Koncerter
Bagom sangen...

Rolig rolex
Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så st...

Rolig rolex

Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så står der helt automatisk nogle eksistentielle spørgsmål, og skraber på éns dør, når man uvægerligt må til at kalde sig voksen... Det gør der faktisk, uanset, hvem man er, når man bliver voksen.

Jeg skrev dén sang i Hasseris, ved Aalborg. Vi var vel blandt de sidste, der fandt sådan en fantastisk, gammel Villa Villakulla, til en favorabel pris - og gik så i gang med den klassiske, meget lang-trukne og kostbare renovering. Men det blev et fedt hus, og øverst oppe fik jeg indrettet det ultimative studie / skrive-sted, mega-højt til loftet, og en fantastisk lyd og udsigt, og alt det dér. - Så sad jeg dér, ved mit hjemme-designede, svævende skrivebord, og stirrede ind i væggen. - Hvad nu?

Det er en farlig ting, når man har vænnet sig til - og lever af - at skrive, kontinuerligt. I mange år har en forkert stol, eller en gal udsigt, eller lyde fået skylden, hver gang, det ikke lige kørte, som det skulle. Så laver man de perfekte rammer, og ved at hvis ikke der bliver skabt noget, er det kun én selv, der er en idiot, eller færdig. Ikke møblerne...

Jeg sad og funderede over, hvem, jeg egentlig var blevet gjort til, og hvem jeg hér tidligt i fyrrene, havde gjort mig selv til. - I et område, hvor man mest hører naboernes Audi-døre's tunge sug, når de vel ankommet til bunden af grusbelagte indkørsler, bærer deres poser fra Salling's delikatesse-afdeling ind i villaens velformede tryghed. Lissom jeg selv...

Det var én af de mest forbandede sange, at få indspillet ordentligt. Jeg skriver ganske vist i cover-noterne til Onotomatopoietikon - vist osse hér i diskografien, at vi introducerede "crack-beat" i Danmark, med denne plade. Det var i hvert fald dét, vi forsøgte, netop på Rolig Rolex.
Crack-beat kan bedst beskrives, som "lige og shuffle på én gang". Det fører for vidt at pære i det hér - men det er et groove, en fælles, rytmisk fornemmelse, som jeg især var blevet betaget af hos bandet, Little Village, med bl.a. Ry Cooder, John Hiatt - og ikke mindst verdens største trommeslager (synes jeg )- Jim Keltner.

Vi rodede med det i dagevis, i studiet - bare jammede rundt over én akkord, til alles blikke var totalt udslukte. - Så var den der sgu lige - i 15 sekunder, og så alligevel ikke. Vi var helt derude, hvor vi snakkede om, at det muligvis var en måde at spille sammen på, som krævede, man var født og opvokset i sump-deltatet i Lousiana - og i øvrigt spillede i dét band, man havde spillet med, siden man var tre år gammel...
Men det var en lærerig proces, som kostede pladeselskabet en masse studie-penge. - Dem havde de nu osse tjent nok af, på bl.a. Jern, så...

Gå til sang

Ord

Miriam

Olsen skriver ligeud

28.03.2021

OS, DER SIDDER PÅ BÆNKE

De to andre havde stået og røget og snakket udenfor, mens jeg blev klar. Om deres biler og sikkert om mig, men så kom jeg ud, og vi begyndte at gå.

Vi forlod klyngen af sommerhuse, de blev færre og mere spredte ud mod det dyrkede land, og markerne var skarpe og grønne, selvom det var vinter.

Engang var vi uadskillelige, fuldstændig lige og alle for én, sådan som jeg huskede det i hvert fald. Tre gutter, der altid hang sammen, og jeg var overbevist om, at de andre havde det på samme måde. Ellers gik vi vel ikke her på en grusvej, mere end fyrre år senere - ellers var dét at mødes vel ikke kommet i stand.

Vi gik raskt til. Et tempo sat af forventning og nybrudt begejstring over at ses, men vi gik uden, at der blev sagt alverden, blot behørig rømmen sig og småhost så der ikke blev for stille.

Henne under Fjordbakken slog vi ind på den smalle sti og begyndte at gå opad, men på stien var der kun plads til to side om side, så jeg tog teten og gik forrest. Det var mit sted, mig der skulle vise vej, det var jo klart.

Det sidste stykke op var stejlere, og nu ærgrede det mig at gå forrest. De småsludrede sammen bag mig, uden at jeg rigtig kunne falde ind, og det passede mig ikke, at de kunne gå bagved og vurdere min ryg og min røv. Desuden var jeg nu nødt til at være ham, der satte farten, og hvor raskt var mon passende? Måske var der hensyn at ta’ – noget helbredsmæssigt, noget der ikke var sagt, blodtryk? - Det havde vi jo ikke snakket om.

Lidt før toppen blev de stille, så måske var der jo netop noget? Skulle man afvæbne det lidt, stoppe op og være forpustede sammen og grine? Hvem var vi mon? Var vi dem fra dengang, hvor vi aldrig blev forpustede, eller var vi dem, vi er nu? Det var ikke på det rene men heller ikke uvæsentligt.

Gennemvarme og godt tilpasse fandt vi udsigtsbænken øverst oppe, og vi så ud over fjorden, der lå grå og flad, som var den isbelagt. Men bare vindstille, for det er aldrig vinter mere.

Nu var vi så blevet dem, der sad på bænke, og det pjattede vi med. - Blevet dem, hvis røve bænke er lavet til - det var jo dem, vi var, med termokander på jorden foran os.

Vi røg, og vi snakkede om at ryge. Om at have været holdt op og om at være begyndt igen, og vi sagde, at ja ja – slut det skulle det da osse til at være, det skidt, hvis da ikke man vil kvæles ihjel, den sølle tid man har tilbage.

Eftermiddagen var kold og krap mod kinderne, og alligevel gryede en rar vinterstemning mellem os, som et gammelt genfremkaldt foto i en uoverskuelig dynge rod. Så sagde en af vi andre til ham der var blevet ingeniør:

- Hvor langt vil du så mene, John, der er ned til fjorden, hva’?

Og John, der var blevet ingeniør, vippede hodet fra side til side og anslog, at der vel nok var en fjortenhundrede meter - give or take, og jeg tænkte på, om egentlig ikke det hedder give and take? Vi anerkendte tavse hans vurdering, for han havde livet igennem haft med tal og streger at gøre.

Nede i bunden af terrænet i læ af Fjordbakken lå Nørregård og trykkede sig, og ladens bliktag begyndte at gulne i det sidste skær af eftermiddag. Og mellem hyldetræerne for enden af laden blev forlængst opgivne plovskær og vognhjul med ét røde og synlige. Solen var kommet ned under gråvejr og vulker, den skinnede på vore rygge uden at varme. Vi sad side om side med korslagte ben og med stakkede hænder på vores spidse muskelløse knæ.

Og jeg tænkte på, at vi endnu ikke var forfaldet til at snakke om gamle dage, sådan da…
 

AT HOLDE ØJE MED EN FJORD

Tre mænd på en bænk, mere end midaldrende.

Er der mon noget som helst godt ved alderdommen? Måske. Men sikkert kun ved at være i begyndelsen af den, skønt selv dét ved man vel ikke meget om endnu? - Hvilket i sig selv jo er godt, altså at der trods alt er noget, man endnu ikke ved, omend man ved meget. Blandt andet ved man, at man ikke skal regne med at blive meget klogere, uanset hvor dum man har været. Eller regne med at blive til et bedre menneske, hvis man altid har været et dumt svin. Og som de fleste ved man, at man nok er lidt for tung, men - endnu da - hverken omsorgs-tung eller helt overflødig. - He he, fra tung til omsorgs-tung, ja ja…

Fedt at kunne sidde hér og lune sig ved disse ting, svøbt i løgnen om at vi selv stadig var langt væk fra selve alderdommen. Og vi sad og drak. Fernet Branca og lunken rom i to termokander, retfærdigt placerede på jorden foran os. Midt for, ude af ejermænds hænder.

- Tredive igen? - Fandme nej. Alt det lort, man så skulle til at igennem, neeej…

Nogenlunde sådan kunne vores samvær på toppen af Fjordbakken sammenfattes. Tilsammen et par hunderde års erfaring. Mulighed for at snakke om kvinder, helbred, synspunkter og drage konklusioner - acceptable som tvivlsomme, anekdoterne, og så selvfølgelig de fælles minder, efter fyrre års udviskende fygning.

- Joh, der var såmænd nok at ta’ fat på. Så meget, at der opstod en usynlig ed mellem os om at lade være. Om at holde igen og nøjes med det indledende fremfor at kaste sig ud i noget af det større. - Herregud, det er fint som det er, nu bare sidde.

- Ræk mig termoen.

Og måske mærkede vi, at netop denne ed cementerede rigtigheden i, at det var netop os tre, der nu mødtes hér fyrre år senere.

Solen var næsten væk bag Malles bakke i sydvest, og væk fra vores rygge, men vi var jo klædt på. Og den lave kant af gult vinterlys lagde an til sin daglige overraskelse; den ville holde ud, længere end man skulle tro, inden det rigtigt blev mørkt.

Nede foran os var fjorden blevet sort og død. Den faldt i ét med Nørreland ovre på modsatte side, og der kom lys i vinduerne i de spredte bebyggelser derovre. Og over dem, prikker af lys meget længere væk, stjerner som besværligt blinkede sig vej gennem luftens mærkelige stof. Og jeg tænkte, at dén fysik behøvede vi ikke John, ingeniøren, til at forklare os.

Vi sad og så ud over fjorden, som var det en opgave, vi havde påtaget os. At holde øje med den.

Så rejste Jens Erik sig, og han sagde:

- Nå venner. Han spejdede henover vi andre, og gestikulerede. - Nu det stykke skov derude, sagde han, og ventede på at vi fik os drejet rundt.

- Hvad vil du sige, John, hvor langt er der derover - et par kilometer vel?

- Give and take.

Og inden John fik svaret, fortsatte han:

- Ser I de to høje graner, der rager op over det dér skov?

Ovenud af den smalle mørkning langt væk knejsede to kulsorte søjler mod lyset og himlen, som tusch på en blind mands armbind.

- Dem dér... - Kan I huske, når vi huggede om det?

- Arrrh for helvede Jens Erik. - Hva’ har du så fundet på? grinede John med termokanden, den med rom, ved munden.

– Ha, jo ser I: Én af os tre må afsted og op i toppen af én af de dér to graner, vi kan sige den venste. - Op og gi’ tegn. Så bliver de andre to hér og venter. – Kom så John. Os to først! Jens Erik rakte en knyttet næve frem mod John.

- Sten, saks…

 

EN MASKINMESTER - E INGENIØR OG JOHN

- Ha, ja jeg husker sgu nok, de ikke fik meget mælk ovre ved Johns og deres – nej mælk var der aldrig, når man kom forbi Johns og deres køleskab!

Jens Erik pegede efter John, og han gik frem og tilbage foran bænken og efterabede Johns krumme hjulben, og han råbte efter ham:

- For lidt kalk, John!

Men John reagerede ikke. Han havde tabt sten, saks og papir, så nu var han på vej over markerne i retning af de to høje graner. Hans skikkelse skrumpede langsomt i halvmørket foran os og smeltede i en ensformig og gentagende bevæglese.

John var på vej væk, men lidt endnu var han tilstede i stemningen. Vi havde vendt os på bænken med ryggen til fjorden, for at håne ham, og for at holde øje med om han snød. Aftalen var i lige linje, uanset hvad man stødte på af forhindringer undervejs.

Jeg vidste ikke hvordan med Jens Erik, men da John var gået, gik det op for mig, at nu var vi kun os to på bænken. Det var jo en helt ny vinkel. Efter fyrre år. Nyt og forfra, som da vi forlod sommerhuset og lisså forbandet stille. Bare værre. For nu hvor mørket begyndte at omfavne os, gjaldt en årtusinder gammel lov - loven fra før strømmen og elpæren. Vi måtte se på hinanden, for var der ikke andet at se på…

Hidtil havde sprutten fra termokanderne lamineret et fint lag imellem os, bundet os sammen som en lille flok. Nu væltede den mit fokus og truede med at gøre mig til et fjols. Og forbi mit ansigt fór lynet af en evig grundtone: - Mænd kan slå hinanden ihjel. Til enhver tid og ud af ingenting, og det sker jo. Osse lige nu et sted. I Liberia eller på en banegård, en hævet hånd til slag. Det sker, fordi det sagtens kan…

Jeg rømmede mig og rettede grundløst på et ærme, mens jeg i et blink skævede til Jens Erik. Det var, som tvang hans tunge øjenlåg hans blik nedad mod hænderne, der var brede og grå men tydelige nok mod hans bukseben. Hver en fure eller rynke i hans ansigt fyldtes med mørke, et langt livs nætter lå i disse fordybninger, gode som dårlige nætter, nætter i land og til havs, Jens Eriks nætter.

Jens Erik var ikke én af dem, der rejste væk, da vi andre i sin tid tog til studenterbyerne - vi, der forestillede os, vi skulle ud at regere. Skabt til noget større var vi, end de gader og kammeratskaber, der havde formet os. Ikke Jens Erik. Han blev. Og hele livet havde han sejlet, det vidste man. Nu sad han med overhånden her på en bænk på Fjordbakken, fordi jeg aldrig rigtig havde vidst, hvad hånd jeg gik og sad med, mig Leif, børnebibliotekaren…

- Naaa, bap bap, mon han finder det? sagde Jens Erik og skrabte i græsset under bænken med støvlen. Så måske havde Jens Erik det ligesom mig.

- Njaa, ha - Ja vi får se. - Men godt at vi to slap, hva’ Jens Erik!

Jeg lammedes over mig selv. Jens Erik kunne have set på mig og svaret: - Hvorfor er det godt, Leif?, og så havde jeg været færdig, skakmat for evigt.

Der var gået lang tid nok nu, til at vi kunne begynde at holde øje med et tegn. Der var ikke andet tilbage af dagen end en lav, bleg tynding mod vest, og vi kastede vores fælles blik ud over markerne, i den retning John var gået. Jens Erik rejse sig, og jeg mærkede et lille hop i bænken ved det.

– Nå, jeg går hen og pisser, og så lidt væk fra i mørket: - Dér for satan Leif! - Se, han gjorde det sgu!

Et sted væk i mørket, oppe og ude, flimrede et lille skarpt lys i vores retning.

- Ja fandme! Men pis nu ikke ned ad dig selv mand!

Nu var vi næsten så godt som tre igen…

 

NEMHEDEN VED AT VÆRE SAMMEN

Helst hvad, bøddel eller offer? Øksen hvisler, den ene dør, og den anden lever videre. I næste sekund er ham uden hoved måske ligeglad; bødlen derimod modtager og bevarer sin gave, for hans liv fortsætter jo. Gaven består i at han, modsat den hovedløse, kan nå at forbedre sig. Men får han det gjort?

Helt så dramatisk var situationen blandt os oppe på Fjordbakken naturligvis ikke, omend jeg, som tiden gik, begyndte at misunde John hans straffemarch.

Vi var tre, der havde sat hinanden stævne ved et sommerhus, godt fyrre år efter at øksen faldt over vores ubrydelige kammeratskab, og nu havde John, ingeniøren, tabt en gang sten, saks og papir. Og sejrherrerne, Jens Erik og mig, havde småberusede men elskeligt hånet ham, og sendt ham afsted mod toppen af et grantræ så langt væk, som man kunne se i skumringen.

Nu var det noget andet. Indtil John forsvandt over vintermarkerne, havde der brændt et usynligt blus af lethed og leg iblandt os, et venskabsbål. Vi havde teet os og kåde hikset omkring, uden at tænke det mindste på, hvor vi satte vores fødder, for de kunne umuligt sættes forkert. John havde endda, inden han stavrede afsted på sine hjulben, saluteret os med en flot braldreskid. Ud fra dens imponerende styrke og lyd havde jeg - skønt uden lægefagligt belæg - kvitteret med, at John da vist havde fasthed nok i afsættet til at holde sin prostata på toppen et par år endnu.

Jens Erik og mig var nu pludselig bare to, der sad som i et S-tog, og ventede på en tredje, og jeg mærkede en dorsk og tvær ædruelighed snige sig ind bag øjnene. Den fælles ild begyndte at ligne en bleg plasterfinger, og vi fornemmede det vist begge, men det var ingen skam, for mellem mennesker går tiden sjældent af sig selv. At sidde på en bænk i mørke og i tosomhed skal være født af begær eller af et ønske, i hvert fald kræver det, at man kender hinanden godt. Og gjorde vi egentlig det, mig og Jens Erik? - Uadskillelige var vi ja, indtil vi var sytten - og så? – Intet siden.

Mit forreste tankelag var flosset og utilpas, men i mit baghoved kværnede en underliggende bordun. - Hvorfor overhodet mødes, os tre, hvad havde jeg tænkt mig? Mig, Leif, der havde taget initiativet?

Jeg levede ganske vist relativt indholdsløst, sådan gennemsnitligt vel. Osse efter at jeg ikke længere var børnebibliotekar, men bare en slags bibliotekar. Men nu hvor jeg var blevet alene, havde jeg dog endelig fundet mig et jævnt og udramatisk leje, hvilket vel kan kaldes en slags indhold i sig selv? - Hvad nytte havde vi tre gamle røvhuller så af at mødes, nu hvor livet snart var gået, uden at vi undervejs havde gidet høre en tøddel til hinanden?

