Albums

Diskografi

Allan Olsen Trio - 2012

Taberens Søn

hold op med at skabe dig siger far til søn
hvad fanden er meningen knægt
jeg var byens bedste bokser inden du blev født
så ta' lige og vis lidt respekt

byens bedste bokser - vor herre bevares
vi er trætte af at høre hvad du var
du ligner et ubagt franskbrød
som du sidder og hænger der
tror du ikke jeg har set de billeder mor gemmer
af dig talt ud i en ring
hvordan du ligger og roder på kanvassen*
mens folk står og griner rundt omkring
det er almindelig kendt blandt folk her i byen
at når du endelig vandt var det held
er det rigtigt når mor siger du ikke var i stand
til at binde dine boksehandsker selv?

far læner sig frem og kigger på mor
der strikker og stirrer på sit garn
- hvad er det nu for noget går I to og snakker
mens en anden én må ta’ sin tørn
du sku hellere fortælle ham hvor håbløs du var
da vi lærte hinanden at kende
når du sku' flå en fisk sku' du først ud og brække dig
se det er hvad hans mor var for én
- å gu' når jeg tænker på hvad jeg ku' ha fået
af gode patter og fastere kød
men fanden tog ved mig
jeg fik ondt af det med dig
så jeg tog dig af barmhjertighed
forstår du knægt mor var svag og psykisk
det var noget hun havde fra sin far
hun gik folk på nerverne med sit vræleri
de kaldte hende for pylderkaren

mor holder på masken
hendes øjne er blanke
det er jul hun vil helst holde fred
alligevel brænder der en djævel i hende
der må fyre trumfen af
- hvad øgenavne angår og knægten og hans skole
og at han ikke er til at drive derhen
så skyldes det måske de har givet ham et navn
og det navn er ’taberens søn’

far mærker hvordan det kribler i næsen
han må ud af den her barak
som en gnu på savannen i hyænernes flok
kan han mærke det er nu han skal væk
udenfor på terrassen er der koldt og det er nat
og hvid jul og hvad rager det ham
han havde faktisk tænkt sig at holde sig ædru i år
men nu kan det være det samme
han pisser i sneen uden at holde ved
og tænder en smøg imens
og kigger på haven via hækkens silhouet
den her bette verden er hans
for dét har man knoklet lige siden man var sytten
men utak er verdens løn
nu har man en knægt der ik' vil i skole
fordi de kalder ham for taberens søn

der tændes lys i et vindue i boligkarreen
mod vest et par gader herfra
tænk at flytte ind i den slags kasser
det er vel det man har minker til
han bygynder og mindes da han selv voksede op
hvordan der var pyldrerøve nok
hvad med en type som vejmandens erik
der trods alt var det største pjok
han var dum til at regne
han var dum til at skrive
i gymnastik var han bedst til at vræle
men han var god til at sladre så nu er han i føtex
hvor hun lurer på om folk de vil stjæle
og hva' med jørgen der ikke måtte bokse for hans mor
fordi hun syntes hans næse var så pæn
men ka' sige jørgen aldrig blev en taber
fordi han aldrig stak snotten frem

han kigger over skulderen ind til de andre
for at sikre sig han ikke blir' set
så stepper han og bukker og dukker for hug
som de hug der engang sendte ham ned
jo gu' tabte han da mere end han vandt dengang
men herregud det var ungdomspjat
men en ting er sikkert han gik aldrig baglæns
som alle de andre skvat

knægten er hans og hun er osse o.k.
i halvmørke er hun stadigvæk køn
om lidt vil han ind - han skal lige ryge færdig
og så vil han lade som ingenting
i morgen skal knægten fandenrasme i skole
og taberen går med ham derhen
så knejten ka' se
at det faktisk er helt o.k.
at være ham de kalder taberens søn

