Koncerter
Bagom sangen...

Rolig rolex
Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så st...

Rolig rolex

Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så står der helt automatisk nogle eksistentielle spørgsmål, og skraber på éns dør, når man uvægerligt må til at kalde sig voksen... Det gør der faktisk, uanset, hvem man er, når man bliver voksen.

Jeg skrev dén sang i Hasseris, ved Aalborg. Vi var vel blandt de sidste, der fandt sådan en fantastisk, gammel Villa Villakulla, til en favorabel pris - og gik så i gang med den klassiske, meget lang-trukne og kostbare renovering. Men det blev et fedt hus, og øverst oppe fik jeg indrettet det ultimative studie / skrive-sted, mega-højt til loftet, og en fantastisk lyd og udsigt, og alt det dér. - Så sad jeg dér, ved mit hjemme-designede, svævende skrivebord, og stirrede ind i væggen. - Hvad nu?

Det er en farlig ting, når man har vænnet sig til - og lever af - at skrive, kontinuerligt. I mange år har en forkert stol, eller en gal udsigt, eller lyde fået skylden, hver gang, det ikke lige kørte, som det skulle. Så laver man de perfekte rammer, og ved at hvis ikke der bliver skabt noget, er det kun én selv, der er en idiot, eller færdig. Ikke møblerne...

Jeg sad og funderede over, hvem, jeg egentlig var blevet gjort til, og hvem jeg hér tidligt i fyrrene, havde gjort mig selv til. - I et område, hvor man mest hører naboernes Audi-døre's tunge sug, når de vel ankommet til bunden af grusbelagte indkørsler, bærer deres poser fra Salling's delikatesse-afdeling ind i villaens velformede tryghed. Lissom jeg selv...

Det var én af de mest forbandede sange, at få indspillet ordentligt. Jeg skriver ganske vist i cover-noterne til Onotomatopoietikon - vist osse hér i diskografien, at vi introducerede "crack-beat" i Danmark, med denne plade. Det var i hvert fald dét, vi forsøgte, netop på Rolig Rolex.
Crack-beat kan bedst beskrives, som "lige og shuffle på én gang". Det fører for vidt at pære i det hér - men det er et groove, en fælles, rytmisk fornemmelse, som jeg især var blevet betaget af hos bandet, Little Village, med bl.a. Ry Cooder, John Hiatt - og ikke mindst verdens største trommeslager (synes jeg )- Jim Keltner.

Vi rodede med det i dagevis, i studiet - bare jammede rundt over én akkord, til alles blikke var totalt udslukte. - Så var den der sgu lige - i 15 sekunder, og så alligevel ikke. Vi var helt derude, hvor vi snakkede om, at det muligvis var en måde at spille sammen på, som krævede, man var født og opvokset i sump-deltatet i Lousiana - og i øvrigt spillede i dét band, man havde spillet med, siden man var tre år gammel...
Men det var en lærerig proces, som kostede pladeselskabet en masse studie-penge. - Dem havde de nu osse tjent nok af, på bl.a. Jern, så...

G� til sang

Ord

Hjørringvej
Købstad i Midtvendsyssel. Ca. 25.000 indbyggere

Biografi

Opvækst & baggrund

Allan Olsen blev født og voksede op i Frederikshavn.

Allan Olsen har selv  fremhævet ikke mindst to forhold – stedet, og tiden, som afgørende for hans sang-univers. Stedet, fordi hans hjemby som en del af landets yderste provins – set i forhold til hovedstaden – var indbegrebet af at tilhøre de udstødte, de oversete. Og tiden, fordi han blev født direkte ind i rockens og poppens tilbliven.

Således har A.O. ofte fremhævet netop disse to forhold, som rockens egentlige væsen og forudsætning. – For hvis ikke ungdoskulturens bullhorn, rockmusikken skal relatere sig til teenageårenes usikkerhed, skam og bitterhed over, " ikke at være noget " -hvad skal rock'en  så ?

Det er ud fra denne betragtning forståeligt, at Allan Olsens første musikalske inspiration og identifikation lå tæt opad, især den engelske rock. Den udsprang fra fra byer, der mindede om hans – Sheffield, Liverpool og Manchester. Jern-industri og afsondrethed fra større og " finere " metropoler, som London, eller København.

At det blev den akkustiske udtryksform, der fra starten prægede A.O's sangskrivning, beror på lidt af en tilfældighed. Han lyttede hovedsageligt til The Who, Rolling Stones og Kinks. - Men den første guitar, han fik fat i, var nu en gang en akkustisk.

I starten af 70'erne ramte den engelske singer/songwriter-form Danmark, med navne som Nick Drake, Richard Thompson, Ralph Mc.Tell, og ikke mindst guitarguruen, Bert Jansch.

Den amerikanske pendant med bl.a. Dylan, Neil Young – og Randy Newman, havde allerede tidligere været et omdrejningspunkt for A.O. siden de første spæde tiltag, som sanger og guitarist. Ikke mindst Randy Newman's plader, Sail Away og Good ol' Boys var – og er stadig – i hyppig bevægelse på A.O.'s pladespiller.

