Koncerter
Bagom sangen...

Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn. Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg. En gang s...

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

G� til sang

Ord

raslefolk
skelletter

Biografi

Opvækst & baggrund

Allan Olsen blev født og voksede op i Frederikshavn.

Allan Olsen har selv  fremhævet ikke mindst to forhold – stedet, og tiden, som afgørende for hans sang-univers. Stedet, fordi hans hjemby som en del af landets yderste provins – set i forhold til hovedstaden – var indbegrebet af at tilhøre de udstødte, de oversete. Og tiden, fordi han blev født direkte ind i rockens og poppens tilbliven.

Således har A.O. ofte fremhævet netop disse to forhold, som rockens egentlige væsen og forudsætning. – For hvis ikke ungdoskulturens bullhorn, rockmusikken skal relatere sig til teenageårenes usikkerhed, skam og bitterhed over, " ikke at være noget " -hvad skal rock'en  så ?

Det er ud fra denne betragtning forståeligt, at Allan Olsens første musikalske inspiration og identifikation lå tæt opad, især den engelske rock. Den udsprang fra fra byer, der mindede om hans – Sheffield, Liverpool og Manchester. Jern-industri og afsondrethed fra større og " finere " metropoler, som London, eller København.

At det blev den akkustiske udtryksform, der fra starten prægede A.O's sangskrivning, beror på lidt af en tilfældighed. Han lyttede hovedsageligt til The Who, Rolling Stones og Kinks. - Men den første guitar, han fik fat i, var nu en gang en akkustisk.

I starten af 70'erne ramte den engelske singer/songwriter-form Danmark, med navne som Nick Drake, Richard Thompson, Ralph Mc.Tell, og ikke mindst guitarguruen, Bert Jansch.

Den amerikanske pendant med bl.a. Dylan, Neil Young – og Randy Newman, havde allerede tidligere været et omdrejningspunkt for A.O. siden de første spæde tiltag, som sanger og guitarist. Ikke mindst Randy Newman's plader, Sail Away og Good ol' Boys var – og er stadig – i hyppig bevægelse på A.O.'s pladespiller.

Skal man således sammenfatte en tidlig inspiration hos A.O. kunne det være Bert Jansch' komplekse, akkustiske guitarspil, Dylans impressionistiske og traditionsbundne sangskrivning, Randy Newman's kyniske ironi og evige afsøgen " shitkickers, outlaws, rednecks & slimy ol' bastards " samt kirurgiske iagttagelsesevne – tilsat en god portion Pete Townshend'sk energi og rå power.

Eller som pladeliste:

Bob Dylan, Before the Flood '74
Randy Newman, Good old Boys, '74
Bert Jansch, L.A.Turnaround, '73
Nick Drake, Pink Moon, '72
Neil Young, Harvest, '72
The Who, Who's Next, '71

Med hensyn til eventuelle danske inspirationskilder, siger A.O.:

... Ikke alverden - måske lige med undtagelse af Dissing. - Man skal huske, at dér, hvor jeg voksede op, fornemmer man allerede som dreng, at ingen i resten af landet overhodet aner vi eksisterer, ingen medier gider beskæftige sig med disse yderkanter.
- Og gør de det endelig, er det med et overbærende, slet skjult gaaaab.
- Så vi relaterede os meget mere til amerikansk eller engelsk musik, end til det danske. Engelsk rock ville hele universet noget – dansk rock ville ikke os i nordjylland en skid, så vi følte os mere i familie med skotske fiskere, end med Gasolin eller Røde Mor...

Igang

I starten af 70'erne var der mange små spillesteder i Danmark, osse i selv de mindste byer i Nordjylland. Eller rettere værtshuse med musik. Alene i Frederikshavn, nævner A.O. 4 - 5 steder, med ugentlige musikarrangementer. – Mange i en by med 30.000 indbyggere...

A.O. begyndte omkring '73 sammen med et par fra " slænget " at spille i hjembyen, på bl.a. Spækbrædtet og Moby Dick, der var dels spisesteder, dels værtshuse.

A.O.'s velkendete rablende stil med fabulerende introduktioner til sangene blev anlagt fra starten. Dels havde han set repræsentanter for den engelske singer/songtradition – bl.a. Alex Campbell og Ralph Mc.Tell benytte sig af denne sceneform – dels var " det at snakke till folk " ofte den eneste vej til deres opmærksomhed, eller sågar måden at undgå øretæver på...

... Jeg vil mene, jeg er blevet bedre til at synge og spille med årene. Jeg er jo typen, der altid forsøgt at snakke mig fra det – gi' igen på publikums tilråb, og dén slags...

Efter at være flyttet til Århus i '79 tar' A.O. på den tids, næsten obligatoriske rejse til Asien, herunder bl.a. Indien, hvor han i løbet af få døgn skriver tre sange, som skal vise sig at blive både stil-skabende for hans dannelse som sanger og sangskriver, og elskede Olsen klassikere, nemlig Op til Alaska, Rimmerby Strand og Mergelgraven.

Disse tre sange tar' alle udgangspunkt i opvæksten og tilhørsforholdet til den vestlige kulturs randområder, både geografisk, og mentalt – men ikke nødvendigvis til Frederikshavn, som A.O. utallige gange har pointeret. Stilmæssigt repræsenterer især Mergelgraven og Rimmerby Strand i øvrigt den fremadskridende fortællingsform, som mange senere A.O. sange bæres af – bl.a. Taberens Søn, og Balladen om T.T.T.

De følgende ti år turnerer A.O. med sit støt voksende sangkatalog. Spillestederne er fortsat værthuslignende lokaliteter med stærkt skiftende tradition, for live musik. A.O. har ofte udtalt, at de mange år som decideret værtshus-underholder lærte ham alt, hvad han kan fra en scene.

Først i 1989, som 33 årig, debuterer A.O.  som pladekunstner, med udgivelsen, Norlan. (se diskografi). Det er Polygram's Jens Ove Friis kaldet Jof, der henvender sig til Olsen, på opfordring af A.O.'s mangeårige ven og kollega, Johhny Madsen.

JOF skifter gennem årene til forskellige andre selskaber, og et langt stykke af vejen følger Allan Olsen med.

Allan Olsen har gennem mere end 30 år cementeret sin position som én af landets mest respekterede, succesfulde og hyldede sangskrivere (se pop-priser & hæder). Hans karriere er karakteristisk ved den skarpt opdelte solo / band form, samt ved stilmæssigt, vidt forskellige pladeudgivelser.

Udover de fortløbende turnéer herhjemme, har A.O. optrådt for danskere og skandinaver, mange steder i verden – herunder, Hongkong, Shanghai, Singapore, Mozambique, Canada, Cuba og El Salvador.

Pop-priser og hæder:

2005: Grammy-award for Gæst, samt P4 Prisen.

2002: Søren Prisen

2001: Grammy-award for Onomatopoietikon

2000: Skagen Festival’s Hæderspris, samt Bjørn Afzelius Prisen

1999: Grammy-award for Sange for Rygere

1997: Grammy-award for Jern, samt DJBFA’s Hæderspris og Frederikshavn’s Kulturpris

1996: LO’s Kulturpris

1993: Grammy- award  for Dalton

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C