Printversion
Bagom sangen

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...
Trackliste 1. 5 under 0
2. Taberens Søn
3. Bette Liverpool
4. Helikoptermyg
5. De kommende år
6. En stille glød i mørket
7. En plads i byen
8. Vi lå jo i herning
9. Rimmerby strand
10. Rødt Jern
11. Balladen Om Rosa

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

G� til sang

Helikoptermyg

Jeg var ung, bl.a. i 70'erne, hvor dét at udvise solidaritet med alverdens undertrykte folkeslag og minoriteter, var en fast del af score-adfærden, i det sociale liv. Vi holdt med oprørs-styrker, og de undertrykte og etniske afarter af menneskeheden. Men når en fuld grønlænder forvildede sig ind på dét værtshus, hvor vi sad fordybede i vore gensidige belæringer - og straks blev smidt ud igen, så var der ingen, der løftede et bryn. - Det er jo bare en fuld grønlænder...

Det er jo egentlig underligt, at når vi danskere - udover meget godt - osse var dem der sejlede geværer, ammunition og rigelig med sprut til Grønland - ikke i nævneværdig grad i vores kultur, beskæftiger os alverden med disse - vore koloniserede venner.

Jeg skrev sangen i vores hus i Hasseris i Aalborg, mens jeg indspillede Sange for Rygere. Ved køkkenbordet, en aften, efter jeg kom hjem fra studiet.

Jeg vil tillade mig at fremhæve et rim, jeg er glad for at have fundet: Slagtøj / Midnight Cowboy. Det er en gave, når sådan noget bare kommer dumpende...

G� til sang

De kommende år

Jeg skrev De kommende År i Møllestien, i Århus. Det var vinter-vejr, november 1991, og jeg kan huske det drev ned ad Velux-vinduerne med den dér november-blanding af regn og slud.
Der er altid tegn i vejret - tentakler og tråde, der rækker bagud, i hukommelsen. Alle kender det - erindringens evne til at karikere og forenkle. - Hvordan var vejret om sommeren, da du var dreng? - Solskin, altid saftevand og solskin, og knæ med plaster på. - Og om vinteren var der sne sne sne...
Jeg sad og skrev på denne forenkling (det må man gerne, når man selv har betalt for papir og blyant, osse selv om det man skriver, ikke passer) - Pigerne med hårbånd og drengene i knickers...
Jeg var midt i at skrive sange færdig til Pindsvin i Pigsko-pladen, og ville gerne lave en sang, der på én gang rummede et smukt, naivt håb for fremtiden, og alligevel forholdt sig til en samtid, jeg syntes var ved at lukke sig om sig selv i EU-regulativer og smalsporet egoisme. - Så op af sækken med de stiliserede erindringsbilleder, fra før verden gik af lave - og fra begyndelsen af vestens lyse, derud-ad-kultur...
Vi havde fået den fedeste pr-stunt idé, til sangen. Meningen var, at vi - pladeselskabet altså - skulle købe 100 ghetto-blastere, stoppe et kassettebånd med De kommende År i hver af dem, og placere dem i skraldespande, under bænke, i gyder og alle steder, omkring Rådhuspladsen, i København. Så skulle 100 mennesker på slaget midnat, på udgivelsesdagen, trykke play, og bare efterlade ghettoblasterne, og gå sin vej. Så ville denne sang lyde over hele indre København - og hundrede tilfældigt forbi passerende mennesker ville få sig en gratis spillemaskine (og sikkert smide kassettebåndet væk, men det var ok). Desværre fik pladeselskabet kolde fødder, da det ikke stod klart, hvor vidt det er lovligt at efterlade 100 kassette-optagere på offentlig gade og vej.
I stedet blev der arbejdet på, at vi skulle spille De kommende År live, ved et stort, tv-transmitteret arrangement, på Rådhuspladsen, i København, nøjagtig når midnatsklokken var færdig med at bimle det nye år ind. - Årets første sang om håb for det nye år... Det blev heller ikke til noget. Men ideen var god nok.
I stedet blev jeg dén nytårsaften båret på lazarettet, efter at være ramt i brystet af en mega-raket, under vores årlige Møllestien-slag, hvor gadens to ender gik i ildkamp, mod hinanden. Min uniform bestod af et stribet slips - vist eneste gang jeg har haft et sådant på - og stort set ikke andet...