Den syttende april for snart fem år siden havde jeg kørt et barn ihjel ved et stoppested, en skolepige. Et brag - en frisk vind ind til mig gennem forruden, og jeg husker, at det første, jeg registrerede, var glasstumperne på instrumentbrættet, de lignede fine små iskrystaller. I tiden efter begyndte jeg at gå ture, som regel når det havde regnet, og jeg gik og reddede regnorme ind fra asfalten. Med en tandstik i jakkelommen, én jeg kunne få ind under dem, og forsigtigt lempe dem ud i rabatten. Det var på sådan en gåtur jeg havde fået ideen om, at vi skulle mødes, mig og John og Jens Erik.

 

EN LAMMER SKAL SIDDE FLADT

Vi havde det trægt og osse koldt, Jens Erik og mig, efter at have opholdt os på toppen af Fjordbakken en tre timers tid vel. Der sprang ikke mange gnister af snakken.

Fjordgusen sev ind over engen og videre opad; den blev til rim på træernes kviste, den lagde sig på den bare jord omkring vores fødder, den tindrede på hvert et spinkelt græsstrå. Og den lyste hvidt fra en tabt, forvredet smøgpakke, og stillede sig efter sit indviklede krystalsystem lodret på kanten af skiltet med henstillingen om ikke at smide sit affald.

Jens Erik stampede fødder, lavede trappegang op på bænken og ned igen, så jeg kom til at vippe op og ned, som et barn på en legeplads.
- Ligegodt satans, mumlede han, og spejdede i blinde. - Har han lagt sig til at sove, den hund!?

En svag rumlen fra fjorden begyndte at fylde luften over os. En stor coaster dukkede op; lysene på fjordens modsatte bred slukkedes bag den og tændtes igen, efterhånden som silhuetten gled forbi dem. Men stjernerne over Nørreland slukkedes ikke, og coasteren kom belejligt for os - som et emne.
- Ja de søkker, sagde Jens Erik - det skal de jo hér igennem. Det er træls at søkke, for man kommer jo ingen vegne. Men til søs ved man, at det ikke nytter at ha’ travlt, Leif, ellers kan man bare blive hjemme. - Man skal helvedes langt, javel, men ting ta’r tid, og et skib kommer aldrig til at sejle stærkt. Jeg havde rejst mig, og jeg strakte mig opad og lagde lidt til hver af mine ryghvirvler, for Jens Erik var et halvt hoved over mig, men det er jo de fleste. Han så skråt ned på mig: - Forstår du Leif - det vi hører er ikke så meget motorerne, ikke så stille som der er her, og han rakte to flade hænder frem for sig for at vise, hvor stille her var. - De søkker på lave omdrejninger - det sætter skrogpladerne i sving, og så: - Dunga-dunga... - Hører du Leif?
Ja ja, jeg hørte det. – Godt, så ved vi dét, Leif, sagde han, og selv med den smule ord var det klart, at Jens Erik hér fyrre år senere stadig var ham med overhånden.
- Ah, javel ja, så det er dét de gør – de søkker, sagde jeg, men i det samme lød et dødt tump mod den frosne jord bag os. Efterfulgt af Johns skraldgrin, og ud af mørket formedes hans skygge mod rimen. Og foran Jens Eriks og mine støvler lå et halvfordærvet rådyrhoved med trevler og et pænt stykke af halshvirvlerne stikkende ud.
- I helvede John! råbte Jens Erik - hvor fanden har du været? - På jagt?!
John snøftede gåfrisk og småforpustet og pegede kry ned på ådslet. - Bare lidt aftensmad folks. – Aftalen var jo i lige linje ikke? Så det var mig helt umuligt at undgå at jokke i fyren hér, jeg måtte jo ikke gå udenom ham, vel? - Men altså, kæææft en strabads. - Et par kilometer, min røv! - Der er mindst fire hver vej!
Johns øjne lyste i gavtyvfjæset. Han havde endnu ikke helt fået brugt adrenalinen, og modsat os andre havde han jo været i gang.

John rakte ud efter begge termokanderne med sprut, og vi røg og vi genskabte vores treenighed, drillede hinanden med dét med afstanden over markerne til de to graner. Og vi hånede Johns kondition. - Ha, ja og så på de dér satans til skæve stænger, galede jeg, og pegede ham ned ad benene. Sekundet efter modtog jeg en kammeratlig og velfortjent skulderlammer fra venstre, og den landede planmæssigt fladt udefra, sådan som en lammer skal.

John var kejthåndet, og en mand mister aldrig sit hug, hvis han én gang har fundet ind til det.

 

MIT HOVED SAD IKKE LÆNGERE I MIDTEN

- Hmmm… Sig mig er du faldet eller hvad? sagde hun.
Læge, og hendes navn stod på brystskiltet. Hun satte sig på en spinkel klinikstol overfor mig, en af dem med hjul. Så rullede hun helt hen til mig og åbnede sine lysegrønne hospitalslår som en vifte, for at komme tæt på, spredte dem på hver sin side af mine, så mine knæ gav et spjæt indad, idet vi rørtes. Hun lagde en hånd på siden af hver af mine skuldre, som for at formane mig. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen, for ikke i hendes øjne, og slet ikke ned i det nederste af mit synsfelt, til hendes skridt med antydning af de to små buler, som et par lodrette bløde pølsebrød under det tynde stof.

Hun vurderede mig fra skulder til skulder, og så kiggede hun mig direkte i ansigtet, og jeg nåede at se hendes pupiller forandre sig. Hun havde jo spurgt mig om noget.
- Nej, det var bare en lammer, sagde jeg, og ved dét fløj tanker tydeligvis igennem hende, som om hun holdt en hovedrysten tilbage.Så rullede hun scenevant retur til skærmen på skrivebordet.
Jeg ledte efter lyde, man forventer at høre på et sygehus, men de var der ikke, kun den objektive duft af renhed og medicin.
- En lammer, siger du? Hun skrev på sit tastatur, og i lidt nede i et dokumentet med linjer og rubrikker skrev hun ”lammer”, og kiggede på ordet. Så slettede hun det og skrev ”vold”, det så jeg.     
- En lammer, javel - altså et slag?
Nu tænkte hun på min alder. Og på socialgrupper, drikkelag, og slagsmål. Hun rullede hen til mig igen og landede atter sine bløde lysegrønne molehoveder mod mine knæ. Hun lukkede hånden som en blød kop omkring det ødelagte skulderled. Det var rart og trøstende, og jeg lod mine ben falde en anelse til ro imod hendes inderlår.
- Og den lammer har ødelagt din skulder, ved du det? - Har du anmeldt det?
- Nej nej - det var skam en venskabelig lammer, sagde jeg, og så skulle jeg hæve højre arm mod loftet, men den vil ikke længere end til lidt under vandret.

Hun var ret korthåret, ikke herre-klip, som jeg ikke kan fordrage. Fordi det signalerer glædens og lystens tab - overgivelse til det praktiske. Men ret korthåret, og måske osse farvet, i hvert fald ud fra øjenbrynene, skønt dem farver de jo osse, det lykkes bare aldrig helt…

Jeg havde mærket det med det samme. Noget var galt. Og jeg forbandede det, for det skyldtes den satans alder. Forfald. Vævet er ikke til det længere, ikke kød nok på benene. Noget gik i stykker derinde. Og John? Han satte den lammer, nøjagtig som han skulle, ikke noget dér. Den faldt som en diktatorisk dom, prompte eksekveret, et hædersmærke man kun tildeler et menneske i kammeratskabets inderste kerne. Lammeren spørger ikke om lov. Han ta’r sig retten, hugger, og bagefter griner han sammen med den lammede.
Men resten af natten hang armen, og næste dag, da jeg så mig i spejlet, var det som om mit hoved havde rykket sig ud til siden, det sad ikke længere i midten.


Vi havde tændt ild. Hev og sled tørre grene af en enebær, knækkede en død hegnspæl, og der blussede vinterbål, som der har gjort masser af gange på Fjordbakken, før mennesker blev bange for tændstikken.
– I helvede! - Kommer der nogen og brokker sig, er vi jo mindst dobbelt så gamle som dem, brølede Jens Erik, mens han vred veddet om på en vintertør hyld lidt væk. Men jeg kunne ikke knække noget, min arm var død, så jeg spillede for fuld til det praktiske - nøjedes med at huje og te mig henne ved ilden. Uden at nævne noget.


Der kom ingen. Ingen almindelige mennesker i hvert fald, men politiet kom, for dem havde almindelige mennesker ringet til nede fra deres vindueskarme i sommerhusene. To knægte i alt for lidt uniformstøj, patruljevognsmondering, hele vejen op på Fjordbakken i skolet og indlært alvor. De virkede nærmest forlegne…

Olsen skriver ligeud - Del 6 - Mit hoved sad ikke længere i midten

28.03.2021

- Hmmm… Sig mig er du faldet eller hvad? sagde hun.
Læge, og hendes navn stod på brystskiltet. Hun satte sig på en spinkel klinikstol overfor mig, en af dem med hjul. Så rullede hun helt hen til mig og åbnede sine lysegrønne hospitalslår som en vifte, for at komme tæt på, spredte dem på hver sin side af mine, så mine knæ gav et spjæt indad, idet vi rørtes. Hun lagde en hånd på siden af hver af mine skuldre, som for at formane mig. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen, for ikke i hendes øjne, og slet ikke ned i det nederste af mit synsfelt, til hendes skridt med antydning af de to små buler, som et par lodrette bløde pølsebrød under det tynde stof.
Hun vurderede mig fra skulder til skulder, og så kiggede hun mig direkte i ansigtet, og jeg nåede at se hendes pupiller forandre sig. Hun havde jo spurgt mig om noget.
- Nej, det var bare en lammer, sagde jeg, og ved dét fløj tanker tydeligvis igennem hende, som om hun holdt en hovedrysten tilbage.Så rullede hun scenevant retur til skærmen på skrivebordet.
Jeg ledte efter lyde, man forventer at høre på et sygehus, men de var der ikke, kun den objektive duft af renhed og medicin.
- En lammer, siger du? Hun skrev på sit tastatur, og i lidt nede i et dokumentet med linjer og rubrikker skrev hun ”lammer”, og kiggede på ordet. Så slettede hun det og skrev ”vold”, det så jeg.     
- En lammer, javel - altså et slag?
Nu tænkte hun på min alder. Og på socialgrupper, drikkelag, og slagsmål. Hun rullede hen til mig igen og landede atter sine bløde lysegrønne molehoveder mod mine knæ. Hun lukkede hånden som en blød kop omkring det ødelagte skulderled. Det var rart og trøstende, og jeg lod mine ben falde en anelse til ro imod hendes inderlår.
- Og den lammer har ødelagt din skulder, ved du det? - Har du anmeldt det?
- Nej nej - det var skam en venskabelig lammer, sagde jeg, og så skulle jeg hæve højre arm mod loftet, men den vil ikke længere end til lidt under vandret.
Hun var ret korthåret, ikke herre-klip, som jeg ikke kan fordrage. Fordi det signalerer glædens og lystens tab - overgivelse til det praktiske. Men ret korthåret, og måske osse farvet, i hvert fald ud fra øjenbrynene, skønt dem farver de jo osse, det lykkes bare aldrig helt…

Jeg havde mærket det med det samme. Noget var galt. Og jeg forbandede det, for det skyldtes den satans alder. Forfald. Vævet er ikke til det længere, ikke kød nok på benene. Noget gik i stykker derinde. Og John? Han satte den lammer, nøjagtig som han skulle, ikke noget dér. Den faldt som en diktatorisk dom, prompte eksekveret, et hædersmærke man kun tildeler et menneske i kammeratskabets inderste kerne. Lammeren spørger ikke om lov. Han ta’r sig retten, hugger, og bagefter griner han sammen med den lammede.
Men resten af natten hang armen, og næste dag, da jeg så mig i spejlet, var det som om mit hoved havde rykket sig ud til siden, det sad ikke længere i midten.
Vi havde tændt ild. Hev og sled tørre grene af en enebær, knækkede en død hegnspæl, og der blussede vinterbål, som der har gjort masser af gange på Fjordbakken, før mennesker blev bange for tændstikken.
– I helvede! - Kommer der nogen og brokker sig, er vi jo mindst dobbelt så gamle som dem, brølede Jens Erik, mens han vred veddet om på en vintertør hyld lidt væk. Men jeg kunne ikke knække noget, min arm var død, så jeg spillede for fuld til det praktiske - nøjedes med at huje og te mig henne ved ilden. Uden at nævne noget.
Der kom ingen. Ingen almindelige mennesker i hvert fald, men politiet kom, for dem havde almindelige mennesker ringet til nede fra deres vindueskarme i sommerhusene. To knægte i alt for lidt uniformstøj, patruljevognsmondering, hele vejen op på Fjordbakken i skolet og indlært alvor. De virkede nærmest forlegne…

Olsen skriver ligeud - Del 5 - En lammer skal sidde fladt

22.03.2021

Vi havde det trægt og osse koldt, Jens Erik og mig, efter at have opholdt os på toppen af Fjordbakken en tre timers tid vel. Der sprang ikke mange gnister af snakken.

Fjordgusen sev ind over engen og videre opad; den blev til rim på træernes kviste, den lagde sig på den bare jord omkring vores fødder, den tindrede på hvert et spinkelt græsstrå. Og den lyste hvidt fra en tabt, forvredet smøgpakke, og stillede sig efter sit indviklede krystalsystem lodret på kanten af skiltet med henstillingen om ikke at smide sit affald.

Jens Erik stampede fødder, lavede trappegang op på bænken og ned igen, så jeg kom til at vippe op og ned, som et barn på en legeplads.
- Ligegodt satans, mumlede han, og spejdede i blinde. - Har han lagt sig til at sove, den hund!?

En svag rumlen fra fjorden begyndte at fylde luften over os. En stor coaster dukkede op; lysene på fjordens modsatte bred slukkedes bag den og tændtes igen, efterhånden som silhuetten gled forbi dem. Men stjernerne over Nørreland slukkedes ikke, og coasteren kom belejligt for os - som et emne.
- Ja de søkker, sagde Jens Erik - det skal de jo hér igennem. Det er træls at søkke, for man kommer jo ingen vegne. Men til søs ved man, at det ikke nytter at ha’ travlt, Leif, ellers kan man bare blive hjemme. - Man skal helvedes langt, javel, men ting ta’r tid, og et skib kommer aldrig til at sejle stærkt. Jeg havde rejst mig, og jeg strakte mig opad og lagde lidt til hver af mine ryghvirvler, for Jens Erik var et halvt hoved over mig, men det er jo de fleste. Han så skråt ned på mig: - Forstår du Leif - det vi hører er ikke så meget motorerne, ikke så stille som der er her, og han rakte to flade hænder frem for sig for at vise, hvor stille her var. - De søkker på lave omdrejninger - det sætter skrogpladerne i sving, og så: - Dunga-dunga... - Hører du Leif?
Ja ja, jeg hørte det. – Godt, så ved vi dét, Leif, sagde han, og selv med den smule ord var det klart, at Jens Erik hér fyrre år senere stadig var ham med overhånden.
- Ah, javel ja, så det er dét de gør – de søkker, sagde jeg, men i det samme lød et dødt tump mod den frosne jord bag os. Efterfulgt af Johns skraldgrin, og ud af mørket formedes hans skygge mod rimen. Og foran Jens Eriks og mine støvler lå et halvfordærvet rådyrhoved med trevler og et pænt stykke af halshvirvlerne stikkende ud.
- I helvede John! råbte Jens Erik - hvor fanden har du været? - På jagt?!
John snøftede gåfrisk og småforpustet og pegede kry ned på ådslet. - Bare lidt aftensmad folks. – Aftalen var jo i lige linje ikke? Så det var mig helt umuligt at undgå at jokke i fyren hér, jeg måtte jo ikke gå udenom ham, vel? - Men altså, kæææft en strabads. - Et par kilometer, min røv! - Der er mindst fire hver vej!
Johns øjne lyste i gavtyvfjæset. Han havde endnu ikke helt fået brugt adrenalinen, og modsat os andre havde han jo været i gang.

John rakte ud efter begge termokanderne med sprut, og vi røg og vi genskabte vores treenighed, drillede hinanden med dét med afstanden over markerne til de to graner. Og vi hånede Johns kondition. - Ha, ja og så på de dér satans til skæve stænger, galede jeg, og pegede ham ned ad benene. Sekundet efter modtog jeg en kammeratlig og velfortjent skulderlammer fra venstre, og den landede planmæssigt fladt udefra, sådan som en lammer skal.

John var kejthåndet, og en mand mister aldrig sit hug, hvis han én gang har fundet ind til det.

Olsen skriver ligeud - Del 4 - Nemheden ved at være sammen

14.03.2021

Helst hvad, bøddel eller offer? Øksen hvisler, den ene dør, og den anden lever videre. I næste sekund er ham uden hoved måske ligeglad; bødlen derimod modtager og bevarer sin gave, for hans liv fortsætter jo. Gaven består i at han, modsat den hovedløse, kan nå at forbedre sig. Men får han det gjort?

