|
|
Diskografi
Multo importante - 2007
Vores dronning
klædt i rødt og hvidt
træder hun frem
hun vinker til os ellers går vi aldrig hjem
vi har kun hende
hun er den eneste vi har
hun ku' knuse os alle men vi ved hun lar' være
hun ku' knuse os alle
hendes prins ku' hjælpe til
men vi er ikke bange for vi ved det er ikke dét hun vil
der er ikke noget ondt ved vores dronning
der er ikke noget ondt ved vores dronning
der er ikke noget ondt ved vores dronning
hun vinker til os
ikke lissom Nero
han stod ved Nilen s bred
så tog han en negerslave
og brugte ham som krokodillemad
men vi har ingen kejser
og vi vil ikke slås
vi har vores dronning og hun vinker til os
og vi har ingen bjerge
men hvis vi får et bjerg en dag
så kravler vores dronning op på toppen
og vinker ned deroppe fra
for den slags gør en dansk dronning
ja den slags gør en dansk dronning
den slags gør en dansk dronning
hun vinker til os
men tiden går
og det blir sent
vores dronning skal ha' ro nu
men det er venligt ment
vi kravler derhen
kom vi kigger derind
se selv der ligger vores dronning og sover
i sin dronningeseng
se nu sover vores dronning
se nu sover vores dronning
se nu sover vores dronning
I sin dronningeseng
så kan vi andre gå roligt i seng
|
|
Printversion
Køb på iTunes
Køb på iMusic
|
1. Alfa konsensus
2. Hængt i Finns butik
3. Roser og violer blå
4. P.E. Krogen
5. Taxameteret tæller
6. Miss Pachoulia
7. Skal man være udhvilet når man dør?
8. Vintersol
9. På kanten af Vesterbro
10. Vores dronning
11. Lille gråspurv
P.E. Krogen
Bagom Sangen-tingen skal ikke så meget handle om dét, sangen handler om - mere omstændighederne, hvor under den blev til, og hvad der trickede mig til at skrive om lige dét eller dét. Jeg vil ikke analysere mine sange, for hvis det er nødvendigt, er sangen ikke færdig nok til, at andre kan få det ud af den, de skal.
Poul Erik Krogen kunne jeg både skrive og snakke længe om, men jeg har skrevet min sang om ham, og det må så være mit bud. Men om arbejdsprocessen har jeg lidt at gi'.
Vi - mine børns mor, og drengene, der var i skolestartsalderen på dét tidspunkt, flyttede til Thailand omkring 2006. Vi har haft det privilegium at kunne rejse meget i verden med ungerne, bl.a. fordi, jeg normalt ikke spiller i perioden, fra julefrokost-mentaliteten gir' bodega-skruen et ekstra vrid på knappen, til efter den kollektive januar-depression, har lagt sig. Så afsted til de varme lande...
Vi har været meget i Thailand, hér er relativt sikkert, ufarligt, billigt og godt vejr. Maden er fantastisk - og thaierne er buddister, og ikke lette at gøre i dårligt humør (omend især nyrige og ubehøvlede russere gør en ihærdig indsats, nu om dage). Så vi flyttede til Thailand, mens vi ventede på en skoleplads, til den mindste.
Jeg havde store skaber-planer. Ingen telefon, intet net - bare en hængkøje, og en voldsom kreativ produktion, der bl.a. skulle indebære sange til to plader, en erotisk novellesamling, for ikke at tale om alt dét der skulle læses...
Da vi syv måneder senere rejste hjem til Danmark, var det blevet til , og masser af hængen i hængekøjen, hvor jeg havde fået læst hele to bøger, Det lykkelige Arabien af Thorkild Hansen, og Majbritte Ulrikkeholm's glimrende håndbog i kreativitet, Det magiske Rum. Og så havde jeg fået skrevet sangen om P.E.Krogen.
Når man skriver om virkelige personer, må man naturligvis ha' sine facts i orden. Jeg kendte ikke Krogen, mødte ham aldrig, og vidste ikke alverden om, hvem han var - udover at jeg kendte hans historier, selvfølgelig. Men jeg ville partout skrive om dét menneske, jeg vidste måtte stå et sted bag ham, og vente på han kom hjem - dét menneske jeg forestillede mig som hans livs-elskede, hans muse, og måske beskytter - hende, der står og venter ved havelågen, på godt og ondt...