G� til sang

En stille glød i mørket

Jeg skrev En stille glød i Mørket på Skovvejen, i Århus, omkring 83.

Jeg boede i en lille to-værelses i stuen, sammen med min gamle kamsjuk fra skolen, Søren. Vi fik tiden til at gå med en del druk, opstyltet forfatter-følelse (Søren udgav dog senere et par romaner) og forefaldende pige-jagt. - Og så med at eksperimentere med indisk mad - curry, som vi efter et halvt år sammen, i Asien, betragtede som inkarnationen af ånd, eventyr, rastløshed, og alt andet eksotisk, vi ikke havde kendt til, hjemme i Vendsyssel.

Men midt i alt det nye og høj-pandede, venden sig væk fra det hjemlige, havde jeg en dyb følelse af at være rodfæstet oppe nordpå - en følelse, jeg aldrig har mistet, uanset, hvor meget jeg rakker rundt. Da jeg skrev En stille Glød, var det bare en fuldstændig én til én udlægning, af et minde om, hvordan der var og så ud, hvor jeg voksede op - i hvert fald de første 8 - 10 år. Det ned til detaljen sådan jeg husker min bedstefar, og de omgivelser han - og vi, befandt os i.

Der er noget aften-skumring over sangen, som ikke kun ligger i den første linie - Når dagene endte, og vi andre gik til ro... Det er lisså meget det mørke der sænker sig, når et liv er ved at slutte - hér på den gode, rolige måde. Og så var der rent faktisk ikke meget lys, indendørs efter solnedgang. Hvad skulle man med dét? Man kan sige, En stille Glød, er en national-romantisk omgang vælling. Men dels var jeg altså stadig en temmelig ung mand, da jeg skrev den - og dels er det som sagt nøjagtig sådan, jeg husker min bedstefar...

G� til sang

En plads i byen

Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksempler, på det ene og det andet.
En plads i Byen blev skrevet med et knips.

Vi var lige flyttet fra Aalborg til Århus - ikke med min gode vilje, men sådan ville skæbnen det - fra et "mansion on the hill", til midtbyens rummel og ja ja, bevares, blinkende café-liv, en samværsform, jeg aldrig bliver fan af, eftersom jeg aldrig har drukket kaffe, og hader larmen fra de dér små hidsige cappuccino-maskiner - især i betragtning af, akustikken i caféerne er hysterisk... Jeg havde ringet og snakket med Steffen Brandt, der bor lige om hjørnet, fra vores gade.

- Yo Stef - Hvordan opdrager man drenge, i Århus midtby? (Han har opfostret tre af slagsen, hér)

- Altså de skal holde sig fra sprut, til de er 11, fra hash til de er 13 - og så stjæler man ikke hos købmand Smedegård. Og fra de er 14, og vil ned og rende i byen om aftenen, lukker man ikke et øje, indtil de er flyttet hjemmefra... - Fedt...

Nå, vi var flyttet herned, og havde gæster på tag-terrassen. Den mindste af knejterne var gået ned på den lille boldbane hér bag vores ejendom, med sin bold. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet, så jeg fra velux-vinduet, hvordan han gik alene rundt, med sin bold under armen, og sparkede lidt i græsset. Han var en uendelig klejn, lille figur at se på, og skrøbelig. Jeg gik tilbage til selskabet, men måtte tilbage og se, hvordan det gik med ham. Han var der stadig. Han havde sat en pind i jorden, og forsøgte nu at ramme den, med bolden. Det gik ikke så godt.