Helt så dramatisk var situationen blandt os oppe på Fjordbakken naturligvis ikke, omend jeg, som tiden gik, begyndte at misunde John hans straffemarch.

Vi var tre, der havde sat hinanden stævne ved et sommerhus, godt fyrre år efter at øksen faldt over vores ubrydelige kammeratskab, og nu havde John, ingeniøren, tabt en gang sten, saks og papir. Og sejrherrerne, Jens Erik og mig, havde småberusede men elskeligt hånet ham, og sendt ham afsted mod toppen af et grantræ så langt væk, som man kunne se i skumringen.

Nu var det noget andet. Indtil John forsvandt over vintermarkerne, havde der brændt et usynligt blus af lethed og leg iblandt os, et venskabsbål. Vi havde teet os og kåde hikset omkring, uden at tænke det mindste på, hvor vi satte vores fødder, for de kunne umuligt sættes forkert. John havde endda, inden han stavrede afsted på sine hjulben, saluteret os med en flot braldreskid. Ud fra dens imponerende styrke og lyd havde jeg - skønt uden lægefagligt belæg - kvitteret med, at John da vist havde fasthed nok i afsættet til at holde sin prostata på toppen et par år endnu.

Jens Erik og mig var nu pludselig bare to, der sad som i et S-tog, og ventede på en tredje, og jeg mærkede en dorsk og tvær ædruelighed snige sig ind bag øjnene. Den fælles ild begyndte at ligne en bleg plasterfinger, og vi fornemmede det vist begge, men det var ingen skam, for mellem mennesker går tiden sjældent af sig selv. At sidde på en bænk i mørke og i tosomhed skal være født af begær eller af et ønske, i hvert fald kræver det, at man kender hinanden godt. Og gjorde vi egentlig det, mig og Jens Erik? - Uadskillelige var vi ja, indtil vi var sytten - og så? – Intet siden.

Mit forreste tankelag var flosset og utilpas, men i mit baghoved kværnede en underliggende bordun. - Hvorfor overhodet mødes, os tre, hvad havde jeg tænkt mig? Mig, Leif, der havde taget initiativet?

Jeg levede ganske vist relativt indholdsløst, sådan gennemsnitligt vel. Osse efter at jeg ikke længere var børnebibliotekar, men bare en slags bibliotekar. Men nu hvor jeg var blevet alene, havde jeg dog endelig fundet mig et jævnt og udramatisk leje, hvilket vel kan kaldes en slags indhold i sig selv? - Hvad nytte havde vi tre gamle røvhuller så af at mødes, nu hvor livet snart var gået, uden at vi undervejs havde gidet høre en tøddel til hinanden?

Den syttende april for snart fem år siden havde jeg kørt et barn ihjel ved et stoppested, en skolepige. Et brag - en frisk vind ind til mig gennem forruden, og jeg husker, at det første, jeg registrerede, var glasstumperne på instrumentbrættet, de lignede fine små iskrystaller. I tiden efter begyndte jeg at gå ture, som regel når det havde regnet, og jeg gik og reddede regnorme ind fra asfalten. Med en tandstik i jakkelommen, én jeg kunne få ind under dem, og forsigtigt lempe dem ud i rabatten. Det var på sådan en gåtur jeg havde fået ideen om, at vi skulle mødes, mig og John og Jens Erik.

Olsen skriver ligeud - Del 3 - En maskinmester - en ingeniør, og Leif

07.03.2021

- Ha, ja jeg husker sgu nok, de ikke fik meget mælk ovre ved Johns og deres – nej mælk var der aldrig, når man kom forbi Johns og deres køleskab!

Jens Erik pegede efter John, og han gik frem og tilbage foran bænken og efterabede Johns krumme hjulben, og han råbte efter ham:

- For lidt kalk, John!

Men John reagerede ikke. Han havde tabt sten, saks og papir, så nu var han på vej over markerne i retning af de to høje graner. Hans skikkelse skrumpede langsomt i halvmørket foran os og smeltede i en ensformig og gentagende bevæglese.

John var på vej væk, men lidt endnu var han tilstede i stemningen. Vi havde vendt os på bænken med ryggen til fjorden, for at håne ham, og for at holde øje med om han snød. Aftalen var i lige linje, uanset hvad man stødte på af forhindringer undervejs.

Jeg vidste ikke hvordan med Jens Erik, men da John var gået, gik det op for mig, at nu var vi kun os to på bænken. Det var jo en helt ny vinkel. Efter fyrre år. Nyt og forfra, som da vi forlod sommerhuset og lisså forbandet stille. Bare værre. For nu hvor mørket begyndte at omfavne os, gjaldt en årtusinder gammel lov - loven fra før strømmen og elpæren. Vi måtte se på hinanden, for var der ikke andet at se på…

Hidtil havde sprutten fra termokanderne lamineret et fint lag imellem os, bundet os sammen som en lille flok. Nu væltede den mit fokus og truede med at gøre mig til et fjols. Og forbi mit ansigt fór lynet af en evig grundtone: - Mænd kan slå hinanden ihjel. Til enhver tid og ud af ingenting, og det sker jo. Osse lige nu et sted. I Liberia eller på en banegård, en hævet hånd til slag. Det sker, fordi det sagtens kan…

Jeg rømmede mig og rettede grundløst på et ærme, mens jeg i et blink skævede til Jens Erik. Det var, som tvang hans tunge øjenlåg hans blik nedad mod hænderne, der var brede og grå men tydelige nok mod hans bukseben. Hver en fure eller rynke i hans ansigt fyldtes med mørke, et langt livs nætter lå i disse fordybninger, gode som dårlige nætter, nætter i land og til havs, Jens Eriks nætter.

Jens Erik var ikke én af dem, der rejste væk, da vi andre i sin tid tog til studenterbyerne - vi, der forestillede os, vi skulle ud at regere. Skabt til noget større var vi, end de gader og kammeratskaber, der havde formet os. Ikke Jens Erik. Han blev. Og hele livet havde han sejlet, det vidste man. Nu sad han med overhånden her på en bænk på Fjordbakken, fordi jeg aldrig rigtig havde vidst, hvad hånd jeg gik og sad med, mig Leif, børnebibliotekaren…

- Naaa, bap bap, mon han finder det? sagde Jens Erik og skrabte i græsset under bænken med støvlen. Så måske havde Jens Erik det ligesom mig.

- Njaa, ha - Ja vi får se. - Men godt at vi to slap, hva’ Jens Erik!

Jeg lammedes over mig selv. Jens Erik kunne have set på mig og svaret: - Hvorfor er det godt, Leif?, og så havde jeg været færdig, skakmat for evigt.

Der var gået lang tid nok nu, til at vi kunne begynde at holde øje med et tegn. Der var ikke andet tilbage af dagen end en lav, bleg tynding mod vest, og vi kastede vores fælles blik ud over markerne, i den retning John var gået. Jens Erik rejse sig, og jeg mærkede et lille hop i bænken ved det.

– Nå, jeg går hen og pisser, og så lidt væk fra i mørket: - Dér for satan Leif! - Se, han gjorde det sgu!

Et sted væk i mørket, oppe og ude, flimrede et lille skarpt lys i vores retning.

- Ja fandme! Men pis nu ikke ned ad dig selv mand!

Nu var vi næsten så godt som tre igen…

Olsen skriver ligeud - Del 2 - At holde øje med en fjord

28.02.2021

OLSEN SKRIVER LIGEUD

DEL 2:6 - 'AT HOLDE ØJE MED EN FJORD'

-----------------------------------------------------

Tre mænd på en bænk, mere end midaldrende.

Er der mon noget som helst godt ved alderdommen? Måske. Men sikkert kun ved at være i begyndelsen af den, skønt selv dét ved man vel ikke meget om endnu? - Hvilket i sig selv jo er godt, altså at der trods alt er noget, man endnu ikke ved, omend man ved meget. Blandt andet ved man, at man ikke skal regne med at blive meget klogere, uanset hvor dum man har været. Eller regne med at blive til et bedre menneske, hvis man altid har været et dumt svin. Og som de fleste ved man, at man nok er lidt for tung, men - endnu da - hverken omsorgs-tung eller helt overflødig. - He he, fra tung til omsorgs-tung, ja ja…

Fedt at kunne sidde hér og lune sig ved disse ting, svøbt i løgnen om at vi selv stadig var langt væk fra selve alderdommen. Og vi sad og drak. Fernet Branca og lunken rom i to termokander, retfærdigt placerede på jorden foran os. Midt for, ude af ejermænds hænder.

- Tredive igen? - Fandme nej. Alt det lort, man så skulle til at igennem, neeej…

Nogenlunde sådan kunne vores samvær på toppen af Fjordbakken sammenfattes. Tilsammen et par hunderde års erfaring. Mulighed for at snakke om kvinder, helbred, synspunkter og drage konklusioner - acceptable som tvivlsomme, anekdoterne, og så selvfølgelig de fælles minder, efter fyrre års udviskende fygning.

- Joh, der var såmænd nok at ta’ fat på. Så meget, at der opstod en usynlig ed mellem os om at lade være. Om at holde igen og nøjes med det indledende fremfor at kaste sig ud i noget af det større. - Herregud, det er fint som det er, nu bare sidde.

- Ræk mig termoen.

Og måske mærkede vi, at netop denne ed cementerede rigtigheden i, at det var netop os tre, der nu mødtes hér fyrre år senere.

Solen var næsten væk bag Malles bakke i sydvest, og væk fra vores rygge, men vi var jo klædt på. Og den lave kant af gult vinterlys lagde an til sin daglige overraskelse; den ville holde ud, længere end man skulle tro, inden det rigtigt blev mørkt.

Nede foran os var fjorden blevet sort og død. Den faldt i ét med Nørreland ovre på modsatte side, og der kom lys i vinduerne i de spredte bebyggelser derovre. Og over dem, prikker af lys meget længere væk, stjerner som besværligt blinkede sig vej gennem luftens mærkelige stof. Og jeg tænkte, at dén fysik behøvede vi ikke John, ingeniøren, til at forklare os.

Vi sad og så ud over fjorden, som var det en opgave, vi havde påtaget os. At holde øje med den.

Så rejste Jens Erik sig, og han sagde:

- Nå venner. Han spejdede henover vi andre, og gestikulerede. - Nu det stykke skov derude, sagde han, og ventede på at vi fik os drejet rundt.

- Hvad vil du sige, John, hvor langt er der derover - et par kilometer vel?

- Give and take.

Og inden John fik svaret, fortsatte han:

- Ser I de to høje graner, der rager op over det dér skov?

Ovenud af den smalle mørkning langt væk knejsede to kulsorte søjler mod lyset og himlen, som tusch på en blind mands armbind.

- Dem dér... - Kan I huske, når vi huggede om det?

- Arrrh for helvede Jens Erik. - Hva’ har du så fundet på? grinede John med termokanden, den med rom, ved munden.

– Ha, jo ser I: Én af os tre må afsted og op i toppen af én af de dér to graner, vi kan sige den venste. - Op og gi’ tegn. Så bliver de andre to hér og venter. – Kom så John. Os to først! Jens Erik rakte en knyttet næve frem mod John.

- Sten, saks…

Olsen skriver ligeud - Del 1 - Os der sidder på bænke

21.02.2021

OLSEN SKRIVER LIGEUD.

Vi gengiver de næste søndage 6 fortsatte klummer, som Allan har skrevet for Avisen Danmark jan/feb 2021. Avisens oplæg var dagsaktuelt meningsmageri - bagvendt på storken som altid endte Olsen med en historie om 3 kammerater 40 år senere.

- Måske mere aktuelt end så meget andet.

____________________________________________________

Del 1:6 - 'OS DER SIDDER PÅ BÆNKE'

De to andre havde stået og røget og snakket udenfor, mens jeg blev klar. Om deres biler og sikkert om mig, men så kom jeg ud, og vi begyndte at gå.

Vi forlod klyngen af sommerhuse, de blev færre og mere spredte ud mod det dyrkede land, og markerne var skarpe og grønne, selvom det var vinter.

Engang var vi uadskillelige, fuldstændig lige og alle for én, sådan som jeg huskede det i hvert fald. Tre gutter, der altid hang sammen, og jeg var overbevist om, at de andre havde det på samme måde. Ellers gik vi vel ikke her på en grusvej, mere end fyrre år senere - ellers var dét at mødes vel ikke kommet i stand.

Vi gik raskt til. Et tempo sat af forventning og nybrudt begejstring over at ses, men vi gik uden, at der blev sagt alverden, blot behørig rømmen sig og småhost så der ikke blev for stille.

Henne under Fjordbakken slog vi ind på den smalle sti og begyndte at gå opad, men på stien var der kun plads til to side om side, så jeg tog teten og gik forrest. Det var mit sted, mig der skulle vise vej, det var jo klart.

Det sidste stykke op var stejlere, og nu ærgrede det mig at gå forrest. De småsludrede sammen bag mig, uden at jeg rigtig kunne falde ind, og det passede mig ikke, at de kunne gå bagved og vurdere min ryg og min røv. Desuden var jeg nu nødt til at være ham, der satte farten, og hvor raskt var mon passende? Måske var der hensyn at ta’ – noget helbredsmæssigt, noget der ikke var sagt, blodtryk? - Det havde vi jo ikke snakket om.

Lidt før toppen blev de stille, så måske var der jo netop noget? Skulle man afvæbne det lidt, stoppe op og være forpustede sammen og grine? Hvem var vi mon? Var vi dem fra dengang, hvor vi aldrig blev forpustede, eller var vi dem, vi er nu? Det var ikke på det rene men heller ikke uvæsentligt.

Gennemvarme og godt tilpasse fandt vi udsigtsbænken øverst oppe, og vi så ud over fjorden, der lå grå og flad, som var den isbelagt. Men bare vindstille, for det er aldrig vinter mere.

Nu var vi så blevet dem, der sad på bænke, og det pjattede vi med. - Blevet dem, hvis røve bænke er lavet til - det var jo dem, vi var, med termokander på jorden foran os.

Vi røg, og vi snakkede om at ryge. Om at have været holdt op og om at være begyndt igen, og vi sagde, at ja ja – slut det skulle det da osse til at være, det skidt, hvis da ikke man vil kvæles ihjel, den sølle tid man har tilbage.

Eftermiddagen var kold og krap mod kinderne, og alligevel gryede en rar vinterstemning mellem os, som et gammelt genfremkaldt foto i en uoverskuelig dynge rod. Så sagde en af vi andre til ham der var blevet ingeniør:

- Hvor langt vil du så mene, John, der er ned til fjorden, hva’?

Og John, der var blevet ingeniør, vippede hodet fra side til side og anslog, at der vel nok var en fjortenhundrede meter - give or take, og jeg tænkte på, om egentlig ikke det hedder give and take? Vi anerkendte tavse hans vurdering, for han havde livet igennem haft med tal og streger at gøre.

Nede i bunden af terrænet i læ af Fjordbakken lå Nørregård og trykkede sig, og ladens bliktag begyndte at gulne i det sidste skær af eftermiddag. Og mellem hyldetræerne for enden af laden blev forlængst opgivne plovskær og vognhjul med ét røde og synlige. Solen var kommet ned under gråvejr og vulker, den skinnede på vore rygge uden at varme. Vi sad side om side med korslagte ben og med stakkede hænder på vores spidse muskelløse knæ.

Og jeg tænkte på, at vi endnu ikke var forfaldet til at snakke om gamle dage, sådan da…

Se med imorgen

20.02.2021

Nå tak Possums. Lad mig forklare:

Da den fine avis, der hedder ’Avisen’, i slutningen af sidste år inviterede mig til at være en del af et klumme-panel, sagde jeg 'ja tak'.

Oplægget fra redaktionen lød omtrent sådan: skriv seks klummer med udgangspunkt i ’meningsmageri’ - altså noget med debat og holdninger - noget aktuelt…

Jeg tænkte, at noget aktuelt ville være at skrive om det modsatte af alt det aktuelle, vi er røvtrætte af at høre på; pandemi Støjberg, mink, De Radikale, buste-rematerialisering, MeToo og hvad har vi.

- Alt dét hønse-hakkeri der konstant foregår på såvel de gængse som på de sociale medier… Og jeg ville skrive med kærlighed til sproget, for ud over en ret fed bil er sproget det eneste konkrete, jeg har. Uden at eje det.

Jeg gav mig til at skrive om tre gutter, der enes om at mødes fyrre år efter, at deres kammeratskab gik i opløsning. - Hvor det skulle føre hen, anede jeg ikke, når jeg i sidste afleverings-øjeblik satte mig til at skrive et nyt afsnit. Men jeg kom helt til at holde af det…

De kommende søndage bringer vi her på siden under overskriften ’Olsen Skriver Ligeud’ disse seks mininoveller, eller hvad det er, i en let redigeret form. Bare hvis nogen skulle ha’ misset et afsnit, da de stod i ’Avisen’.

Go’ fornøjelse.

K. Allan.

Arty Farty

10.02.2021

Allan har deltaget i DR2s Arty Farty, der omhandler gentagelser og fornyelse.

Hør om hvorfor Allan bruger de samme akkorder, hvorfor han aldrig ved, hvad han vil spille, når han går på scenen, og hvorfor Medina burde synge om 'hoftedysplasi'.