Jeg syntes, jeg havde hørt et sted, at hans kone hed Edith. Det er bare ikke nok - man må ha' vished, for hvis hun lever endnu, skal hun jo ikke hedde Hanne eller Ulla i en sang om ham.
Da jeg på et tidspunkt var hjemme i Danmark, for at spille nogle koncerter, stod jeg med min nye P.E. Krogen-sang, og skulle på scenen, og synge den. Hed hun overhovedet Edith? Jeg vidste, der i salen ville være en hel del mennesker, som sandsynligvis i sin tid, havde kendt Krogen, og som vidste, hvad hans kone hed. Heldigvis var arrangøren én af dem - og i dét minut, jeg gik på scenen, kunne han bekræfte, hun hed Edith, hvorefter jeg gik ind og sang min nye sang, om P.E. Krogen, én af de største, danske fortællere og entertainere...
Da jeg havde indspillet sangen til Multo Importante, modtog jeg et meget fint brev fra P.E. Krogens enke - Edith Krogen, og senere havde jeg dén ære, at hun kom til en koncert i Grenå, og hilste på. Det var stærke sager at synge P.E. Krogen, dén aften, og vide, at Edith sad på 4.række, lidt til venstre for midten...
Poul Erik Krogen's samlede er heldigvis udkommet som CD-boks, og er let at skaffe - do it... G� til sang
Miss Pachoulia
Miss Pacholulia var en af de første sange, jeg skrev i mit super-skrive-studie-rum i vores hus, i Hasseris.
Som andetsteds omtalt, lærte jeg hurtigt af mit perfekt indrettede arbejds-værelse, at dén slags steder, lisså godt kan blive en forbandelse, som en velsignelse. Hver en pind og hver en nøje udtænkt detalje råber - kom så, kom så - få så noget fra hånden, mand!
Men sildebens-parket i egetræ, gør ikke nogen til en bedre forfatter, eller mere leveringsdygtig. Til gengæld rådner samvittigheden så meget mere, hvis det fucker op. Og familien begynder at sige - Hva' var det ikke meningen du skulle sidde oppe i dit fine rum, i stedet for hér ved køkkenbordet??
Miss Pachoulia er en fantastisk sang. Det siger jeg, fordi jeg ved, den indeholder så mange brud med, hvad normal sangskrivning indebærer, har så mange hints, til alt muligt historisk, og meget andet - og alligevel en ubestikkelig troskab, overfor den kærlighedssang, den til syvende og sidst er. Og jeg ved, jeg var totalt fokuseret, mens jeg skrev den - hvilket tog måneder. På én eller anden måde virker det bare ikke... Det er som om, det bare er for meget.
Uanset hvor "stor" en sang er, så er og blir' sangskrivning altså en kunstart med sine begrænsinger. Og nogen gange ender en sang med mere at være et film-manuskript, eller en novelle, end en sang - og dét er jo en helt anden gebét.
Jeg moslede med hver linie, lange nætter - Og endelig stod jeg klatøjet med tre overfyldte askebægre, og kunne stolt vise mig selv et skrummel af en skulptur af en hest, på skuldrene af en rytter. Det var fuldbragt - ikke ét ord i den sang kunne være anderledes...
Miss Pachoulia endte i al stilhed nede som nummer 6, på Multo Importante, nede midt i, hvor den ikke gør meget væsen af sig. Så vidt jeg kan se på mine afregninger fra KODA, er den højst blevet spillet i radioen 2 - 3 gange, ved koncerterne ønsker ingen at høre den - og spiller jeg den en sjælden gang, er det mest for at fortælle ovenstående historie.
Det er lidt lissom med Zeppelinerne. - Hvilken vidunderlig idé - men der flyver ikke mange af dem...
Ps.:
Pachouli er en æterisk olie, fra bladene på en plante, fra de varme lande. Pachouli har været benyttet som parfume i århundreder, og i 60'erne og 70'erne var duften nærmest identisk med ungdomsoprør, opbrud, alt det nye der kunne ryges, og så videre. Det var sådan noget Hare Krishna-hejs...
