|
|
Diskografi
Onomatopoietikon - 2000
Jaloux
hun er ikke jaloux
hun er ikke jaloux
hun er fri fri fri
hun er ikke jaloux
hun er ikke jaloux
hun er ikke jaloux
hun står på balkonen
hun er ikke jaloux
go ahead Hellerup
go ahead Hellerup
give head Hellerup
go ahead Hellerup
hun er ikke jaloux
hun er ikke jaloux
hun gir' mig hånden
men hun er ikke jaloux
hun står på balkonen
kigger længere væk hun er ikke jaloux
for hendes skyld ku' jeg danse hele natten
hvis ellers jeg ku'
hun er ikke jaloux
hun er ikke jaloux
hun er fri fri fri
hun er ikke jaloux
hun er ikke jaloux
hun er ikke jaloux
vi ved hvor vi står
hun er ikke jaloux
hun gir' mig hånden
hånden med handsken
hun er ikke jaloux
hun er temmelig sjælden
hun er ikke jaloux
go ahead....
go ahead....
|
|
Printversion
Køb på iMusic
|
1. Rolig rolex
2. Besé Besæt Kassér
3. Toreador
4. Guernica
5. Frie Mænd
6. Næsen
7. Alligevel eskaleres trafik
8. Kommer kongen tilbage
9. Jaloux
10. En mistænkt for meget...
Rolig rolex
Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så står der helt automatisk nogle eksistentielle spørgsmål, og skraber på éns dør, når man uvægerligt må til at kalde sig voksen... Det gør der faktisk, uanset, hvem man er, når man bliver voksen.
Jeg skrev dén sang i Hasseris, ved Aalborg. Vi var vel blandt de sidste, der fandt sådan en fantastisk, gammel Villa Villakulla, til en favorabel pris - og gik så i gang med den klassiske, meget lang-trukne og kostbare renovering. Men det blev et fedt hus, og øverst oppe fik jeg indrettet det ultimative studie / skrive-sted, mega-højt til loftet, og en fantastisk lyd og udsigt, og alt det dér. - Så sad jeg dér, ved mit hjemme-designede, svævende skrivebord, og stirrede ind i væggen. - Hvad nu?
Det er en farlig ting, når man har vænnet sig til - og lever af - at skrive, kontinuerligt. I mange år har en forkert stol, eller en gal udsigt, eller lyde fået skylden, hver gang, det ikke lige kørte, som det skulle. Så laver man de perfekte rammer, og ved at hvis ikke der bliver skabt noget, er det kun én selv, der er en idiot, eller færdig. Ikke møblerne...
Jeg sad og funderede over, hvem, jeg egentlig var blevet gjort til, og hvem jeg hér tidligt i fyrrene, havde gjort mig selv til. - I et område, hvor man mest hører naboernes Audi-døre's tunge sug, når de vel ankommet til bunden af grusbelagte indkørsler, bærer deres poser fra Salling's delikatesse-afdeling ind i villaens velformede tryghed. Lissom jeg selv...
Det var én af de mest forbandede sange, at få indspillet ordentligt. Jeg skriver ganske vist i cover-noterne til Onotomatopoietikon - vist osse hér i diskografien, at vi introducerede "crack-beat" i Danmark, med denne plade. Det var i hvert fald dét, vi forsøgte, netop på Rolig Rolex.
Crack-beat kan bedst beskrives, som "lige og shuffle på én gang". Det fører for vidt at pære i det hér - men det er et groove, en fælles, rytmisk fornemmelse, som jeg især var blevet betaget af hos bandet, Little Village, med bl.a. Ry Cooder, John Hiatt - og ikke mindst verdens største trommeslager (synes jeg )- Jim Keltner.
Vi rodede med det i dagevis, i studiet - bare jammede rundt over én akkord, til alles blikke var totalt udslukte. - Så var den der sgu lige - i 15 sekunder, og så alligevel ikke. Vi var helt derude, hvor vi snakkede om, at det muligvis var en måde at spille sammen på, som krævede, man var født og opvokset i sump-deltatet i Lousiana - og i øvrigt spillede i dét band, man havde spillet med, siden man var tre år gammel...
Men det var en lærerig proces, som kostede pladeselskabet en masse studie-penge. - Dem havde de nu osse tjent nok af, på bl.a. Jern, så... G� til sang
Frie Mænd
Dette lille velordnede land lukker sig ved tusmørke omkring freaks, snigere, krejlere, perverse stoddere, stødere, bug-skrydere med busk-ryddere, udskud i træksko uden hælkappe, og med tvivlsomme hensigter... Der er flere dildoer bag nedrullede gardiner, i Den rådne Banan, end på Vesterbro - historier, der ryster det jævne, fladskærms-dopede kaffe-liv, dukker op, i formiddags-avisernes head-liners. "Mand bider hund" , "Gift ged Død" og så videre. - I love it...