Se hele programmet her: https://www.dr.dk/drtv/se/artyfarty_-genopfindelser-og-gentagelser_235553

Godt nytår

31.12.2020

Allan sender jer alle en nytårshilsen og spiller den traditionelle nytårssang på facebooksiden. Se videoen her: www.facebook.com/allanolsen49

Nytårssang

30.12.2020

Traditionen tro spiller Allan en nytårssang for jer som sendes ud via facebook. Tidligere har han bl.a. spillet Vintersol, Roser og violer blå, Kamma og Nat på Mercur. Men hvilken sang skal han spille iår? Hop ind på Allans facebookside - www.facebook.com/allanolsen49 - og skriv hvilken sang du gerne vil høre og hvorfor.

2020

25.12.2020

Hva' så Possum? - Er du vågen?

Og har 2020 gjort dig klogere på noget som helst - eller måske liiige en anelse mindre automat-skråsikker, end du var i februar, da skiboksen sidst blev klikket fast over anhængertrækket?

Tja - anderledes har det i hvert fald været, året, og DET er altid godt! Ikke mindst når forandringen kommer udefra, for så er der plads til, at den er stor.

Jeg var i Boxirt for at se til mit rode-rum hér i formiddags. For at gøre noget absolut u-julet og for at lede efter en fugepistol. Allerede da jeg som absolut eneste besøgende forlod bilen i den enorme læssehal, mellem betonelementer og blikporte, hørte jer det.
Fra ét af de måske tusind box-rum steg en tung og fast snorken til vejrs. En role ganeblafren, som fra et liv, der - i hvert fald for en tid - havde fået nok. 
Første juledag - og altså havde nogen tilbragt juleaften eller -nat i dette atom-indbruds og temperatursvingnings-sikrede opbevaringstempel for overskud og valen beslutsomhed.
Trist og ensomt? Måske ja. Omvendt må vi ikke lade højtidsstemningen skylle alt for vammelt ind over os.
Så Possums: Ingen mand, jeg kender, går i Boxit uden en snert af en kættersk tanke: - Årh at lægge sig hér på en skumgummimadras mellem malerspande og skrammel og være forsvunndet et par døgn i FÅÅÅCKING FRED!

Jeg fandt ikke fugepistolen.

Go' højtid...

K. Olsen

Udsolgt på jubilæumsturneen

10.12.2020

Vi kan allerede nu melde udsolgt på flere datoer på jubilæumsturneen. Både i hjembyen Frederikshavn og i København er der udsolgt - derfor har vi oprettet ekstra-koncerter disse to steder.

Se de ny datoer og hele turné-planen på: https://gig.to/allanolsen40

40-års jubilæum

17.11.2020

Billetsalget til Allans 40-års jubilæumsturné er skudt igang.

Du kan se hele turnéplanen og billetinfo via dette link: https://gig.to/allanolsen40

Forsalget er startet

16.11.2020

Kl. 10 idag d. 16. november starter forsalget til Allans 40års jubilæumstour.

Jubilæum

16.11.2020

i morgen

15.11.2020

Kære vakse Possums.

I morgen klokken 10:00 starter forsalget til min 40 års Jubilæums-turné så. Selvom der er et helt år til, er det NU, du kan sikre dig de bedste pladser. Og hvem vil ikke gerne sidde helt scene-tæt på et gammelt øg, og trøste sig ved tanken om, at man selv er 20-30 år yngre?

Det er min ambition at gøre disse koncerter til noget helt specielt, for jeg samler nemlig på minder. Minder om møder, samvær og øjeblikke, der aldrig et sekund kunne have eksisteret uden jer. Fra starten for 40 år siden i Hirtshals på Den Gule Kro til i aften i Teatersalen i Kolding har dette været mit vidunderlige privilegium - at mødes med en flok i mørket, for at se, om vi kunne få en aften ud af det sammen. Det plejer vi at kunne...


Det bliver mig solo, med diverse instrumenter, og sikkert osse med en jubilæums-gæst nu og da.
Men først og fremmest bliver det mindeværdige aftener med jer og mig.

Jeg glæder mig i denne tid,

K. Allan O.

Datoer til jubilæumsturné

09.11.2020

Om et år drager Allan på 40 års jubilæumsturné.

Vi offentliggør spillesteder og datoer præcist et år før koncerten. Allerede nu kan du under 'Koncerter' her på siden se de første offentliggjorte koncerter - resten offentliggøres senere.

Forsalget starter d. 16. november kl. 10.

Jubilæumstour i 2021

01.11.2020
40–ÅRSJUBILÆUM FOR EN HAVKAT
I 1981 SAD ALLAN OLSEN OG LEGEDE MED TANKEN:- MÅSKE MAN KUNNE LEVE AF AT SPILLE MUSIK?
EN HÅBLØS TANKE MEDMINDRE MAN VAR BÅDE UNG OG NAIV
Heldigvis var Olsen begge dele, og hér 40 år senere har han aldrig bestilt andet end at skrive sange og spille dem for folk. Det vil vi fejre med en meget fin 40-årsjubilæums-turné i efteråret 2021.
Allan Olsen har karrieren igennem stået lidt som en enlig havkat i hyttefadet af danske sangskrivere såvel i form som i indhold.
Når man lytter til hans store sangproduktion, kan det næsten virke som om, han konsekvent har skrevet og sunget om alt dét, kollegaerne aldrig synger om.
- Fallerede boksere, paranoide frisører, perverse stoddere, tiggere, freaks og om en ko der hallucinerer.
19 pladeudgivelser, hvoraf de fem har vundet Grammy’er / Music Awards.
Dertil kommer tusinder af Allan Olsen koncerter.
De senere år har Allan Olsen desuden kunnet kalde sig forfatter med de to anmelderroste bestsellere ’TilfældigtStrejfet’ og ’Laksetrappen’.
De senere år har trubaduren endda flere gange vendt op og ned på automat-tænkningen i dansk show-bizz. Først med sin plade fra 2013,’ JØWT’, der bevidst blev afgrænset til et salg i Vendsyssel.
Senest med ’Olsen på Afveje’ – en marathonturné rundt i 49 af Danmarks mest afsidesbeliggende forsamlingshuse.
Vi vil fejre Allan Olsens 40-årsjubilæum med en turné ud til landets største spillesteder og koncerthuse,hvor jubilaren vil præsentere et bredt udsnit af sit store bagkatalog.

Efteråret gennemføres

25.09.2020

Det er lykkedes at få efterårstouren planlagt, så den kan gennemføres med de gældende coronaforanstaltninger. Nogle steder vil der være to koncerter pr. dag, andre koncerter bliver flyttet til større spillesteder, men touren gennemføres. De koncerter, hvor der er ændringer, vil publikum blive kontaktet af billetudbyder/spillested.

De fleste koncerter ér udsolgt, men der er endnu enkelte billetter at få. Se billetinfo her på siden under 'Koncerter' eller her: https://gig.to/allanolsen

Vi glæder os til at se jer derude.

Kommende koncerter

13.09.2020

Sommertouren er netop overstået, og tourbussen er kørt i garage. Om 3 uger starter efterårstouren, og vi arbejder på at kunne gennemføre tourneen efter alle corona-forskrifter. Vi melder mere info ud om eventuelle ændringer.

Se tourplan og billetinfo her: https://gig.to/allanolsen

Sommertour

22.07.2020

Efter en større ufrivillig pause er Allan igen klar til at træde op på de skrå brædder rundt omkring i kongeriget. De fleste af forårets og sommerens koncerter er aflyste, men vi prøver at indhente lidt af det forsømte i august og september.

Se den fulde tourplan og billetinfo under 'koncerter' her på siden eller via dette link: http://allanolsen.giggum.com/allan-olsen-tour

Når det nu alligevel er søndag...

14.06.2020

Nu gik det ellers lige så godt…

Engang boede jeg i et hus i Thailand, og bagved huset var der en sump. Og i sumpen var der en masse store frøer. Fra sidst på eftermiddagen kvækkede og skændtes frøerne i én lang jammer, og straks solen gik ned, faldt en million cikader ind og overdøvede frøerne.

Denne kakofoni syntes temmelig ensformig og formålsløs. Det var bare sådan, det altid havde været, og hvem er den første til at holde sin kæft?

En aften under dette enerverende spektakel lød pludselig et flænsende tordenbrag. Det kom ud af ingenting, og der kom kun ét. Et lammende svirp efterfulgt af en rasende rullen ud over junglen, ud over havet og hen over det anløbne bliktag på Mister Johns’ Laundry & Motorbike Reparation & Oil Service & Fine French Food-Shop.

Og SÅ var der ellers fuldstændig stille.

Måske en Buddha oppe på bjerget bare havde fået nok af frøerne og cikaderne og lige satte et eksempel…

I starten af marts 2020 havde vore egne guder osse fået nok. Nok af en vildfaren civilisations ødsel, selvfedme og smålige trækken hinanden i det tynde hageskæg over fimsede værdi-relaterede fornærmelser. De sendte os ikke et tordenskrald, men de sendte os en gul tåge.

Og SÅ blev der sgu stille.

Nu er lammelsen over gudernes irettesættelse så småt ved at fortage sig. Historiske statuer væltes for deres symbolværdi, og Fawlty Towers slagtes i den genopfriskede politiske korrekthed. Påskud: ”FORÆLDET SPROG”. Javel. - Hva’ så med Shakespeare, han er jo fra 1500-tallet. Ryger han så osse? Og Julius Cæsar, Kejser Augustus og de andre banditter. Ud af latinbøgerne og Bibelen med dem.

Og hvis det viser sig at Kong Keops’ slaver arbejdede uden overenskomst og hviletids-bestemmelser, ja så må pyramiderne naturligvis jævnes med jorden. Og Månen. Den stjæler uanfægtet sit lys fra Solen. Det ER sgu da et overgreb, det svineri må stoppes!

Kære snerpede pyntehatte – i England som hér. Pil snittterne fra vores fælles fundament. Vi er – eller var blevet klogere. Det skyldes fortrinsvis, at vi har en historie og har gået og lært ét og andet af den.

Så please: Begynd nu ikke jeres fnidder om mexicaner-hatte, Halfdan Rasmussen sange og Den danske sang er en ung blond Pige igen. - Som om ingenting var hændt.

Ellers kan det være, guderne for alvor bliver sure og sender os en ny pandemi. Én af dimensioner så vi kan lære det…

Go’ søndag.

K. Olsen.

Grim aften

08.06.2020

Så er det tid til den første koncert, siden vi har måttet aflyse/udskyde forårs- og sommertouren.

På fredag d. 12. juni kl. 20 spiller Allan til 'De Grimmeste Aftner'.

Allan skulle have spillet på Grimfest, som måtte aflyse, og de gode folk fra festivalen har istedet stablet dette arrangement på benene.

Der bliver plads til 500 mennesker, og det er udendørs og kombineret picnic og koncert.

Køb jeres billet her: https://www.billetlugen.dk/degrimmesteaftner?

 

Når det nu alligevel er søndag...

24.05.2020

Ak, hvilken søndag…

Jeg er gået i gang med at se alle James Bond-filmene.

I min alder vogter nærigheden ellers ikke over tegnebogen, men osse over de få dage, man har tilbage her på Jorden.
Det er Coronaens’ skyld. Den har lagt sin elskværdige tåge omkring mig som et Zen af magelighed.
Og skønt jeg (så vidt jeg husker) elsker at spille for jer, minder tanken om snart at skulle ud og bestille noget om at få revet dynen af sin varme krop midt i en lummer drøm…

I pausen mellem sådan et par James Bond-film nynner jeg Marshall Crenshaws’ fine sang, ’Ååååuuuåuå - You’re My Favorite Waste Of Time’ og brygger japansk Benifuki te. Så går jeg udenfor i det bælgravende mørke og kigger op, for herfra er der halvanden kilometer til den næste gadelampe.

Og minsandten om ikke selveste djævelen står og blinker på nattehimlen over mig i en snorlige kæde af helt nye stjerner. Det er muligt, jeg ta’r fejl, for min astronomiske viden når kun op til Karlsvognen. Men jeg knytter min næve i lommen, for vi der fik vores dannelse i 70’erne lader ikke uden videre vort vagtsomme sind dølge og diktere af fakta. - Slet ikke ved tanken om at det kunne være storkapitalens satelitter, der hænger deroppe og stirrer.
Mindst 60.

Jeg har hørt om dem, og nu står jeg her med himmelvendte øjne og er både forstemt og bekymret.
Jeg kan høre nabo-tyskeren pusle ovre på sin side af fyrretræerne. Overvejer at delagtiggøre ham i min opdagelse, men nej. Det ville blive en håbløs samtale om himmelrummet. På tysk. Desuden er han sikkert ingeniør.

Djævelen krystaliserer sig på mange måder. I krig, i politik, imellem svigerinder ved kagebordet, og i penge. Jeg tror, byggestenene til Beelzebubs’ tilstedeværelse oftest består af lortebrune ting som bitterhed, mindreværd og forsmåelse. Og når det hele så får et skud magt og uanet økonomisk formåen, og ryger ud ad en vildfaren tangent så…

Hør her: - Man render altså ikke rundt og ændrer på nattehimlen. - Dén slags hører hjemme i
’The World Is Not Enough’, ’Moonraker’ og ’Die Another Day’ …

Go’ søndag Elon!

K. Olsen

Når det nu alligevel er søndag...

17.05.2020

Sådan en søndag…

Redaktøren har bedt mig være mindre bister og mere positiv i disse små søndags-skriv.
Jeg skal nok.
Men der er så meget tåbeligt, som jeg finder både muntert og underholdende.

Som nu for eksempel hér i torsdags, hvor E.B. bragte en interessant nyhed.

Den handlede om en mand i Amerika, der efter en slem omgang Covid-19 vågnede og opdagede, at hans ene ben var blevet eksproprieret væk fra hans (og sin) krop mens han sov.

Det kan han næppe have være munter ved at konstatere. For ifølge E.B’s artikel var det bestemt ikke et hvilket som helst ben, den arme mand nu skal humpe rundt og være foruden. Tværtimod. I artiklen stod der nemlig følgende:

’Det (amputationen) skete efter at hans ben oplevede blodansamlinger, mens han lå i respirator.’ Aha… Altså et begavet ben med visse kognitive kompetencer.

Ja Svend Brinkmann, det ER sgu op ad bakke at få udryddet dette ’Det hele menneske er sjælen-hejs’. - Ét er, at maver har fornemmelser, man skal følge. Nu er folks ben osse begyndt at opleve!

Den slags vrøvl kunne være undgået, hvis ikke journalisterne tyede til google-oversættelser af livets og nyheds-bureauernes små overraskelser. I den oprindelige (amerikanske) nyhedstekst har der givet stået noget i retning af: ’Prior to the amputaion, his leg experienced severe blood clots’.

For i Amerika kan alting tænkes - og et overset/oversavet ben sagtens krænkes…

Mit Teleselskab oplever osse. Travlhed.
Når jeg ta’r plads i telefonkøen, siger stemmen: - Vi ’oplever’ i øjeblikket en ekstraordinært stor travlhed. Det samme ’oplever’ min bank, Borgerservice, Afdelingen for beboerparkering og Skat. (Sidstnævnte ringer jeg nu sjældent til.)

Nå, undskyld redaktør. Nu skal jeg nok lade være med at være bister og efter nogen. Blot jeg tør håbe, at amputerede lemmer og Telia holder op med at ’opleve’ – og at medierne holder op med at opfatte os som imbecile idioter.

Nu lidt søndags-solstråle:

Der bor en musvitfamilie i elskabet udenfor hoveddøren til mit sommerhus. Ud og ind gennem en lille sprække farer det fjedrede forældrepar med larver og andet ulækkert i næbbet.
Det kan osse være det er blåmejser.

Anyway.

Sådan en par grossinolliker vejer omkring 15 gram stykket, og til ET kuld unger samler op de mod 10.000 larver og insekter. Det ta’r dem såmænd 2-4 uger. Og på en god sommer kan de snildt få TO kuld.

Nu ved jeg ikke, hvor meget en larve oplever at veje, men mon ikke 10-20.000 småkryb bliver til et par kilo eller mere?

Når ynglesæsonen er ovre, er forældrenes vinger så godt som slidt op, hvorefter de bevæger sig lidt som Claus Hjort, når han skal op på Folketingets talerstol.

Men de ytrer ikke et pip om, hvordan de oplever det..

Go’ søndag.

K.

Olsen.

Nye koncertdatoer

16.05.2020

Kære tålmodige possums!

Det er jo noget værre noget.
Men vi er nu begyndt at sætte skovlen under nogle af de kommende koncerter.
Vi gisner, vurderer, spritter, og flytter datoer fremad. Følg med hér, og så ser vi…

Glæder mig til vi ses! K. Allan.

2020:

06.08 Vormark Forsamlingshus (Ny dato)
07.08 Pottegården
08.08 Ekkodalen
13.08 Slagballe Forsamlingshus (Ny dato)
14.08 Næsbjerghus (Ny dato)
15.08 Hald Forsamlingshus (Ny dato)
21.08 Høloftet (Ny dato)
22.08 Høloftet (Ny dato)
28.08 Kappelborg, Skagen (Ny dato)
29.08 Kappelborg, Skagen (Ny dato)

05.09 Fur Bryghus (Ny dato)
11.09 Musikladen, Lønstrup (Ny dato)
12.09 Musikladen, Lønstrup (Ny dato)

2021:

13.05 Østerby hallen, Læsø (Ny dato)
14.05 Brundby, Samsø (Ny dato)
15.05 Brundby, Samsø (Ny dato)

11.06 Dronninglund Kunstcenter (Ny Dato)

20.06 Præstø - Midsommer Festival (Ny Dato)

25.07 Museet Herregården Hessel (Ny Dato)

Når det nu alligevel er søndag...

