Albums

Diskografi

Norlan - 1989

Jamie Lomax fra West Tennessee

han kom hertil' efter krigen som en fremtidsvision
jamie lomax fra west tennessee
han røg fransk cigaretter eller gav dem væk til folk
nu hvor den mørke tid var forbi
han var en lenny*- god mand han gik og passede sig selv
gik med revolver men gjorde ikke nogen fortræd
han dryssede rundt i hans kaki * som en dukke der var glemt
af nogle unger der ikke fik ham med

og de sagde han var ægte som usleben rav
han blev bange en nat ved kammeraternes grav
en træt træt fugl der bare skal hvile sig lidt
oven på det han fik at se i den lange nat

de tog imod ham i norlan * som en hjemkommen søn
de tog imod ham så flot som de kunne
de lod skibene tude havnen fuld af vældig musik
og de tog billeder der findes endnu
de samlede ind til et lille værelse hvor jamie lomax han kunne være
så han ikke behøvede at tage hjem
de kunne se ham i himlen de ku' følge ham i søvn
de var så bange for at mister ham igen

han kom hertil efter krigen som en fremtidsvision
så borgmester og doktor og præst
de ku' tage jamie lomax og skære et bette stykke
af hans ribben ud af hans bryst
og fabrikere ham en pige
der var uskyldig og ren
og vende ryggen til natten imens
de vil kalde sol for måne de vil sige ræv til en kat
hvis de kunne få lidt af det der var hans

Printversion
Bagom sangen

Jamie Lomax fra West Tennessee

Da jeg var en bette dreng ku' man sidde og og lytte, når onkler og fædre sad og snakkede, gennem tæt cigaret-røg. Det var kun 10 - 20 år efter krigen, og dét er ikke ret lang tid, nu hvor vi er meget ældre. Så tit gik snakken om, hvad de rendte og lavede "under Hitler", som det hed...

Der var mange fantastiske historier - én af dem var dén om den sorte, amerikanske soldat, der dukkede op i byen, i de sidste dage af krigen. Han var angivelig kommet kørende, sydfra i en jeep. Fordi han havde vundet, blev han modtaget som en helt - et sted, hvor man ellers ikke uden videre stikker tillids-poster ud til mennesker, af anden farve, end dén Hausgård kalder hudfarvet hud...

Jamie Lomax - det er et navn, jeg har fundet på - blev nærmest modtaget som en Messias, i befrielsens optur. Selv borgerskabet ville ha' deres døtre sat sammen med ham.

Det er én af de krigs-historier, jeg lå og hørte, under stuebordet, når snakken gik. Lige siden holdt jeg øje med afvigende hudfarve, blandt jævnaldrende på egnen. - Fik han mon egentlig noget...?
Køb på iTunes
Køb på iMusic
Trackliste 1. Rimmerby strand
2. Norlan
3. Op til alaska
4. Mergelgraven
5. Jamie Lomax fra West Tennessee
6. Turki Tonki
7. Kamma
8. ´49
9. Det grønne græs

Jamie Lomax fra West Tennessee

Da jeg var en bette dreng ku' man sidde og og lytte, når onkler og fædre sad og snakkede, gennem tæt cigaret-røg. Det var kun 10 - 20 år efter krigen, og dét er ikke ret lang tid, nu hvor vi er meget ældre. Så tit gik snakken om, hvad de rendte og lavede "under Hitler", som det hed...

Der var mange fantastiske historier - én af dem var dén om den sorte, amerikanske soldat, der dukkede op i byen, i de sidste dage af krigen. Han var angivelig kommet kørende, sydfra i en jeep. Fordi han havde vundet, blev han modtaget som en helt - et sted, hvor man ellers ikke uden videre stikker tillids-poster ud til mennesker, af anden farve, end dén Hausgård kalder hudfarvet hud...

Jamie Lomax - det er et navn, jeg har fundet på - blev nærmest modtaget som en Messias, i befrielsens optur. Selv borgerskabet ville ha' deres døtre sat sammen med ham.

Det er én af de krigs-historier, jeg lå og hørte, under stuebordet, når snakken gik. Lige siden holdt jeg øje med afvigende hudfarve, blandt jævnaldrende på egnen. - Fik han mon egentlig noget...?

G� til sang

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

G� til sang

Det grønne græs

Jeg var kun sådan halv-bevidst om at jeg stjal dén her, fra The Green Green Grass of Home. Det er ikke noget, nogen nogensinde ville gøre, bevidst - men selvfølgelig er det dén... Men det er osse ligemeget, for handlingen, og meningen er den samme. Og efter Norlan var udkommet, blev jeg kontaktet af KODA, der varetager rettigheder, og fik et møgfald. Der var ikke søgt om tilladelse - men det blev ordnet...

Det er fra dén tid, hvor jeg umuligt ku' få munden omkring korrekt-dansk udtale af ordene - når nu dét jeg skrev om, og kom af, lå så himmel-vidt, langt væk fra de "ting", andre i branchen, skrev og sang om. - Jeg blev helt patriotisk omkring det, hvilket jeg nu, i et rundere jeg, finder lidt åndssvagt. Men jeg ku' sgu da ikke skrive Det grønne græs Derhjemme! - Det lyder jo som noget fra kolonihaverne i Sydhavnen...

Jeg skrev den i Møllestien i Århus, i 1988. Katsig bakker ligger vest for Frederikshavn, ikke langt fra Tolne - bare på den anden side af landevejen, til Hjørring. Da jeg var knægt var jeg nogen gange med min far på hans tur som landpost. Han kørte i en Renault 4. Så holdt vi to madpakke-pause ved Katsig sø, og en gang så vi en trane.

Persongalleriet i sangen er - som ofte - meget let for mig at sammensætte, for de er som jeg kender dem, hjemmefra. - Behøver slet ikke opdigte nogen... Luigi - ham der spiller op til dans på Fregatten (i Danmarksgade i Frederikshavn) i sangen, er en italiener, jeg hørte om, da jeg var begyndt at spille, som 14 årig. Aner ikke om han fandtes, i virkeligheden. De sagde han kom til at hugge begge sine tommelfingre af med en brænde-økse, netop som han havde tegnet en finger-forsikring. Dér var han heldig...

G� til sang

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C