Skal man således sammenfatte en tidlig inspiration hos A.O. kunne det være Bert Jansch' komplekse, akkustiske guitarspil, Dylans impressionistiske og traditionsbundne sangskrivning, Randy Newman's kyniske ironi og evige afsøgen " shitkickers, outlaws, rednecks & slimy ol' bastards " samt kirurgiske iagttagelsesevne – tilsat en god portion Pete Townshend'sk energi og rå power.

Eller som pladeliste:

Bob Dylan, Before the Flood '74
Randy Newman, Good old Boys, '74
Bert Jansch, L.A.Turnaround, '73
Nick Drake, Pink Moon, '72
Neil Young, Harvest, '72
The Who, Who's Next, '71

Med hensyn til eventuelle danske inspirationskilder, siger A.O.:

... Ikke alverden - måske lige med undtagelse af Dissing. - Man skal huske, at dér, hvor jeg voksede op, fornemmer man allerede som dreng, at ingen i resten af landet overhodet aner vi eksisterer, ingen medier gider beskæftige sig med disse yderkanter.
- Og gør de det endelig, er det med et overbærende, slet skjult gaaaab.
- Så vi relaterede os meget mere til amerikansk eller engelsk musik, end til det danske. Engelsk rock ville hele universet noget – dansk rock ville ikke os i nordjylland en skid, så vi følte os mere i familie med skotske fiskere, end med Gasolin eller Røde Mor...

Igang

I starten af 70'erne var der mange små spillesteder i Danmark, osse i selv de mindste byer i Nordjylland. Eller rettere værtshuse med musik. Alene i Frederikshavn, nævner A.O. 4 - 5 steder, med ugentlige musikarrangementer. – Mange i en by med 30.000 indbyggere...

A.O. begyndte omkring '73 sammen med et par fra " slænget " at spille i hjembyen, på bl.a. Spækbrædtet og Moby Dick, der var dels spisesteder, dels værtshuse.

A.O.'s velkendete rablende stil med fabulerende introduktioner til sangene blev anlagt fra starten. Dels havde han set repræsentanter for den engelske singer/songtradition – bl.a. Alex Campbell og Ralph Mc.Tell benytte sig af denne sceneform – dels var " det at snakke till folk " ofte den eneste vej til deres opmærksomhed, eller sågar måden at undgå øretæver på...

... Jeg vil mene, jeg er blevet bedre til at synge og spille med årene. Jeg er jo typen, der altid forsøgt at snakke mig fra det – gi' igen på publikums tilråb, og dén slags...

Efter at være flyttet til Århus i '79 tar' A.O. på den tids, næsten obligatoriske rejse til Asien, herunder bl.a. Indien, hvor han i løbet af få døgn skriver tre sange, som skal vise sig at blive både stil-skabende for hans dannelse som sanger og sangskriver, og elskede Olsen klassikere, nemlig Op til Alaska, Rimmerby Strand og Mergelgraven.

Disse tre sange tar' alle udgangspunkt i opvæksten og tilhørsforholdet til den vestlige kulturs randområder, både geografisk, og mentalt – men ikke nødvendigvis til Frederikshavn, som A.O. utallige gange har pointeret. Stilmæssigt repræsenterer især Mergelgraven og Rimmerby Strand i øvrigt den fremadskridende fortællingsform, som mange senere A.O. sange bæres af – bl.a. Taberens Søn, og Balladen om T.T.T.

De følgende ti år turnerer A.O. med sit støt voksende sangkatalog. Spillestederne er fortsat værthuslignende lokaliteter med stærkt skiftende tradition, for live musik. A.O. har ofte udtalt, at de mange år som decideret værtshus-underholder lærte ham alt, hvad han kan fra en scene.

Først i 1989, som 33 årig, debuterer A.O.  som pladekunstner, med udgivelsen, Norlan. (se diskografi). Det er Polygram's Jens Ove Friis kaldet Jof, der henvender sig til Olsen, på opfordring af A.O.'s mangeårige ven og kollega, Johhny Madsen.

JOF skifter gennem årene til forskellige andre selskaber, og et langt stykke af vejen følger Allan Olsen med.

Allan Olsen har gennem mere end 30 år cementeret sin position som én af landets mest respekterede, succesfulde og hyldede sangskrivere (se pop-priser & hæder). Hans karriere er karakteristisk ved den skarpt opdelte solo / band form, samt ved stilmæssigt, vidt forskellige pladeudgivelser.

Udover de fortløbende turnéer herhjemme, har A.O. optrådt for danskere og skandinaver, mange steder i verden – herunder, Hongkong, Shanghai, Singapore, Mozambique, Canada, Cuba og El Salvador.

Pop-priser og hæder:

2005: Grammy-award for Gæst, samt P4 Prisen.

2002: Søren Prisen

2001: Grammy-award for Onomatopoietikon

2000: Skagen Festival’s Hæderspris, samt Bjørn Afzelius Prisen

1999: Grammy-award for Sange for Rygere

1997: Grammy-award for Jern, samt DJBFA’s Hæderspris og Frederikshavn’s Kulturpris

1996: LO’s Kulturpris

1993: Grammy- award  for Dalton

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C