10.05.2020

Søndag, lissom altså…

Sædernes forfald og samfundets almindelige depravering holder heldigvis fortsat trit med min aldrende surhed. Og dét over en bred læst. Intet er så godt, som det var, og man må som altid frygte for det, der kommer. Det gælder osse journalistikken.

Tilbage til kilden. Journalisterne kommer jo et sted fra, og det sted hedder Journalisthøjskolen.

På Journalisthøjskolen har man lagt sig mageligt i slipstrømmen af sprogets tiltagende forrådnelse. Så nu er det ikke sååå vigtigt, om man kender forskellen på ’hans’ og ’sin’, eller hvorvidt man er i stand til at bøje sine udsagnsord og navneord orn’ligt. – Herregud, sku’ det nu osse være så vigtigt?
Det synes jeg det er, men som gammelt røvhul har jeg forstået, at påpeger man den slags petitesser, er man en sur gammel mand fra Jylland, hvilket føles udmærket.

Den Gule Tåge berettiger åbenbart ekstraordinært mange interviews med de hersens almindelige mennesker. På gadehjørner og foran butikker står Deres udsendte med mikrofonen for enden af en møggreb, og demonstrerer, hvad man på jornalistuddannelsen lærer i faget ’interview-teknik’. Bl.a. at man aldrig må stille ’lukkede spørgsmål’ - altså dem der kan besvares med et ja eller nej. Altså kommer det ’åbne’ spørgsmål:

Karl Erik Skotøjshandler. – Hvor glad er du for, at I nu får lov at åbne dørene op igen?
Hvad fanden skal den arme mand svare man på dét?? – Skal han vise en afstand mellem tommel- og pegefinger, og sige – Øh, SÅ glad?
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har hørt dette, hvor glad, hvor ked af det, hvor spændt på-vrøvl.

Den store nestor Van Morrison giver næsten aldrig interviews. Og når han en sjælden gang forbarmer sig, er der én regel: - Ingen hv-spørgsmål tak.

Nåm’n OK, jeg kan jo bare slukke… Er der noget vigtigt nyt, fortæller købmanden det alligevel, næste gang jeg henter mit tobak. Men det er den bagvedliggende nedvurdering af seeren eller lytteren, der irriterer mig. - En idé om at være sikker på at Hr. og Fru Hat-Hansen er med. For hvad fatter de om Coronaen, hvis man ikke taler ned til dem?

Jens Ringberg er den glædelige undtagelse. Han er go’. Jens står velklædt og stout på sine bundgarnsben og ligner én, der netop har fulgt sin datter op ad kirkegulvet. Og lur mig om ikke han i aften kom til at sige ”a” i stedet for ”jeg”.

Studieværterne i TVs’ nyhedsudsendelser har sikkert osse været omkring
Journalistuddannelsen. Men de har osse været på DR-kurser i kropssprog - i at levendegøre nyhederne. Er nyhederne da ikke levende og vigtige nok i sig selv? Hvorfor så bringe dem?

Det første vi ser under den Star Wars-lignende opstarts-jingle er et kæmpemæssigt, delvis mørkelagt studiegulv samt nyhedsværten i James Bond-silhouet. Og så kan du godt begynde at tælle ned. For indenfor de første 3–5 stavelser efter ’Godaften’ kommer den: De let spredte arme der fyger frem mod os i hoftehøjde med strakte håndflader. Det er den indøvede naturligheds forbandelse.

Selv mindes jeg at have benyttet denne markante gestus to gange. Da Muddi var hvalp, og skulle lære at lystre, og så en enkelt gang, hvor jeg sagde, at jeg ville skilles. Begge dele mislykkedes.

Og så denne spankuleren fra den ene ende af kulissen til den anden. For at vi skal se, hvor virkelig stort – og dyrt, tv-studiet er. Men behøver vi at få serveret smittetallene af en armfægtende fodgænger?
Få værterne tilbage til bordet, hvor de kan se os i øjnene og informere os med ansigts-mimik, diktion og et ordentligt sprog.

Og på gaden kan I så råbe – Yo Olsen, OK Booooomer! efter mig.

Jep!

K. Olsen.

 


Når det nu alligevel er søndag...

03.05.2020

Det er søndag den 3. maj…

… og skønt der ikke er noget at lave, fodrer vi fortsat på cirkushesten.

Kulturen - de udøvende og deres publikum var de første der blev ramt, og bliver de sidste der får hjælp. Og lur mig om ikke osse indendørs arrangementer, som dem vi lever af, bliver de sidste til at åbne igen. Det er der ikke noget at gøre ved. Meeen - man aner da konturen af en ægte blues i horisonten.

Yahya Hassans’ hest er der ingen der fodrer mere. Jeg ved ikke om Yahya havde en hest, men hvis han havde én, må dens blik have været opspilet og rødsprængt og bidslet skummende af fråde, når den befandt sig under ham.

Yahya Hassan var rasende – ikke over at være sat i verden, men over at være sat i verden under et sadistisk tyranni og opvokset under et resignerende institutionssystem, der ikke var i stand til at se ham.
Men ingen rask dreng undlader at reagere på fortræd i opvæksten, om det så er udad eller indad. Desværre er det oftest indad. Men ikke hos Yahya Hassan. Han havde noget ingen kunne ta’ fra ham, nemlig sproget. Og med sproget stod han op i mod sin baggrunds vanvid og behandlernes/fangevogternes halvhjertede apati.
Gid der var flere af hans rasende slags i dén generation.

For nogle år siden ville jeg skrive en sang om Yahya Hassan, men jeg turde ikke. Det skulle være en gendigtning af en Bob Dylan sang fra pladen, Pat Garrett & Billy The Kid. (Den med Knocking on Heavens door). Men jeg turde ikke. Folk både tæt på Hassan og tæt på mig fortalte, at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og så lod jeg mageligt være. Det eneste der ville være mere fejt, ville være at skrive sangen nu, hvor Hassan er død.

Yahya Hassan elskede sproget. Ikke bare beherskede han det - han herskede over det. Og uden sproget havde han for længst siddet blandt sine fætre i det grusomme ungdoms-fangehul, ’Grenen’ på Djursland.

Yahya Hassan skrev digte, men en hund efter digte er jeg nok ikke. I Yahyas’ tilfælde var det nu heller ikke det vigtigste, hvorvidt man fik læst digtene. Man kunne ikke undgå at høre og kende dem. Han efterlader et aftryk, der var umuligt at være upåvirket af, alene ved sin korte tilstedeværelse blandt os.

Finere og mere vedkommende bliver kunsten ikke.

Go’ søndag.

K. Olsen
 

1. maj

29.04.2020

Da 1. maj iår ikke kan afholdes fysisk, har fagbevægelsen arrangeret en digital udgave: '1. maj live - stærkere sammen, hver for sig'.

Allan byder ind med et nummer, og du kan også hører kollegaerne i Magtens Korridorer, Peter Sommer m.fl.

Følg med på fredag fra 10 - 11.15: https://www.facebook.com/events/534293317508100/

Når det nu alligevel er søndag...

26.04.2020

Søndag…

’Se det summer af sol over Inge’ – troede jeg man sang i Drachmanns’ fine sommervise. Og jeg så for mig, hvordan Inge lå alene i klitten med et græsstrå i munden og tænkte på mig. Smerteligt bevidst om at jeg kun var fjorten, og mindst ét forbandet år for ung til at det kunne passe.
Jeg så Inge på gaden forleden. Hun er gået hen og blevet en lidt tung suppehøne, som ’tjømai’ ville sige…

Nu brister bøgen. Snart spankulerer storken i enge - nok ikke i Inge - og bonden parfumerer sine agre med svinepis.
Det er den rene idyl.

Vi er i krise, og vores sprog har klædeligt fulgt med Coronaen og forandret sig.
Ikke mere irriterende ’pitching’ i Løvens Hule, eller andre amerikansk importerede køleskabsord. Gu’ ved hvordan Wall Street ville EVALUATE Covid 19’s global scalability ?

Hvor var vi egentlig FØR alt dette?
Ja, civilisationen var nået frem til, at små skolebørn skulle være omstillingsparate, at vi ’ skulle vækste - fremadrettet’. Og at logaritmerne og Markedet var den rette medicin mod fjenden – altså Staten. Vi var nået frem til at der findes mindst 48 kønsidentiteter, og at man ikke må klæde sig ud som indianer eller male sit fjæs.
Vi (selvtitulerede) og outdatede mænd listede os rundt som lovløse i et minefelt af ’manspreading’ og ’mansplaining’, og ved den mindste udfarenhed krænkede vi enhver og ’shamede’ kvinderne, (hvilket vi dog ikke uden videre kunne tillade os at kalde dem).
Jeg håber ikke at Phillip Fabers testosteron-frie piano-positur er en trist frugt af denne hårde og forbenede tid.

Nu har vi fået andet at tænke på. Og pludselig støver vi ikke blot vore gamle danske sange af, men osse vores udmærkede sprogs klare og bløde ord.

Vi skal ’udvise samfundssind’, vi skal ’spritte af’, vi skal ’passe på hinanden’. ’Værnemidler’, åh Gud. Det lyder jo som noget civilforsvaret bærer rundt på ved et cykelløb. Og minsandten om ikke ’hudsult’ langt om længe ser ud til at være sevet ind. I hvert fald i overskrifterne. Og en god dansk ord-bæ som at ’åbne op’ har nået Gangnam Style-niveau. Havde Majestæten benyttet netop dét udtryk, havde jeg grædt eller kastet op i mit ærme.

Holder Coronaen ud, vil ’samfundssind’ erstattes af det skræmmende gamle ord ’solidaritet’. Og CBS vil atter kunne nøjes med at skrive Københavns Købmandsskole på dørskiltet.

Så godt for noget er det da, skidtet…

Have a s’well Sunday,

K. Olsen.

Baggårdskoncert - live

22.04.2020

Når Allan senere idag spiller sin baggårdskoncert, har du mulighed for at se med hjemme i stuen. Vi streamer nemlig hele koncerten via Musikhuset Århus og Allans facebookside - https://www.facebook.com/allanolsen49/

Se med iaften kl. 17.30

Baggårdskoncert - Ønsk en sang

21.04.2020

Når Allan imorgen spiller sin baggårdskoncert, har du mulighed for at påvirke sætlisen.

Har du et bestemt nummer, som du bare MÅ høre. Så hop ind på vores facebookside - https://www.facebook.com/allanolsen49/ - og kom med et godt argument for, hvorfor Olsen skal spille lige den sang.

Baggårdskoncert

16.04.2020

Skal Olsen spille i din baggård?

Hvis du bor i Århus, har du nu muligheden for at vinde en koncert til netop din baggård. Musikhuset Århus laver nemlig take away-koncerter og bringer livemusikken ud til der, hvor folk bor.
Hop ind forbi deres facebook-side og kommentér på dette post:( https://www.facebook.com/musikhusetiaarhus/posts/4041149922569443 ) og giv en god grund til, hvorfor netop din baghave eller baggård skal vinde koncerten. Der er deadline mandag d. 20. april kl. 10.

Koncerten bliver onsdag d. 22. april kl. 17.30.

Sæt igang :-)

 

 

Når det nu alligevel er søndag...

12.04.2020

Mere af dét her søndags-hejs…

- Uuuuhh! - There’s someting out there in The Foooog…’
Hollywood, skrækbogs-forfattere og dommedagsprofeter. Alle har de været der med deres opspilede øjene, og truet os med den ondskabsfulde, snigende giftgule tåge. Tågen der en dag kommer og tar’ os.
Nu er den her så den usynlige globale dræber, og hvordan går det så?

Jo tak. Vi placerer os tålmodigt i lange køer med traileren toppet med haveaffald, tusser rundt i Jem & Fix og får det hele til at glide. Vi stormer Herlev, når pizzamanden har 8 poser revet ost i overskud, og vi synger vore glemte fædrelandssange i stuerne under Statens - altså DR’s ledelse, vi fløjter under månen, mens vi pisser i hækken, spritter af og rykker sammen.

Det bli’r dælme svært at være horror-forfatter efter vi har kedet Coronaen ihjel.

Jeg stod og skulle male sommerhuset, og kom til at tænke på noget. Der holder en strandet tysk bil ovre hos naboen. Gud ved hvor længe de bliver her? For jeg mener jo, at når man maler sin facade, er det naboer og genboer, der skal bestemme farven. Altså dem der skal gå og glo på den hver dag - ikke mig, der sidder indendørs og kigger over på deres facader. Som jeg såmænd gerne så få et lille drej på paletten. Meeen det er vel ikke noget at rode tyskeren ind i…

Det er ikke mange gange i livet, vi tvinges til at træffe et poetisk valg - jeg kan på stående fod kun komme i tanke om tre:
1. Når der skal vælges udgangs-salme i kirken ved en begravelse.
2. Når ungerne skal navngives.
3. Når man skal male vægge og til at vælge farver.

I samme rækkefølge bli’r det så:

1. Altid Frejdig Når Du Går. (Som ikke er en dødssalme, men det plejer man jo)
2. I min tid – Jens, Ole, Per eller Helle. Nu til dags monstrøse myriader af urte- og blomsternavne, behørigt spændt foran bedsteforældre-navne, et enkelt nordisk gudenavn, og til sidst det uundgåelige, efternavnet.
Mynte-Oregano-Johanne-Sofie-Caroline-Ane-Gefion (Og så kommer den, aaargh!) -Pedersen. Arme barn. Så blev det sgu herdag igen.
3. Hvid. Hvid hvid hvid.
Hvidt udvendig og hvidt indvendig. Så har man da i det mindste ikke gjort noget galt. Og det lysner jo så dejligt op. – Ja, og blænder…

Hvid er ingen farve. Står man og tværer sine vægge hvide, skyldes det at man ikke har turdet træffe et et poetisk valg – et farvevalg. Eller gidet, og det er skam helt okay. Så længe, jeg ikke skal gå og glo på den.
Men bag den bevidstløse hvide væg gemmer sig noget trist og forstemmende. Usikkerheden ved at skulle turde tænke fantasifuldt, uskræmt og poetisk.

Fra første skoledag udsættes vi for en systematisk nedbrydning af vores medfødte nysgerrighed, fantasi, kreativitet og beslægtede anarkistiske (barnlige) unoder. Alt dét der kan forstyrre den lineære og målrettede undervisning. - Og mens gråden og længslen efter at tosse rundt udendørs presser sig på bag øjet – ja så har vi bare at sidde stille på vores røv.

Hvor er det godt at vi for en tid SLET intet nyliberalt og såkaldt fornuftigt eller målrettet hverken kan eller skal foretage os. Vi synger og oplever og finder på i en farvefyldt uorden. Og senere kan vi spørge os selv, om livet blev fattigere af at undvære dét tabernakkel, der nu er aflyst på ubestemt tid. Inklusiv min egen galen op.

Gud har givet os en angelegen ørenfigen. Og som trøst et strålende vejr…

Go’ søndag.

K. Allan.

Når det nu alligevel er søndag...

05.04.2020

Når nu søndag alligevel blir’ ved…

Jeg hører jo til blandt de uforbederlige bagstræbere. Jeg kan ikke få udviklingen tilbageskrevet nok. Jeg synes der er meget i vores frembusende tid, der kunne trænge til et skud bremsevæske af romantik og eventyr.

Dem der solgte DONG, dem der solgte Statens Serum Instituts’ vaccineproduktion for en slik til en araber, de liberale der i 0’erne med en overraskende sovjet-russisk manøvre udraderede livsgrundlaget for ¾ af den danske befolkning med kommunalreformen, og de digital-tossede, der smadrede vores skattesystem. - Alle dem Kirsten Birgit vil have sat i gabestok i Frederiksberg Have. I mit eventyr-Danmark kunne lidt mindre gøre det – men kun lidt. Hér ville Folketingets formand Henrik Dam Kristensen gå på talerstolen, og be’ disse skvadderhoveder om at gå ud og rydde OP – eller AP, som Henrik Dam siger…

”Fra på mandag klokken 7 møder I på Christiansborg Slotsplads iført et sæt arbejdstøj. I får udleveret kost og fejebakke, og I kommer ikke hjem, før det er mørkt. I skal feje og møde almindelige mennesker, og svare ordentligt på forbipasserendes spørgsmål. Hver dag i tre uger. - Og når I svarer, må I aldrig bruge ordet embedsmand!”

Se det ville være et eventyr som i gamle dage. Og mere meningsfyldt end de beslutninger, disse mennesker i deres virke har gennemtrumfet.” Og i folketingssalen ville der blive mere end almindeligt halvtomt …

Lisså eventyrligt, ja næsten juleagtigt er det at vente i spænding på, hvorvidt Radioavisen atter over middag bliver aprupt afbrudt, fordi man skal stille om til pressemøde i Eigels Pakhus om ’situationen’. - Intet andet har bollerne til at kappe hodet af en national nyhedsudsendelse. Men pressemødet om ’situationen’ kan.