I dag er det sjældent, næsen fanger et lille pift Pachouli - dog kan man med fordel ose lidt omkring Christiania, hvis man vil ha syn - eller duft - for sagen.
Jeg vil altid forbinde duften af Pachouli med én af disse tidlige, håbløse forelskelser, i en pige, der flyttede til Fresse, med sin familie. Hun gik i Afghaner-pels, og var den første, vi hørte, sige, "fedt".
Men hun var fire måneder ældre end mig, så det var et umuligt projekt. - Lidt lissom sangen om hende, måske... G� til sang
Skal man være udhvilet når man dør?
I Carsten Jensen's bog fra 1985, citeres en gammel dame, på sit dødsleje. - Nu skal jeg dø, og jeg har endda været i radioen, siger hun.
Vi har haft, hvad vi kan kalde moderne medier - hvilket for mig vil sige mange, trykte, levende, dagligt udkommende - at medierne er blevet virkeligheden, og vi er blevet dem, der betragter medierne, og hvad de serverer for os. Altså vores virkelighed skabes mere af medierne, end vores virkeligheden beskrives, af disse.
Har det ikke været i fjernsynet, findes det ikke...
Samtidig er grænserne mellem fiktion, beskrevet virkelighed, dokumentar - og ren underholdning, forlængst udvandede.
Det gør noget ved vores måde at se verden på. Og når endelig man fanger en længe udskældt diktator, som Saddam, har vi via uendelige, tendentiøst vinklede tv-reportager, opbygget en diffus vrede og afsky mod ham, som får os til, ikke blot at labbe hans hængning i os - men osse at acceptere dét vi ser, som klonet dokumentar, sandhed, og underholdning. Fladskærmen er jo den samme, uanset, hvad vi ser på, og sofaen - og ungerne, der kigger med.
Vi fik første gang fjernsyn, lige i de dage, hvor den første Kennedy, blev skudt. Det var sådan set OK med mig, for jeg var dødeligt forelsket i Gitte Hænning, og hende viste de osse. Hun sang, Tag en gammel sweater På... Jeg var overbevist om, at havde den gamle ikke købt dét apparat, havde præsidenten været i live endnu. Men så havde jeg ikke haft min Gitte... G� til sang
Vintersol
For nogle år siden kørte jeg med min storebror til landsbyen, Marie Magdalene på Djursland. Min bror ville gerne se kirken - og især dén flyve-røn, et træ, der voksede i murværket, over kirkedøren. Nu er træet der ikke mere, og det er min storebror heller ikke.
Jeg tænkte på den fine tur, vi havde derned, og at Marie Magdalene er et meget flot bynavn. Jeg kan ikke tro, nogen kan være er født eller vokset op i Marie Magdalene, uden at dét i sig selv har haft en positiv indflydelse på, hvem man er blevet til, senere i livet. Bare en lille smule, i hvert fald - måske dén smule, der udgør forskellen, dén dag man står overfor et andet menneske, med et mordvåben i hånden. (- Så er det jo ikke så fedt, hvis den anden kommer fra Kassel eller Wuppertal).
Jeg satte mig for, en dag at skrive en sang, hvor byen, Marie Magdalene indgår i teksten. For så kunne man forestille sig en husmor ved sit køkkenbord, der en formiddag slår sit vindue op, og råber ud over sin landsby - Skynd jer - tænd for radioen, der er én der synger om os!
Og så syntes jeg der var noget gammelt og ukrænkeligt over dén landsby - osse fordi, min storebror var én, der i sin milde tilstedeværelse, besjælede sine omgivelser med ro og ånd, så sangen kom til at handle om to, der på tværs af al fornuft og skik, møder hinanden, et sent sted i livet.
Det er én af få sange, jeg ikke helt kan sted- eller tidsfæste, men at vurdere efter de første linier i sangen, om at nu sidder hun og glor på bryllup med en prins, og én fra Shanghaj - må det ha' været i tiden efter Joachim og Alex's bryllup. - Det ved jeg heller ikke helt, hvornår var - googler lige... nå, 1995. Den er nok fra omkring '97, og skrevet i Aalborg. G� til sang
|
|
|