|
|
Diskografi
Jern - 1996
I svederemmens ånd
I min tombola
Solgte jeg min uskyld
Den gik for en krone
Den bedste jeg har haft
Hvor meget jeg knokler
Løfter og lefler
Vil jeg aldrig break even
I svederemmens ånd
Blev enig med inga
At mønten var hendes
Alt hvad jeg ejede
Hvis jeg så hende bar
Hun viste mig bag hækken
Hvad herren har tildelt
Kejser som slave
I svederemmens ånd
Hvem der var doktormand
Når kvinden blev syg
Se sig om og føle sig frem
Med fagligt belæg
Goddag frøken harlot kom indenfor
Læg de dem op på briksen
Og tag lige deres benklær af
Mor jeg vil ammes
Straffes og dømmes
Og se dig blive god igen
Og tilgive mig alt
Hvem bad mig blive voksen
Hvem drev mig af reden
Og hvem drev mig spidsrod
Ind i svederemmens ånd
|
|
Printversion
|
1. Wir will ein Danmark
2. 5 under 0
3. Billede af Pige & Føl
4. Balladen Om Rosa
5. Rødt Jern
6. Taberens Søn
7. Frossen Fuldmåne
8. Lesotho Gonzo
9. Stille morgen
10. I svederemmens ånd
11. Jet set Junkie
12. Gibson J 40 Anno '44
Billede af Pige & Føl
Den hér skrev jeg i køkkenet i Bispensgade, i Aalborg.
Vi var næsten lige flyttet til byen, fra København og min søn, Marco var vist lige blevet født, eller snarere - på vej.
Det var en lejlighed, klods for enden af Jomfru Ane Gade, og dér, bagest i lejligheden, kunne man sidde lange, vågne nætter, og nyde den rumlende party-bund.
Jeg sad en nat - kort før vi skulle i studiet, og indspille Jern, og kom til at tænke på et billede fra min mors ældste foto-album. Et billede af min moster Margrethe som ung pige. Hun står på marken, og holder et føl om halsen. Det er en Nordbagger.
Jeg har hørt nogen sige, at når man har den perfekte, første linie til en sang i skabet, så er resten stort set skrevet. Jeg tror der er noget om det, for kan man i én linie få sat en stemning, som holder - ja så drejer det sig bare om at styre lige...
Så da jeg havde skrevet - Jeg gemmer et billede / gulnet og krøllet / dét billede du gav mig / af dig selv og føllet, så var jeg - igen - tilbage i et univers, jeg aldrig har skullet tilkæmpe mig, men som nogen engang satte mig til verden i... G� til sang
Balladen Om Rosa
Dén skrev jeg, mens vi boede i Fredericiagade, i København. Det var ikke svært.
Sangen består jo i princippet kun af to vers - hvilket jeg ofte har måttet toppes med mine stakkels musikere om - de tæller anderledes, men det er min sang.
Jeg har tit haft fornøjelse af at bruge såkaldte dyre-allegorier, i sange. - Så er der ingen der blir' fornærmede. Og det fede er, man kan lade fantasien rende løbsk, og udsætte kræ'ene for hvad som helst...
En anden ting, jeg holder af - fordi jeg bestemt ikke er bibelstærk - er mine helt personlige, meget tidligt indpodede, sikkert ofte helt fejlagtigt citerede, billeder af store ting og sager, fra Det gamle Testamente.
Meget af min tid i Bibelhistorie, som det hed i min skoletid, tilbragte jeg på gangen udenfor klasselokalet - men af og til var der en drabelig historie, om de syv plager, og græshopper, og lækkerier, som hang fast...
Da vi skulle indspille sangen, til pladen, Jern, opdagede vi i studiet, at den manglede et dur-stykke - en slags omkvæd. Det var ikke så godt, for musikere hader at hænge og vente på at indspille noget, der ikke er skrevet færdigt.
- It's not a song yet, konstaterede Vinnie Kilduff, vores irske producer,tørt - og jeg ku' jo godt se, han havde ret.
Jeg piskede løs med papirstumper og kuglepen, og anede overhodet ikke, hvad de fire linier skulle være... Men manglede gjorde de. - Det ville være fedt, hvis Rosa lige forlod sit e-mol-univers, og gik til G-dur, dér - men totalt latterligt, hvis ikke der var noget tekst, men hvad? Et omkvæd er det sted i sangen, der konkluderer selve meningen, med skidtet - dér hvor man sætter flaget op. - Men hvad handlede Balladen om Rosa egentlig om?
Da jeg var færdig, og vi skulle indspille sangen, havde jeg fået dén ide, at trommeslageren skulle spille med sine stikker på strengene på en kontrabas, der lå på et pool-bord. - Det ville lyde fedt...Trommeslageren - en virkelig irsk, hot-shot gjorde det, men endte til sidst med at være så rasende på mig, at han ville skyde mig...
Et par år senere kom musik-begavelsen, og forfatteren, Henrik Marstal til Hasseris, for at interviewe mig til en bog han skrev på - en bog om sang-skrivning.
- Jeg kan høre på Jern, at du først har skrevet omkvædet til Balladen om Rosa, efter sangen var skrevet færdig, sagde han...
- Njaa, det mindes jeg nu ikke, sagde jeg, og tænkte - Hva' satan?? G� til sang
Rødt Jern
Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!
Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.
Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...
Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...
Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...
Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.
Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.
Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.
Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.
Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder... G� til sang
Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn.
Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.
En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...
Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.
Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.
Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...
Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.
Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.
Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.
Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...
Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi... G� til sang
Stille morgen
Stille Morgen har jeg et fuldstændig klart billede af, for den skrev jeg ved spisebordet, i stuen i Møllestien en sommermorgen. Jeg var lige stået op og havde ét af disse så omtalte øjeblikke, hvor man vågner med en sang i resterne af nattens sind og en skidt frisure. Jeg satte mig og skrev den på ti mintutter, tror jeg.
Jeg lyttede en del til Van Morisson i de dage – granskede ikke mindst hans måde at synge på – deraf Van the Man & Tetley’s tea-bags.
Androkles er omtalt i ordbogen hér på siden – resten skulle være ret ligetil… G� til sang
|
|
|