Søren er der, og politimanden med en andefjer på den lyseblå skjorte, fordi han netop har fulgt et kuld over vejen. Og Heunicke. Heunicke som minder mig om en bondemand i min barndom. Han hed nu Højerholt. Og Heuneke snakker, og jeg befinder mig omgående under blå himmel midt i en gul kornmark med en æske tændstikker, mors bryllups-kuvert-æske tændstikker, og jeg mærker en magt, der er større end mig selv, og jeg bringer min magt i spil. Og snart løber råbende mænd med spande og branddaskere ind i kornmarken fra alle hjørner, mens jeg vrælende løber ud.

I dag er Mette er der osse. Mette lokker med behersket fri leg efter Påske. Men KUN hvis vi lover at lade være med at slække på ’hensynet’. Og det eneste vi hører er ordet ’slække’.
– Nu vil de vist til at slække, siger vi til folk. - Efter Påske…

Når alt dette er ovre, og Mette har kastet med karameller fra balkonen på Københavns Rådhus, så VIL vi ha’ lov at beholde pressemøderne.
Hver dag klokken 14 skal de valgte stå frem for os og fortælle hvad de har udrettet siden i går. Og især fortælle os om deres visioner om fremtiden.
Og udenfor på Slotspladsen vil der sikkert altid gå nogle stykker og feje mens de forklarer sig til de forbipasserende…

K. Olsen

Udskudte Afveje

31.03.2020

Vi har netop offentliggjort de nye datoer på de 5 "Olsen på Afveje" koncerter, som vi var nød til at aflyse. Billetter til de aflyste koncerter er gældende til de nye datoer.

31.07.20 Helgenæs Forsamlingshus
06.08.20 Vormark Forsamlingshus
13.08.20 Slagballe Forsamlingshus
14.08.20 Næsbjerghus Forsamlingshus
15.08.20 Hald Forsamlingshus

Du finder også de nye datoer under 'Koncerter'.

Når det nu alligevel er søndag

29.03.2020

Når nu hver eneste dag alligevel er søndag…

En smal røvsprække til mund, ligesom min egen. Men det er ikke min – det er Peter Q Geislings’, når han kigger på os gennem kameraet med øjne, der på én gang er varme, empatiske og faglig-saglige. - Og Corona-Søren. Er det overhovedet en mund?
Vi kender disse mænd, og vi trøstes ved dem.

Vi kender dem og vi kender nyheds-speakernes stemmer, og vi kender Erna fra Grindsted og Ejnar fra Ry, og bageren kender vi, for ham går det godt, og restauratøren, for ham går det slet ikke. De kommer osse til orde, og fortæller om, hvordan denne skyggefulde tid påvirker dem. Det er dét, det handler om.

Og inderst inde håber vi at omverden inden længe beundrende vil sige – Wow, look at Denmark. They really did the right thing!
Og vi vil endnu længere inde i os selv godte os over idioter som Trump, rødvinsdovne italienere, over Indonesierne, der af myndighederne har fået Corona-besked på at bede og så ellers æde deres morgenmad.

Hver aften kan vi høre de seneste sports-tal. Stillingen.
USA har overhalet både Kina, Italien og Spanien. – For ikke at tale om svenskerne, de satans selvfede og langskallede svenskere, som ikke vil gøre som os, fordi de ALTID mener, de har ret. (Der kommer en dag, hvor vi fucking slår jer i ishockey. Okay, ikke foreløbig måske, men den kommer) - Gi’ os tallene fra Stockholm – hit med dem. Yes! Pt. ligger vores strategi, Mettes’ plan i Oehlenschlägers ånd lunt i svinget i vores indædte konkurrence med jävle Jønsson øst for sundet.

Ååååh det bli’r surt, når dagligdagen vender tilbage. Ingen lindrende fællesfølelse, som varm kakao og bolle på sengekanten. Ingen jomfruelig glæde over at luften over os aldrig har været renere, endda uden vi selv har behøvet at røre en finger. Ingen adfærds-formaninger fra hverken store- eller lillemor. Pladsen i supermarkedet, friheden for at give knus og kram, slendrianen og den vidunderlige, rene samvittighed over absolut INTET at foretage sig.

Og husk: Ikke forbande at du forpassede chancen for at lære at spille klaver imens…

K. Allan.

Når det nu alligevel er søndag...

23.03.2020

Når det nu alligevel er søndag.

Ak - kirkerne bliver triste og tomme her søndag klokken ti.
I det hele taget er meget, som det plejer at være i hvert fald i størstedelen af vort fine land. Ikke meget er forandret i Tullebølle og Katterød på grund af Coronaen tror jeg. Dagene ligner sig selv, derude hvor vi Afveje-strejfere har nydt at rejse rundt siden september sidste år.

I disse uger har forsynet betænkt os med en gave. - En by- og udkantsgave. For nu er teatre, biblioteker, cafeer, værtshuse, sportshaller, tandlæger, læger, museer, skoler - ALT lukket ned. Osse inde i de rigtige byer. Og sådan ser dagligdagen ud i de små kommunalreform-ramte samfund, såvel i syge som i sunde tider. Men de ynker ikke sig selv, som Lise Nørgaaard siger. Vi nåede at besøge 44 ud af de planlagte 49 små lukningstruede samfund. Og vi mødte ikke jammer og klage, men nøjsomhed, sammenhold og opfindsomhed – ja sågar spredte anakronistiske eksempler på solidaritet.
Så ka’ vi andre lære det…

Medierne fortæller at folk har svært ved at holde sig fra hinanden langs ’Søerne’ i det gode vejr. Jeg formoder at ’Søerne’ er dem, de har i København, omend det ikke fremgår af ret mange nationale nyheds-sites, som det hedder, hvilke søer, der er tale om.
Det kan ellers være risikabelt at sløse med geografien i journalistikken. Da jeg udgav min første plade, Norlan, og skulle interviewes i direkte radio af en kæk ung gut i København – jeg tror det var på nystartede The Voice – sagde han: Allan Olsen, du er jo fra Frederikshavn. – Fortæl os hvordan det er at være vokset op på Grønland…

Søerne ja…
Jeg kom til at tænke på ét af de kære scenarier, vi ofte overhaler på vejene. ’Endnu et hold på vej til målet’. Og i går fik jeg held til at tage ovenstående billede. Bemærk, vognen hælder lidt. Måske er et par 400 kilos so-mødre med ombord, for at berolige de kække unge, der har fået at vide at de skal en tur på fodboldskole. Nede udenfor Horsens.
Måske er det disse søer, DR taler om, at folk har svært ved at holde sig fra, who knows?

Go’ søndag folks…

K. Allan.

 

Når det nu alligevel er søndag...

15.03.2020

Nu det alligevel er søndag…

Nå, så røg vi sgu i træningslejr. Ufrivilligt endda. Men det er nu osse de ufrivillige ophold, man lærer mest af.
Skemaet hedder under ét: Hvordan opfører man sig overfor hinanden under nye ukendte og pressede forhold. - Det er skide gode fag.
Man kunne næsten fristes til at tro, det var et eller andet højere forsyn, der havde fået ideen, men dén vinkel er vist allerede præsenteret af forskellige religiøse murmel-mennesker. Og de clairvoyante siger – Hva’ sagde jeg. Og hypokonderens ligklæder hænger på forreste bøjle.

I min gode sang, Det Blå Hus synger jeg: ’Der er kommet en helt ny måde at bevæge sig på’. (når man passerer lillebyens nyåbnede horehus). Det sker aldrig, at jeg går og nynner mine egne værker, men lige dén sætning rumsterer hos mig i disse dage, når jeg er ude at købe ind.
Vi lurer på hinanden, gør vi, og vurderer vore medmennesker. Stemningen omkring køerne er en tak mere nedtrykt og indestængt end den plejer at være. For normalt er den det osse, omend i lidt mindre grad. - Arrrrgh, var én der hostede? - Og ham den mørke fyr dér. På afstand af ham!
Og den trofaste kassedame sætter elasikker om, gir’ tilbage og håndterer, på en halv meters afstand, og strejfer vore smittende hænder. Uden et kny. At kassedamen får det - det er helt uundgåeligt - og hun ved det, men hun passer sit arbejde. Endnu i hvert fald. Hun smiler og snakker med os alle sammen, alle os i køen, der frygter at ham foran eller bag os - vores næste, om fjorten dage har sendt os afsted med ligbilen.
Jo, vi har det skam i os. Vi trænger til en stroppetur i træningslejren. Jeg gør i hvert fald.

De eneste der er resistente overfor Corona-kvalme er medierne. Aldrig har en omgang influenza fået så meget omtale. Og imens tænker jeg på, hvad der blev af alle de andre vigtige nyheder, dem der omhandler dén verden vi skal leve i længe efter det sidste nys.
Nu vil jeg vil ud og hamstre. Ørepropper!

Go’ søndag,

K. Olsen.

Billetter

12.03.2020

Kære borgere.

Som tingene står, har vi jo set os nødsaget til at rette Afveje-turneens kalender ind efter omstændighederne.
Der bliver derfor ingen koncerter de næste 14 dage (mindst) - men vi arbejder med arrangørerne på at finde
erstatnings-datoer. I vil kunne følge med hér. 
Jeres billetter er langtidssikrede og Corona-resistente - så de vil naturligvis gælde, når vi atter kan løfte hovederne fra hullerne. 

Indtil da: Pas på jer selv og hinanden,

K. Allan.

VIGTIGT: Ønsker man refundering af sin billet vil dette være muligt frem til den 1. April 2020. Dette skal ske via henvendelse til Ticketmaster, som dog ligger underdrejet, hvorfor det vil tage tid. Vi anbefaler at vente nogle dage med at kontakte dem.

Corona

11.03.2020

Pga. myndighedernes anvisninger og påbud gennemføres denne weekends Afveje-koncerter ikke.

Yderligere information vil fremgå her på siden i løbet af de næste par dage.

Olsen i Norge

06.03.2020

I slutningen af maj drager Allan til vores kære naboland, Norge for at spille et par koncerter i broderlandet. Begge koncerter foregår på fantastiske Rockers i Langesund.

Fredag d. 29. maj spiller Allan en solokoncert, og lørdag d. 30 maj. spiller han sammen med Brev Från Kolonien og Finn Stokke.

Færgen går direkte fra Hirtshals til Langesund, og der er lavet et samarbejde med Qulity Hotel Skærgården, så man kan købe en samlet pakke med koncert og overnatning.

Se detaljer her på siden under 'Begivenheder'

Når det nu alligevel er søndag

01.03.2020

Nu hvor det alligevel ER søndag…

… så mangler vi vist kun at få værnepligten genindført. Alle m/k skal tilbringe deres 21. år med at bestyrke deres ånd, moral og historieforståelse. Men først og fremmest med at gøre gavn hvor der er behov. Tolv måneder i almenvellets tjeneste - langt væk fra mor og væk fra institutionerne.
Nå ja, og så selvfølgelig det helt oplagte: Offentlige myndigheder og bankansatte skal henvende sig til kunder og undersåtter på vers. Bare i simple børnerim. Og betjenten der vinker os ind til siden, kan passende synge sin reprimande ind gennem det nedrullede vindue på en melodi af ZZ Top – eller hvis forseelsen er rigtig slem – noget fra Mötley Crüe.
Bliver du hjemme i dag af frygt for at blive gennemblødt, kold eller smittet, så se eller gense Kevin Spacey i The Usual Suspects, og slut dagen af med at lytte til Gorecki’s 3. symfoni.
Så kan det sgu ikke gå helt galt…

Go’ tur,

K. Olsen

Når det nu alligevel er søndag

23.02.2020

Når det nu alligevel ER søndag…

En mand var engang i fjernsynet. Ham med det største, fornemste og dyreste af alle landets stereoanlæg. Han stod i sit specialbyggede lytterum og slog ud med armene og fortalte om sine enorme, specialbyggede højttalere og raffinerede effektforstærker. Det var virkelig meget imponerende.
- Må vi høre, hvordan det lyder så?, spurgte tv-journalisten endelig. Det måtte vi da. Manden med stereoanlægget fandt en CD frem (hvilket i sig selv er mistænkeligt, hvis man sådan for alvor går op i god lyd). Et øjeblik efter bragede musikken ud i æteren: Det var Bamse med ”I en lille båd der Gynger”. - Al respekt for Bamse, men…
Smartphones, earplugs, TVskærme og andet ragelse bliver mere og mere fantastisk i kvalitet. Imens bliver dét vi siger til hinanden i telefonen dummere, og dét de sender på TV blir fladere og mere ligegyldigt, proportionalt med at billed og lyd forbedres. Smartphone kameraer. – Jo tak, men hvor mange pixels skarphed kræver det egentlig at fotografere en stakkels vildfaren og selvoptaget teenagetøs med trutmund? Det er vel til at overse… Det er som om det koster indre substans, hver gang det ydre gør et fremskridt.
Men så er det godt at månen er vendt, rygsøjlen ned gennem Jylland knejser i det fjerne, og vores fritid til fascination, forundring og fordybelse nu er sat i system.

Jeg vil i dag slå et slag for gåder. Vi stiller og gætter da alt for få gåder i vores tid.
Så hérmed den århundreder gamle gåde om præsten, ræven, gåsen og kornet.
Altså: Præsten skal have ovenstående tre ting båret med sig over åen. Han kan kun bære én ting af gangen. Til gengæld må han gå og bære over åen, så mange gange han vil.
Hvad bærer han over først, og hvad næst, og så fremdeles, uden det går i klyt for ham – uden at ræven æder gåsen, eller gåsen kornet?
Man kan naturligvis vælge at snyde og google løsningen. Men så snyder man kun sig selv, og dem der gætter med…

Nå ja, hva’ fanden, det er bare en søndags ting…

K. Olsen

Link til Mandefald

13.02.2020

Link til programmet 'Mandefald' for de af jer, der ikke nåede at se med i mandags: https://www.dr.dk/drtv/episode/mandefald_-mandens-sidste-dage_164538

Mandefald

10.02.2020

Allan deltager iaften i programmet 'Mandefald', der handler om samfundets marginaliserede mænd.

Se med på DR1 kl. 21.30

Når det nu alligevel er søndag...

09.02.2020

Når det nu alligevel er søndag…

- Så er der osse en anden ting.
Når vi havde vænnet os til at se på Månens bagside, kunne vi passende se at komme i sving mere lokalt.
Vi har entrepenørkraft nok, så i løbet af et par år burde det være muligt at få skovlet den jyske højderyg ordentligt op. Gradvist stigende og spidsrygget fra omkring Hobro og godt og vel ned til Vejen. Der skulle måske lidt beton til osse, for det skulle være stejlt og markant. Ikke noget snik-snak med bløde bakker – dem har vi nok af. Nej en rigtig Andes bjergkæde med sne på toppen, hvis der engang skulle komme en vinterdag.
Jeg vil mene at et snit på 450 meters højde ville være fint, med et par imponerende udkigs-peaks undervejs. Alt jysk vand løber i forvejen enten øst eller vest på fra den jyske højderyg, og sådan skal det være – men tænk hvis det brusede og faldt flot ned gennem kløfter og slugter. Og midt i Søhøjlandet kunne et lille Mount Rushmore titte frem, med Grev Ingolfs, Palle Laurings og Kirsten Birgits koryfæer. (Markante underansigter er vigtige, når man laver Mount Rushmorer)
Ikke meget længere sydpå ville man kunne stå og spejde ned på taget af Bestsellers fine højhus på lavsletten ved Brande. Det ville være flot.
Solopgang og solnedgang ville forandres, alt efter, hvor man befandt sig, og dermed lys og skygge, og rygter, fortællinger og myter ville forstærkes.
Og en kæk student kunne spørge pigen i fredagsbaren på uddannelsesstedet. – Hvae’ kommer du så fra øst eller vest for bjergene? Og måske ville hun blusse og sige – Oooh, a e fra æ wejsten for. Eller hvad nu det hedder…
Jeg tror vi trænger til det for vores undrens skyld…

Når det nu alligevel er søndag...

02.02.2020

Når det nu alligevel er søndag..

Det jeg kunne tænke mig at læse i avisen her til morgen, eller bare efter kirketid var:
At stormagterne er gået sammen om et mægtigt projekt. Med al deres raketkraft og al den opfindsomhed de kan mobilisere. Og med et DR-panel af Andreas Mogensen og Holger Bech Nielsen under Clement Kjersgaards ledelse. Med alle os andre - borgerne udendørs en klar februar-aften. Og alle Jordens børn med blikket rettet mod ét og samme punkt på himlen. Og så skulle de gå i gang stormagterne, med al deres samlede raketkraft. Pløkker fæstnet dybt nede i månens overflade, og godt med langt tovværk, og på tre skulle de trække månen en halv omgang rundt, så vi alle for første gang kunne få dens bagside at se. Bare en halv gang rundt, så vi kunne få det hidtil og evigt skjulte frem i lyset. Jeg tvivler på, den ville ha’ det mindste imod det.
Når månen var på plads, skulle den efterlades dér, indtil der var skrevet nye sange, digte og eventyr nok om den - et par hundrede år måske. Og til den tid når man vendte den om igen, ville folk pege op og sige - Wow se! Månen ligner jo en gammel mands ansigt!
Det ville være et godt projekt på en søndag som denne…

Go’ helligdag.