Det kan godt være, Information og Politiken går bag om alting - men jeg ved som halv-gammel strejfer, i det store og hele, hvordan landet ligger. Det er bare nye nuancer, hver gang en ny krap-halset debattør, melder sig på banen... Men pladder-pressen er der først, med nyt om, hvor rabiat og vanvittigt livet former sig, mens de fleste af os ligger og savler på puden...
Ham hér i sangen er så betaget af en kvinde, at han har indstillet sig på, måske - i den bedste af alle liberale verdener - at kunne købe hendes lig, hvis han bare har råd. Så vil han udstoppe hende, med vat og kapok (Jeg er vild med dét ord, og bruger det osse i Turki Tonki), og bare ha' hende stående, ved vinduet... - Skulle det da være en bedre skæbne at formulde i sin grav, mellem skolopendere og kryb? G� til sang
Kommer kongen tilbage
Marianne Jelved rendte bestyrtet op og ned af de mudrede skråninger, i Vendsyssel, en efterårsdag, sidst midt i '90erne. Det var gået op for hende, man var begyndt at anlægge to motorvejs-strækninger, mellem Aalborg, Hirtshals og Frederikshavn - og dét skulle stoppes! Det blev det ikke, så måske var det en ren hævnakt, da hun måneder senere fik lukket den toldfrie Kattegat-handel, på færgerne, mellem Frederikshavn, Sverige og Norge - en handel som i stor grad havde ligget til grund for butikshandelen i Frederikshavn, osse.
Marianne Jelved var valgt ind i folketinget, som opstillet i Nordjyllands Amt - og TV-avisen spurgte hende hvilke kvaliteter, hun forbandt med en ægte nordjyde. - Hun svarede stout-hed, ordholdenhed, vedholdenhed, og dén slags. - Det lod de være med at kommentere på, i nyhedsudsendelsen... Hun stillede ikke op i Nordjylland igen, senere.
Det syntes, som var det samme eftermiddag, Danyard - Frederikshavns værft måtte lukke porten, for sidste gang, og da MAN-fabrikken med vist omkring 600 ansatte osse bukkede under, var byen nærmest slagtet.
Jeg var til én af disse jubilæum-i-den-gamle-klasse-fester, lige dér omkring, og fik en snak med taxa-chaufføren, da jeg skulle hjem. Han var ret optimistisk, for som han sagde - Det er jo altså ikke Hjørring, det hér, vi skal nok komme igen...
Netop dén stemning synes jeg altid, jeg fornemmer, når jeg er tilbage i mit "Memory", og jeg takker mere og mere mine gener, for at være udsprunget af netop dét sted...
Sangen handler i lisså høj grad om det - nærmest - modsatte forhold: - Hvor længe blir' man egentlig ved med at stamme fra et bestemt sted? Jeg har boet langt største delen af mit liv væk fra "dét derhjemme", og kan vel dårligt påkalde mig andet end mindet's indsigt i, hvad det vil sige at være hjemmehørende dér. Mark Twain sagde at nostalgi er sindets og åndens onani - og dér er det så med at sove med hænderne over dynen.
Ergo var jeg nødt til, i starten af sangen at beskrive mig selv, netop som én der tar tilbage, til noget der engang var mit - som en reporter, der vil notere og fortælle, hvad han ser.
Og ja - Kong Frederik, Ingrid, og lille Margrethe kørte gennem byen i åben bil, dengang jeg var dreng. Vi fik skolefri, og skulle stå med papir-flag langs havnen, når kortegen passerede. Jeg kan huske, vi snakkede om, hvor store ører, kongen havde. Det var da handel, værftsindustri - alt boomede i byen.
Svendebyen - dén bydel, hvor værft-svendene boede, og hvor min far kom fra, Tolne og sandbanken, Brændevins Hage, næsten ovre ved Læsø - steder, der altid vil være behæftet med den største og mest eksotiske stemning, for mig.
Der er lidt engelsk i omkvædet, ja. Når man sidder med en totalt færdig sang, som man egentlig godt kan li', og det eneste der ikke er på plads - og aldrig kommer det - er de første ord i omkvædet, så hellere "bad times i Memory" - end helt at forkaste sangen. Dylan havde gjort det sidste - hvilket gør ondt at tænke på! G� til sang
|
|
|