værtshuse.

A.O.'s velkendete rablende stil med fabulerende introduktioner til sangene blev anlagt fra starten. Dels havde han set repræsentanter for den engelske singer/songtradition – bl.a. Alex Campbell og Ralph Mc.Tell benytte sig af denne sceneform – dels var " det at snakke till folk " ofte den eneste vej til deres opmærksomhed, eller sågar måden at undgå øretæver på...

... Jeg vil mene, jeg er blevet bedre til at synge og spille med årene. Jeg er jo typen, der altid forsøgt at snakke mig fra det – gi' igen på publikums tilråb, og dén slags...

Efter at være flyttet til Århus i '79 tar' A.O. på den tids, næsten obligatoriske rejse til Asien, herunder bl.a. Indien, hvor han i løbet af få døgn skriver tre sange, som skal vise sig at blive både stil-skabende for hans dannelse som sanger og sangskriver, og elskede Olsen klassikere, nemlig Op til Alaska, Rimmerby Strand og Mergelgraven.

Disse tre sange tar' alle udgangspunkt i opvæksten og tilhørsforholdet til den vestlige kulturs randområder, både geografisk, og mentalt – men ikke nødvendigvis til Frederikshavn, som A.O. utallige gange har pointeret. Stilmæssigt repræsenterer især Mergelgraven og Rimmerby Strand i øvrigt den fremadskridende fortællingsform, som mange senere A.O. sange bæres af – bl.a. Taberens Søn, og Balladen om T.T.T.

De følgende ti år turnerer A.O. med sit støt voksende sangkatalog. Spillestederne er fortsat værthuslignende lokaliteter med stærkt skiftende tradition, for live musik. A.O. har ofte udtalt, at de mange år som decideret værtshus-underholder lærte ham alt, hvad han kan fra en scene.

Først i 1989, som 33 årig, debuterer A.O.  som pladekunstner, med udgivelsen, Norlan. (se diskografi). Det er Polygram's Jens Ove Friis kaldet Jof, der henvender sig til Olsen, på opfordring af A.O.'s mangeårige ven og kollega, Johhny Madsen.

JOF skifter gennem årene til forskellige andre selskaber, og et langt stykke af vejen følger Allan Olsen med.

Allan Olsen har gennem mere end 30 år Cartier orologi imitazione cementeret sin position som én af landets mest respekterede, succesfulde og hyldede sangskrivere (se pop-priser & hæder). Hans karriere er karakteristisk ved den skarpt opdelte solo / band form, samt ved stilmæssigt, vidt forskellige pladeudgivelser.

Udover de fortløbende turnéer herhjemme, har A.O. optrådt for danskere og skandinaver, mange steder i verden – herunder, Hongkong, Shanghai, Singapore, Mozambique, Canada, Cuba og El Salvador.

Pop-priser og hæder:

2005: Grammy-award for Gæst, samt P4 Prisen.

2002: Søren Prisen

2001: Grammy-award for Onomatopoietikon

2000: Skagen Festival’s Hæderspris, samt Bjørn Afzelius Prisen

1999: Grammy-award for Sange for Rygere

1997: Grammy-award for Jern, samt DJBFA’s Hæderspris og Frederikshavn’s Kulturpris

1996: LO’s Kulturpris

1993: Grammy- award  for Dalton

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C