Billetter

09.01.2020

Om 14 dage tager vi hul på anden halvden af Afveje-touren. Alle 49 koncerter har været udsolgt i et halvt år, men... vi har netop offentliggjort sommerens og efterårets koncerter. Så skynd dig hvis du vil nå at sikre dig en billet til en af disse. Du finder nærmere info her på siden under 'Koncerter'

Afveje - halvvejs

02.12.2019

27 koncerter er tilbagelagt, og vi er nu halvvejs på Afveje-touren.

27 småflækker, 27 forsamlingshuse, en del kilometer tilbagelagt... vi har opdaget nye bynavne, pittoreske og eksotiske steder, nye dialekter og accenter og stribevis af historier og masser af liv ude i det 'oversete' Danmark.

Tourbussen er kørt i garagen, men vi glæder os allerede til til tage hul på anden halvdel af touren til januar.

Olsen og hans faste sjak

02.12.2019

Nordjyske har været med os på Afveje og lavet en reportage om livet på landevejen...

Kun for abonnenter: https://nordjyske.dk/plus/kultur/olsen-og-hans-faste-sjak-er-paa-afveje-og-de-spiller-for-fulde-forsamlingshuse-i-hele-landet/40e2e720-71cd-4016-a391-72f2f35a4bdf

Bogmesse

16.11.2019

Kære folks
Hvis du går rundt i Pis-vejr i København i morgen ved middagstid, så hop ned i metroen og ta’ ud til Bella Center Copenhagen. Der er nemlig Bogforum -Og jeg vil sidde klar til at modtage dig sammen med Henrik Queitsch til en snak om mine litterære værker, Tilfældigt Strejfet og Laksetrappen.
Så ses vi måske der?

PS.: -Eller hos Arnold Busk på Bogmessen (C4) hvor jeg signerer bøger bagefter.

Kh.
Allan

Fag og Debatscenen
Stand C1-Fag & Debat
kl.: 12:00

Sommerkoncerter

07.10.2019

Hele Afveje-touren er udsolgt og således også de resterende 37 jobs på turnéen.

Derfor har vi allerede nu offentliggjort nogle af den kommende sommers koncerter.

Se mere under 'Koncerter' - og skynd jer inden de også bliver udsolgt.

Rockhistorier

26.09.2019

Allan har været gæst i d'herrer Klaus Lynggaard og Henrik Queitschs podcastserie 'Rockhistorier'.

Allan havde, udover røverhistorier, valgt 15 numre, og værterne bidrog med deres enorme viden om hele musik- og rockhistorien.

Få et skud rock- og røverhistorier her: https://heartbeats.dk/podcast/allan-olsen/

 

TV Avisen på Afveje

23.09.2019

TV Avisen har været med en tur på Afveje. Se indslaget her: https://www.dr.dk/tv/se/seneste-nyt-fra-tv-avisen-2/tv-avisen-27/tv-avisen-2019-09-20-18-30-5?

Afveje skudt igang

19.09.2019

Kære jer.

Skudt i gang og afsted - det er hvad vi og turen rundt til nationens AFVEJE er. Klitmøller, Fanø og Sædding - eller Rækker Mølle, som nogen på stedet kaldte det.
Det har været en fantastisk start med skønne mennesker, hjælpsomme lokale arrangører - og et vidunderligt publikum hele vejen rundt. Det tegner sgu godt, hér 1/25 inde i vores Danmarks-odyssé...
Tak til jer alle - og tak til jer, der stak næsen forbi skurvognen, for en snak, et rygte eller en herlig anekdote.

Ses,
Olsen

Afveje enroute

12.09.2019

Så ruller tourbussen med Danmarks afveje...

49 udsolgte koncerter på den danske afveje venter Olsen forude. Denne turné bringer udelukkende Allan til steder, hvor han aldrig har spillet før. Små, oversete forsamlingshuse i byer, der alle har deres historie.

Vi glæder os meget til udkanter, bagveje, smutveje, vandkanter, hulveje, indkanter, guldkyster, bagkanter, stikveje, landkanter og AFVEJE.

Olsen melder klar til Afveje

11.09.2019

Nå Possums - jer i de skumleste afkroge...
Så er det i morgen, vi begi’r os ud på diverse afveje.
Nogle af os ses allerede i morgen, i KLITMØLLER, enten i forsamlingshuset, i vandkanten - eller i min medbragte sladre-og sludrevogn.
Vi glæder os!
K. Allan

Advarsel mod Viagogo

02.09.2019

'Olsen på Afveje' er udsolgt, men Viagogo (og måske andre) sælger billetter til overpris. Det er ulovligt, og det er kun de originale billetter fra TicketMaster, der er gyldige til Afveje-touren.

Springsteen

25.08.2019

Neil Ashley Conrad har inviteret Allan til at være en del af podcastserien 'Loose Ends', hvor Neil hylder Bruce Springsteen.

Lyt med i denne udgave, hvor Allan fortæller om inspirationen fra Bruce Springsteen og i særdeleshed om, hvordan pladen 'Nebraska' har været med til at forme ham som sangskriver.

https://heartbeats.dk/podcast/i-1982-var-der-ikke-meget-fisse-i-at-stille-sig-op-med-en-akustisk-guitar-og-synge-en-sang/

Hyldest til Hausgaard

22.08.2019

I disse dage er der Tønder Festival, og iår er en særlig udgave af festivalen, da Tønders Grand Old Man, Niels Hausgaard, fylder 75 år under festivalen. Dette fejrer festivalen med et hyldestshow til Hausgaard, og Allan møder naturligvis også op og hylder den gamle nestor sammen med gode kollegaer som Steffen Brandt, Signe Svendsen, Laura Mo, Kjartan Arngrim, Huxi Bach m.fl.

Det er fredag eftermiddag i Telt 1.

Afveje = Udsolgt

07.08.2019

Så er den røde lampe tændt på Afveje-touren!

Olsen på Afveje-turnéen melder nu udsolgt på samtlige 49 spillesteder.

Olsen om rastløshed

28.07.2019

Interview i Kristiligt Dagblad - 'Jeg er stavnsbundet men fuldstændig rastløs': https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/jeg-er-stavnsbundet-men-fuldstaendig-rastloes

Allan fortæller om at komme fra et husmandssted uden toilet, om at brænde køernes mad af, om at blive kaldt 'Hunden Olsen', om rastløshed og stavnsbundethed, om at blæse sig op og om at det usagte er stærkere end det sagte.

 

UD & SE med AO

13.07.2019

UD & SE har interviewet Allan om Laksetrappen

I interviewet kommer Allan ind på kommunisme, universitetstiden i Århus, ensomhed, hvorfor Dalton ikke skal gendannes, hvorfor det keder ham at skrive sange og meget andet.

Læs det i UD & Se onling her - s. 96 - 101: https://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2019/ud-se-juliaugust/#/

Podcast om bøger

30.06.2019

Hvorfor har Allan 'aldrig' haft et hit? 

Lyt med i denne podcast, der blev lavet i forbindelse med udgivelsen af 'Laksetrappen'.

https://podcasts.apple.com/dk/podcast/allan-olsen-det-er-derfor-jeg-aldrig-har-haft-et-hit/id1450499091?i=1000433716244&l=da

Kippenberger feat. Olsen

19.06.2019

Jeg mødtes med Kippenberger - eller Tobias, over middag, i det gamle slagteri nær havnen. Tobias havde en sang, der skulle til verden, og mente, jeg kunne gavne forløsningen. 
Det var én af de lyse dage, hvor foråret forsøgsvis holder generalprøve på skønt vejr. Og Tobias og jeg sad på taget udenfor et lille, lånt lydstudie, og røg smøger og snakkede projektet op.
Vi kendte ikke hinanden. Men det kom vi til, for det er det musik kan. Blande mennesker og historier..

Hør resultatet her:
 https://open.spotify.com/album/4RRxKcwh8TOeralHImQpHF

 

Afveje næsten udsolgt

06.06.2019

Mere en 3/4 af alle de 49 koncersteder på Olsen på Afveje-touren kan nu tænde den røde lygte.

De sidste steder melder om 'få billetter', så skal nu med på denne særlige tour rundt til forsamlingshuse i byer, Allan aldrig før har spillet, så er det ved at være sidste chance.

Du kan sikre dig en af de sidste ledige billetter på: https://www.tmdenmark.com/allanolsen/

Da dræberhvepsene kom til Karise

04.06.2019

Da dræberhvepsene kom til KARISE.

Engang var der ikke ordentlige fuger i Karises mure. Børn kunne stå og falde hen, mens deres små fingre pillede mørtel ud mellem murstenene - men hvad værre var: Murhvepse begyndte at invadere Karise, fordi rygtet mellem dem havde spredt sig:
- I Karise kan man lave et bo i enhver mur, bare ved at vibrere lidt med følehornene. Snart var der flere murhvepse, end indbyggere i den fine lille by, og med SÅ mange hvepse, ankommer alle hvepses skræk, kæmpehvepsen, eller dræberhvepsen! Store B-52 flyvere, store, som en lille gråspurv. Og med et stik, der er værre end et hugormebid. Kæmpehvepsen er et rovdyr, der lever af andre hvepse.
Eneste hus i byen, der var bygget ordentligt, var forsamlingshuset nede i Bredgade, og da resten af byen var et inferno af hvepse, i forskellige størrelser, søgte Kariseborgerne ly i deres fine, solide forsamlingshus. 
Mens de sad og lyttede til hvepsekrigen udenfor, kom de til at nynne en lille melodi, som Johnny Reimar mange år senere tog til sig i sangen om den lille fregnede Louise.
Ja, det er da bare, hvad jeg lige har hørt…
Nu ses vi i Karise Forsamlingshus, der nu hedder Leopold, den 31. januar, næste år. Så kan det være nogen har en anden version af historien.

K. Allan.

Laksetrappen som lydbog

27.05.2019

Godt nyt til pendlere, cyklister, blinde og hæklere!

Nu er den anmelderroste og storsælgende Laksetrappen også tilgængelig som lydbog.

Køb den her: https://www.bog-ide.dk/produkt/4467876/allan-olsen-laksetrappen-lydbog/

Klavse fra Tullebølle

26.05.2019

Glæder mig til at besøge Tullbølle forsamlingshus. Her er en lille historie , jeg hørt fra Tullebølle:

Klavse fra Tullebølle.
Som jeg har hørt det, havde præsten hikke den dag, Klavs fra Tullebølle skulle døbes. Derfor fik Klavs en stavelse ekstra på sit navn, et e. - Klavs(hik)e… Det var i 1905. 
Klavse blev drillet med sit ekstra e, for noget skal man jo drilles med, og han lærte at holde sig for sig selv. Han gik mest ud om natten, og eftersom ingen i Tullebølle låse dørene, kom han i skik med at snige sig ud og rapse. 
Det eneste sted Klavse fandt fred, var i Tullebølle Forsamlingshus, hvor han bonede gulvene, når der havde været dans. 
Uanset hvad der var galt i Tullebølle, gav man Klavse skylden, for nogen skal jo have den. Og da man aldrig så ham, kunne han jo ikke benægte. 
Så fik Klavse hæftet navnet ‘bølle’ på sig. 
Klavse tog hyre på en båd nede fra Bagenkop, og kom til Amerika, hvor han fandt en stor guldklump der var formet som et egern. Så kom Klavse i avisen.
Og hjemme i Tullebølle opkaldte de en vej efter ham. Den hedder Klavsebøllevej, og den er der skam endnu. 
Sikke en historie…

Vi ses i Tullbølle Forsamlingshus, den 27. september!

K. Allan

Sommertraditioner

24.05.2019

Igen iår spiller Allan få men specielt udvalgte sommerkoncerter. Disse koncerter har efterhånden udviklet sig til at være en tradition for både Allan og det tilbagevendende publikum. 

Fang Olsen i sommerlandet:

19. juli - Lønstrup
20. juli - Lønstrup
21. juli - Læsø
10. august - Pottegården

Udsolgte Afveje

22.05.2019

Til efteråret 2019 og foråret 2020 drager Olsen på den stort anlagt 'Olsen på afveje', der bringer Allan forbi 49 forsamlingshuse, hvor han aldrig har spillet før.

Billetsalget går strygende, og 30 af koncerterne er allerede udsolgt. Flere andre steder meldes der om 'Få billetter', så det er med at være hurtigt, hvis du vil fange Allan på denne særlige og intime tour.

Se spillesteder og billetinfo på: https://www.tmdenmark.com/allanolsen/

Billetsalget er åbent

02.05.2019

Idag, d. 2. maj kl. 10, er billetsalget åbnet til 'Olsen på afveje'.

Til efteråret 2019 og foråret 2020 besøger Olsen 49 forsamlingshuse i hele landet. Du kan finde den komplette tourplan her på siden under 'koncerter'.

Forsamlingshusene har en begrænset kapacitet, så det er med at være hurtig ved billetlugen. Billetter til alle koncerterne sælges via: https://www.tmdenmark.com/allanolsen/

Skynd jer...

 

Olsen på afveje

30.04.2019

Fra 12. September 2019 og et halvt års tid frem besøger Olsen hele 49 forsamlingshuse rundt om i Danmark.

Allan siger selv om planen:
"...Jeg har tilbragt det meste af livet med at passere igennem og forbi. På vej til Næstved fra Slagelse, på vej fra Ribe til Flensborg, eller fra Fåborg til Nyborg. Gennem små landsbyer og flækker, men som regel bare igennem og forbi. Et ’Velkommen’ skilt, og øjeblikket efter, et skilt med ’Tak for besøget’. Og tit, når farten lovpligtigt er sænket, har vi sagt: – Wow, se det fine lille forsamlingshus dér. – Der ku’ man måske … "

For fra nu af er det slut med bare at køre forbi. - Tværtimod. I et halvt år, vil Allan udelukkende holde ind og spille for hoveparten af Danmarks befolkning, nemlig alle dem der bor i de små og ofte oversete byer.

Der er mere end 1000 forsamlingshuse i Danmark, og mange af dem trives og blomstrer, med masser af aktivitet og lokale arrangementer. Men efterhånden som udkanterne udfordres, lever nogle af dem et lidt for stille liv, og det synes vi er en skam.

Den nye bog ’Laksetrappen’ kredser blandt meget andet om livet som sanger, i karrierens begyndelse, på de små, ydmyge steder. Og det er netop forsamlingshusene i de helt små byer, der vil danne ramme om Olsens omfattende turné, fra efteråret 2019.

Alle 49 koncerter foregår i byer og forsamlingshuse, som Allan - utroligt nok - aldrig har besøgt før.

Se hele spilleplanen her på siden under 'Koncerter'. Forsalget starter d. 2. maj. kl. 10.19.

Politiken giver 5 stjerner

23.04.2019

Endnu en 5-stjernet anmeldelse af Laksetrappen er tikket ind. Denne gang er det fra Politiken, der mener, at Laksetrappen er "fremragende læsning, skrevet med stor selvindsigt og ofte klart udsyn".

Politiken-abonnenter kan læse med her: https://politiken.dk/kultur/boger/art7132886/Allan-Olsen-farer-vild-i-sin-selvbiografi-og-hvor-er-det-dog-sk%C3%B8nt

5 stjerner i Berlingske

23.04.2019

Ifølge Berlingske er Laksetrappen en "livsklog dannelsesrejse om at etablere sig som sanger, men også en almengyldig fortælling om tilværelsens groteske omveje og kreativitetens væsen".

Berlingske kvitterer med 5 stjerner og kalder Allan for en "gudsbenådet fortæller og fremragende iagttager med sans for livets indbyggede absurditeter og de detaljer, der giver hverdagen kulør".

Artiklen er udenfor betalingsmuren og åben for alle: https://www.berlingske.dk/boeger/erindringsbog-allan-olsen-fortaeller-saa-man-kan-se-kranerne-i-taagen-og

Allan Olsen og ... Allan Olsen

12.04.2019

Ja, så skal de to herrer Allan Olsen & Allan Olsen endelig stå på den samme scene.

Der har været en del forviklinger og rettighedsspørgsmål gennem en årrække, og begge har prøvet at have skuffede 'fans', der troede, de havde købt billet til ham den anden Allan Olsen.

Misforståelserne bliver udredt imorgen til sidste stik af Sort Snak & Hvide Løgne, og det er i Musikkens Hus i Aalborg.

Olsen og Cecilie Frøkjær

11.04.2019

Olsen møder hele Danmarks Cecilie Frøkjær.

Det er det 4. 'menneskemøde' på Sort Snak & Hvide Løgne-turnéen, der idag lægger vejen forbi Odense.

Her vil Cecilie Frøkjær spidde Olsen, der omvendt vil se, om han kan få den altid veltalende Cecilie Frøkjær ud i noget sort snak og løfte sløret for nogle af sine hvide løgne.

Det foregår kl. 20 på Magasinet i Odense, og der er stadig lidt billetter at hente her: https://www.ticketmaster.dk/event/MAB1104G?language=da-dk&brand=dk_allanolsen_cecilie&

Olsen og Huxi

07.04.2019

Iaften er tid til det tredje menneskemøde. Denne gang med ingen ringere end radio- og tv-vært, musiker, entertainer og Poul Erik Krogen-elsker Huxi Bach.

Det foregår i Århus på Centralværkstedet, og det starter kl 20.00.

