Gajo
Efter debut'en med Norlan, i '89, måtte der gerne komme en plade, der ikke bare fik masser af fede anmeldelser, men som osse ku' spilles i radioen.
- Mindre vendsysselsk mumleri, særhed - og kautervælsk, tak!
Nogenlunde sådan fornemmede jeg mit pladeselskabs opfattelse af tingene, og deres kontraktlige fremtid, med mig, dét efterår.
Jeg var blevet optaget af dét med sigøjnere, fordi jeg havde læst en bog om cirkus og tivoli-folk - de rejsende, i forbindelse med at jeg researchede til min sang om Tårnspringeren, Jimmie Jamieson.
Gajo er roma - sigøjnersprog - for dét, der ikke er sigøjner, min fars cykel, for eksempel. Derfor tog han altid, ikke bare sin cykel men osse sine træsko indendørs, hvis rygtet gik, at nu var der nu sigøjnertrup, der havde slået sig ned på Havmarken, tæt på havnen. - Han var, som de fleste mænd i byen, sikker på, at blev der stjålet for eksempel 70 cykler og 35 par træsko, henover en weekend - så var det sigøjnertruppen, på måske i alt 12 - 14 mennesker, der stod bag hele forbrydelsen.
Det er så dét, sangen handler om. - Lukketheden og fremmed-forskrækkelsen, og alt dét hejs...
Da vi lavede videoen til sangen, i og omkring en gammel flyver-hangar fra krigen, udenfor Frederikshavn, dukkede den gamle ikke desto mindre op, i sin lille hjemmemalede, røde Morris Mascot-stationcar, med kæmpe-store hvide bogstaver henad siden, hvor der stod GAJO. Det var hans ultimative støtte og accept af knægten...
Lyden, musikken på sangen, udsprang af at jeg på dét tidspunkt, guitar-mæssigt var optaget af, dels omstemning, væk fra guitarens normale stemning (hér er H-strengen stemt ned til A) - og som altid, optaget af Pete Townshend's akustiske power-spil.
80'erne hadede - eller bare ignorerede totalt, den akustiske guitar, undtagen i nogle singer-songwriter-nicher. - Det var plastic-keyboards, oversavede t-shirts, og synthesizers, det hele. Undtagen good ol' Pete! Han fik som altid det totale punk-raseri ud af sin Gibson J-200. - Yesss!!
Når jeg i dag hører Gajo tænker jeg - dens kvaliteter som sang, ufortalt - Olsen, hvor gik det lige galt dér? - Men intentionen var der...
G� til sang
Han har tænkt
Ja, altså hér har vi noget, der ikke var tænkt som en sang – bare lidt skribleri, der greb om sig. Den er skrevet i Møllestien, i Århus – året før vi lavede Gajo.
Jeg havde den hér lille halvanden sides novelle – der hverken rimer eller noget – og mens vi var i studiet, i København, for at indspille Gajo – som Olle Nyberg producerede – sad Olle og læste teksten. Han mente, det skulle være en sang, så jeg gik i gang med at flikke en slags melodi sammen. Mit udgangspunkt var, ikke at ændre i teksten eller forsøge at gøre den til vers med rim og så videre. Det gik egentlig ok, og Olle komponerede videre på en del melodi-ændringer og producerede med
longines watches replica mange små bip og tik og tok – og så var det pludselig en sang.
Han har Tænkt kredser om dét tema, jeg må erkende, der ofte er mit omdrejningspunkt – rastløsheden, manden, opbruddet – og tilknytningen til dét man kommer af, længes mod og væk fra.
Slutningen med ” svigerfar der står ved landevejen og ser sig om efter trekvart århundrede, der gik ”, er en slags parafrase over en mand – Niels Jegen (tak Jegen), som stadig lever, og som er 102 år gammel. Hans gård ligger på det flade land, under bakkerne, hvor jeg blev født, lige lidt syd for Frederikshavn. Hvorvidt han står ved landevejen og glor, ved jeg ikke – men det kunne uden tvivl være sandsynligt.
Eneste hage er, at eftersom Jegen aldrig har været gift – måske er det derfor, han er
replica cartier blevet så gammel – kan han jo ikke rigtig være svigerfar, vel? – Men dén slags er tilladt, når musikken spiller…
G� til sang
.jpg)