Jeg gav mig til at skrive de første linier - find en plads i byen, til min dreng... på min mobil, gik så ud og fandt noget papir, og havde straks et vers, og næsten et halvt mere. Det var lissom at tegne croquis - modellen til sangen var min dreng, der denne døende sommeraften, sjoskede rundt, alene, lige neden for. Han forsøgte at knække en hassel-kæp af ét af nødde-træerne, men gjorde ikke, som jeg havde vist ham, så dét gik ikke. Så fandt han en død kæp, og gav sig til at tæske lidt løs, på ét af de ramponerede mål.

Jeg var sporadisk tilbage ved selskabet, på tag-terrassen, hvor kæften gik over Havana-club - så tilbage til vinduet, og lure på ham, og skrive lidt mere. - Det skulle være dér, og det skulle være nu.
Sangen var stort set færdig, da jeg så at han opgav at finde ligesindede, og gik gennem baggården. Snart efter ku' hans fødder høres på bagtrappen. Og sangen var stort set færdig.

- Hva' så - hva' har du lavet derude? spurgte én af gæsterne, og tog ham op på skødet.
- Bare spillet fodbold med nogle drenge, sagde han. - Men de stjal min bold...

En plads i Byen er osse er en universel sang om at komme hvor som helst hen, som ny - og ønske sig at blive taget ind.

G� til sang

Rødt Jern

Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!

Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.

Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...

Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...

Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...

Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.

Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.

Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.

Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.

Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder...

G� til sang

Balladen Om Rosa

Dén skrev jeg, mens vi boede i Fredericiagade, i København. Det var ikke svært.

Sangen består jo i princippet kun af to vers - hvilket jeg ofte har måttet toppes med mine stakkels musikere om - de tæller anderledes, men det er min sang.
Jeg har tit haft fornøjelse af at bruge såkaldte dyre-allegorier, i sange. - Så er der ingen der blir' fornærmede. Og det fede er, man kan lade fantasien rende løbsk, og udsætte kræ'ene for hvad som helst...

En anden ting, jeg holder af - fordi jeg bestemt ikke er bibelstærk - er mine helt personlige, meget tidligt indpodede, sikkert ofte helt fejlagtigt citerede, billeder af store ting og sager, fra Det gamle Testamente.
Meget af min tid i Bibelhistorie, som det hed i min skoletid, tilbragte jeg på gangen udenfor klasselokalet - men af og til var der en drabelig historie, om de syv plager, og græshopper, og lækkerier, som hang fast...

Da vi skulle indspille sangen, til pladen, Jern, opdagede vi i studiet, at den manglede et dur-stykke - en slags omkvæd. Det var ikke så godt, for musikere hader at hænge og vente på at indspille noget, der ikke er skrevet færdigt.

- It's not a song yet, konstaterede Vinnie Kilduff, vores irske producer,tørt - og jeg ku' jo godt se, han havde ret.

Jeg piskede løs med papirstumper og kuglepen, og anede overhodet ikke, hvad de fire linier skulle være... Men manglede gjorde de. - Det ville være fedt, hvis Rosa lige forlod sit e-mol-univers, og gik til G-dur, dér - men totalt latterligt, hvis ikke der var noget tekst, men hvad? Et omkvæd er det sted i sangen, der konkluderer selve meningen, med skidtet - dér hvor man sætter flaget op. - Men hvad handlede Balladen om Rosa egentlig om?

Da jeg var færdig, og vi skulle indspille sangen, havde jeg fået dén ide, at trommeslageren skulle spille med sine stikker på strengene på en kontrabas, der lå på et pool-bord. - Det ville lyde fedt...Trommeslageren - en virkelig irsk, hot-shot gjorde det, men endte til sidst med at være så rasende på mig, at han ville skyde mig...

Et par år senere kom musik-begavelsen, og forfatteren, Henrik Marstal til Hasseris, for at interviewe mig til en bog han skrev på - en bog om sang-skrivning.
- Jeg kan høre på Jern, at du først har skrevet omkvædet til Balladen om Rosa, efter sangen var skrevet færdig, sagde han...
- Njaa, det mindes jeg nu ikke, sagde jeg, og tænkte - Hva' satan??

G� til sang

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C