Der er stadig få billetter at hente her: https://www.ticketmaster.dk/event/CVK0704B?language=da-dk&brand=dk_allanolsen_huxi

Vild med bøger

03.04.2019

Flemming Møldrup har inviteret Allan ind i programmet 'Vild med bøger' på DRK for at snakke om Laksetrappen.

Hør om bogen og om, hvor stort et ego det kræver at skrive en selvbiografi.

Du kan se eller gense hele programmet via DRTV: https://www.dr.dk/tv/se/vild-med-boeger-tv/vild-med-boeger-3/vild-med-boeger-med-allan-olsen-og-henrik-queitsch

5 stjerner til Laksetrappen

02.04.2019

Endnu en flot 5-stjernes anmeldelse af Laksetrappen, denne gang i Nordjyske.

Abonnenter kan læse med her: https://nordjyske.dk/plus/olsen-om-olsen-anekdoter-fra-et-langt-liv/3a29f1fc-c8c3-45d5-9f9c-77e409e08176

Vind billetter til Allan og Johnny

30.03.2019

På onsdag går til løs til den totalt udsolgt aften, hvor Allan møder Johnny Madsen i Sort Snak & Hvide Løgne.

Arrangementet var udsolgt på et kvarter, men vi har gemt to billetter, der kan bliver dine. Hop ind på Allans facebookside og se hvordan.

www.facebook.dk/allanolsen49

Klar til Sort Snak og Hvide Løgne

26.03.2019

Så er det imorgen, Allan skyder hul på sine menneskemøder 'Sort Snak & Hvide Løgne'.

Første møde er i Kongens København med den cool christianshavner Hr. WIlli Jønsson. Det foregår på Bremen Teater, og der er ganske få billetter tilbage: https://www.ticketmaster.dk/event/BRM2703C?

Hvor er høtyvene

24.03.2019

Stort interview med Allan i dagens Politiken.

Konsensus og kassetænkning er ved at ødelægge samfundet.

Læs mere på: https://politiken.dk/debat/art7092904/Vi-danskere-finder-os-eddermame-i-meget.-Det-er-helt-ufatteligt-at-vi-ikke-har-h%C3%B8tyvene-fremme

Signering i Aalborg

20.03.2019

På lørdag, d. 23. marts, fra 13-14 kigger Allan forbi Arnold Busck i Aalborg Midtby. Her kan du købe Laksetrappen og få den signeret og få en sludder imens.

Vel mødt i Nordens Paris.

6 stjerner

19.03.2019

6 stjerner til Laksetrappen i Gaffa - 'Det danske sprog er Olsens legeplads i mesterligt storværk af en biografi'

Gaffas Micahel Jose Gonzalez er begejstret for Laksetrappen, og han ønsker, at bogen var et par hundrede sider længere, eller at der snart kommer en 3'er.

Anmelderen konkluderer: "Med andre ord: bogen er på højde med sangene, og større ros kan der ikke lyde herfra".

Læs den finde anmeldelse her: https://gaffa.dk/anmeldelse/136134/det-danske-sprog-er-allan-olsens-legeplads-i-mesterligt-storvaerk-af-en-selvbiografi

Dahl på Hack

19.03.2019

Endnu engang har Olsen haft fornøjelsen af at gæste Søren Dahl i 'Dahl på Hack'.

Lyd med: https://dahlpaahack.podbean.com/e/episode-10-2019-med-allan-olsen-og-bettina-aller

Den omvandrende anakronisme

19.03.2019

Stort interview i Berlingske om hvorfor X-faktor ikke virkede, hvorfor der skal være substans, og om at være en omvandrende anakronisme.

https://www.berlingske.dk/kultur/allan-olsen-vi-jyder-burde-egentlig-gaa-rundt-og-foele-os-kraenkede

Lada uden bagklap

19.03.2019

Hvad kan en Lada uden bagklap betyde for ens karrieren? En hel del når den Lada tilhørte Johnny Madsen...

Læs mere i Jyllands Posten (for abonnenter)

https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/ECE11192176/karrieren-tog-fart-i-en-udtjent-lada-uden-bagklap-i-snestorm-paa-vej-vaek-fra-et-vaertshusslagsmaal-i-braedstrup

Formiddag med Simpson på P6 BEAT

19.03.2019

Allan var gæst hos sin kollega og fellow songwriter Mikael Simpson i 'Formiddag med Simpson' på P6 BEAT. Det blev til en samtale om musikken, karrieren og menneskemøderne 'Sort Snak og Hvide Løgne'.

https://www.dr.dk/radio/p6beat/formiddag-med-simpson/formiddag-med-simpson-2019-03-14

 

Fejl

19.03.2019

Kan fejl bruges til noget? Se med fra Go' Morgen Danmark: https://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/go-morgen-danmark/fejlene-gjorde-ham-til-en-af-danmarks-kaereste-folkesangere-183689

Formiddag på 4eren

19.03.2019

Allan var gæst hos P4 i 'Formiddag på 4'eren' for at fortælle om 'Laksetrappen'.

https://www.dr.dk/radio/p4/formiddag-pa-4-eren/formiddag-pa-4-eren-2019-03-18

Ringmur om det inderste

18.03.2019

Allan fortæller i dette interview med BT om skismaet mellem ikke at ville lukke nogen ind i det inderste og så samtidig leve af at øse ud netop derfra: https://www.bt.dk/underholdning/allan-olsen-jeg-har-en-ringmur-omkring-mit-inderste

AK24Syv

18.03.2019

Allan seneste udgivelse er optaget på et totalt udsolgt Det Kongelige Teater. Men, der har været lang vej til de fine koncertsale. Olsens karriere startede nemlig med jobs på de små værtshuse. Hør om hvorfor lige præcis det måske er meget godt, når man står i Det Kongelige Teater: https://www.24syv.dk/programmer/ak-24syv/49637990/allan-olsen-hipster-gate-limp

Kærlighed til guitarer

17.03.2019

Hvad er det, der er så særligt med de guitarer?

Det er ikke nogen hemmelighed, at Allan går meget op i guitarer. Kærligheden til de seksstrengeede kan du høre mere om i dette interview af Jes Dorph fra Go' Aften Danmark: https://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/go-aften-danmark/matthesen-vil-helt-taet-paa-publikum-i-nyt-show-183646

For dem, der vil nørde videre, er der masser af guitarsnak på 'Olsens Instrumentarium' her på siden.

Kulturen på P1

17.03.2019

Allan var gæst i 'Kulturen på P1' i anledningen af udgivelsen af 'Laksetrappen'.

Lyt eller genlyt her: https://www.dr.dk/radio/p1/kulturen-pa-p1/kulturen-pa-p1-2019-03-14#!00:10:30

BEAT idag

15.03.2019

Hvis du befinder dig i hovedstadsområdet, kan du svinge forbi BEAT på Enghave Plads og få dig en fyraftensøl og en fredagsrom. 

Allan vil være i butikken og signere bøger, og den navnkundige Henrik Queitsch vil hudflette Allan om Laksetrappen.

Seancen starter kl.16.00.

Release

15.03.2019

Så er det idag, vi sender 'LAKSETRAPPEN - Et skævt tilbageblik' på gaden!

I efteråret 2015 udkom Allan Olsens debut som forfatter, erindringsbogen Tilfældigt strejfet, der blev en bestseller og modtog mange rosende anmeldelser. Nu kommer opfølgeren Laksetrappen – et skævt tilbageblik

Bogen tager veloplagt fat, hvor Tilfældigt strejfet slap. Men hvor Tilfældigt strejfet koncentrerer sig om opvækstårene, er Laksetrappen spundet om livet i og omkring musikken. En laksetrappe er den anordning, der hjælper fiskene forbi vandfald eller andre umulige forhindringer. Hvis altså man nærer et stædigt ønske om at svømme imod strømmen. Det er ad denne kompromisløse vej, Allan Olsen har bevæget sig gennem hele sin lange karriere. 

Allan Olsen skriver levende og medrivende om de krasse læreår som værtshussanger, kvababbelserne med at finde fodfæste i musikindustrien og etableringen af et professionelt og ombejlet liv i showbizz. Som sin forgænger vrimler Laksetrappen med hæsblæsende anekdoter og underholdende nedslag i livet som entertainer – samt med rørende og velskrevne tilbageblik i privatlivet.

Efterlysning

12.03.2019

Var du til Allans allerførste koncert på Tønder Festival tilbage i 1986?

Så hop ind forbi vores facebookside - www.facebook.dk/allanolsen49 - og giv dig til kende.

Q & A og oplæsning i BEAT

11.03.2019

Aloha - så er det på fredag den 15 marts, min bog, Laksetrappen udkommer.

Som nævnt fyrer vi i dén anledning et lille arrangement af i pladebutikken, ‘BEAT' på Vesterbro i Kbh.
Jeg signerer naturligvis beredvilligt bøger og så kan I  glæde jer til en Q. & A. seance, hvor Henrik Queitsch - én sand legende i dansk musiksjournalistik, stiller mig giftige og dybdeborende spørgsmål om Laksetrappen. 
Og jeg vil efter evne agere oplæser af et par sider…

Altså: Ses i 'Beat' på Enghaveplads, Vesterbro, på fredag klokken 16:00.

K. Olsen.

Olsen i Bagklog

10.03.2019

Igår var Allan ugens gæst i Bagklog på P1. To timers bagkloghed om ugen, der gik - og alt muligt andet.

Du kan høre eller genhøre programmet her: https://www.dr.dk/radio/p1/bagklog-pa-p1/bagklog-pa-p1-2019-03-09

Pladereception i BEAT

05.03.2019

Kære venner og possums.

Så er min nye bog lige om hjørnet. Titlen - Laksetrappen har jo et lille vedhæng: ‘Et Skævt Tilbageblik’. For der er jo det ved hukommelsen, at meget af det, man husker, svæver et sted mellem drøm og virkelighed. - Skete DET virkelig??
Jeg har været heldig:
Meget af den virkelighed, jeg har gennemlevet, har været som en eventyrlig drøm. Og de fleste af mine drømme er blevet gjort virkelige. - Mere kan man vel ikke ønske sig?
Fra den 15. marts, hvor Laksetrappen udkommer, kan I efter lyst og vilje komme med om bag forhænget til baglandet, kollegerne, røverhistorierne og sangene.

På selve udgivelsesdagen vil jeg befinde mig i den fine plade- og bogbutik, Beat, på Vesterbro i København.
Jeg låner et lille bord, hvor jeg skal sidde og signere - forhåbentlig adskillige eksemplarer af bogen.
Arrangementet starter klokken 16:00.

Ses,

K. Allan.

Udgivelsesdato

02.03.2019

Så kan vi løfte sløret for, at 'LAKSETRAPPEN - Et skævt tilbageblik' udkommer d. 15. marts via Politikens Forlag.

'Laksetrappen' er anden del af Olsens selvbiografi og opfølgeren til den succesfulde etter 'Tilfældigt Strejfet'.

Hvor første bog omhandlede de første 20 år i Olsens liv, tager Laksetrappen dig med gennem musikkarrieren, privatlivet og samfundsudviklingen, fra Olsens som tyveårig lander på Århus Banegård kun med to par underbukser og en Martin-guitar.

Slut på tour

24.02.2019

Så er touren slut, guitarerne er pakket sammen, og nightlineren er kørt i garage.

Den næste tid fokuseres der på bogudgivelsen af 'Laksetrappen' og på menneskemøderne 'Sort Snak & Hvide Løgne'. Hvis du bestiller bogen inden 1. marts, kommer den dumpende ind ad brevsprækken med Allans autograf på.

Hvis du vil være helt opdateret så hop forbi Allans facebookside www.facebook.dk/allanolsen49

Vind billetter til Sort Snak & Hvide Løgne

03.02.2019

Kunne du tænke dig at vinde billetter til et af de 5 menneskemøder - Sort Snak & Hvide Løgne -  hvor Allan mødes til samtale med hhv. Cecilie Frøkjær, Huxi Bach, Allan Olsen (ham den anden), Willi Jønsson & Johnny Madsen?

Så smut forbi Ticketmaster Dk's facebookside og deltag i konkurrencen inden imorgen d. 4. februar.

Forudbestil Laksetrappen og få den signeret

01.02.2019

Nu kan du forudbestille den nye Olsen-biografi LAKSETRAPPEN hos Imusic. 
Bestil inden 1. marts og bogen kommer retur med Allans signatur på.
Se mere her: https://www.imusic.dk/exposure/9374/allan-olsen:-laksetrappen-et-sk%C3%A6vt-tilbageblik

Bogtitel

25.01.2019

Possums!
De roder i disse hektiske timer med papir og tryksværte op til albuerne, for at få min nye bog færdig.
Det er jo anden del af mine floromvundne erindringer - altså fortsættelsen af 'Tilfældigt Strejfet’.

Bogen hedder 'Laksetrappen - Et skævt tilbageblik’, og hvor Tilfældigt Strejfet jo mest var opvækst i randområderne, er efterfølgeren selvfølgelig mere musik, landeveje, vennerne og alt, hvad dertil hører. Og røverhistorier, selvfølgelig 

En laksetrappe hjælper de små fisk, der stædigt vil opad mod strømmen, så de kan komme passere brølende vandfald og forhindringer.
I ‘Laksetrappen' har jeg forsøgt at vise, hvordan osse jeg har haft støtte og hjælp - laksetrapper - på min rejse opad og på tværs af strømmen i showbizz,
Den vej er det gået i mere end 40 år nu, og rejsen er langt fra overstået. - Heldigvis.

Ses derude!

K. Allan

Olsen og Den grå side

19.01.2019

Og hvad laver Olsen mon så, mens han forbereder sig på et travlt forår med:

- Sort Snak & Hvide Løgne - 5 samtaler i 5 byer?
- Udgivelsen af sin nye bog?
- Mini-SOLO-turné fra næste uge?

Ja, han morer sig såmænd på Skråen i Aalborg 
med at læse op af Rapports Grå sider - i et panel af (andre) perverse og klamme mænd 

 

Rock for hjemløse

04.01.2019

Imorgen spiller Allan til Rock for hjemløse

Det er et arrangement, der har til formål af samle penge ind til de folk, der lever på gaden og ikke har tag over hovedet.

Ud over Allan optræder også Jesper Binzer, Electric Guitars, Sanne Salomonsen, Søren Sko og Johan Olsen.

Det foregår på Hotel Cecil i København, og man kan læse mere om arrangementet her: http://hotelcecil.dk/arrangementer/rock-for-hjemlose/

Billetsalg

10.12.2018

Fanbilletterne til nogle af arrangementerne 'Sort snak & hvide løgne' er udsolgt. Men idag kl. 10.00 sættes resten af billetterne til salg på normal vis.

Så sid klar ved tasterne kl. 10 idag, hvis du skal nå at have en billet.

Billetlink finder du under 'Koncerter' øverst på siden.

Sort snak & hvide løgne - info

08.12.2018

SORT SNAK & HVIDE LØGNE

Her er de detagende til Sort snak og hvide løgne, der rammer Danmarks 5 største byer.

27./3. m. Wili Jønsson - Bremen, Kbh.

3./4. m. Johnny Madsen - Tobakken, Esbjerg.

7./4. m. Huxi Bach - Centralværkstedet, Århus.

11./4. m. Cecilie Frøkjær - Magasinet, Odense.

13./4. m. Allan Olsen - Musikkens Hus, Aalborg

Billetsalget er åbent for fans

08.12.2018

Billetsalget til Allans 'Sort snak & hvide løgne'-samtaler åbner officielt på mandag.

Men, du har mulighed for at få fat i billetter først ved at benytte dette fan-link: www.ticketmaster.dk/allanolsen

Sort snak og hvide løgne

07.12.2018

Possums!

Jeg har fået en idé 

 

Til foråret vil jeg samle 5 kendis-snakkehoveder i de 5 største danske byer til en heftig aftensnak, og I skal komme og være med. 

Venner og følgere på min Facebookside, kan købe billet allerede fra i morgen lørdag d. 8. dec. kl. 10:00, mens det almindelige salg starter på mandag d. 10. dec.

- Og hvorfor så disse menneske-møder?

Jo, fordi 2. del af min bog, Tilfældigt Strejfet netop nu er i trykken og udkommer medio marts, 2019.

 

Med udgangspunkt i den nye bog, vil jeg ta’ nogle menneskemøder med 5 nøje udvalgte ”ofre”. Mennesker jeg kender, har mødt, strejfet, pajttet, grinet, spillet, diskuteret eller skændtes med gennem årene. Og vi vil vride hinanden for sandheder, ty til små hvide løgne, og om nødvendigt – snakke sort, for ikke at blive fanget på det forkerte ben.

-Har Huxi hele sin hjerne siddende i håret? - Hvem bor bag vidunderlige Cecilies’ ansigt, og Jønsson: -Hvilket øje skal man egentlig kigge på? -Johnny, hvem vandt i Dalton, og hva’ fanden er der med dét der shampoo? - Og dig Allan Olsen: -Mon du ved, at jeg har modtaget dine royalties for Jul på Slottet i snart 35 år?

 

Alt dette og alt andet fra hverdagen, i og udenfor showbizz får en tur i vridemaskinen i

Sort Snak & Hvide Løgne

Der bliver kun tale om disse 5 enkeltstående arrangementer, så det er først til tasterne folks.

Følg med og se mere hér!

 

Ses, K. Olsen.

Se billetinfo under begivenheder her på FB.

 

d

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C